Debat

KL: Nye behov hos borgerne kræver udvikling

DEBAT: Kommunerne møder borgere, som har helt andre behov end for ti år siden. Det betyder også, at kommunernes indsats ændrer sig, skriver Thomas Adelskov (S), formand for KL’s Social- og Sundhedsudvalg.

Foto: Jens Nørgaard Larsen / Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Thomas Adelskov (S)
Formand for KL’s Social- og Sundhedsudvalg

Det specialiserede socialområde har været igennem en rivende udvikling, siden kommunerne overtog området i forbindelse med kommunalreformen i 2017.

Vi møder for eksempel flere og flere mennesker, som har behov for socialpædagogisk støtte for at kunne klare sig. Vi ser også, at antallet af borgere, som bor i botilbud, er steget. Antallet af hjemløse – især de unge – stiger. Og indlæggelsesdagene bliver færre og færre for patienter med skizofreni, samtidig med at antallet af ambulante besøg ikke stiger tilsvarende. Blandt de helt unge oplever vi også generelt en stigende sårbarhed.

I kommunerne møder vi dermed borgere, som har helt andre behov end for ti år siden. Det betyder også, at kommunernes indsats ændrer sig. For eksempel arbejder vi i dag i langt højere grad ud fra en rehabiliterende tilgang, hvor borgerens muligheder for at mestre eget liv er i centrum. Og vi arbejder med tidlige, fremskudte indsatser – investeringer, kan vi kalde dem.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Alt dette har medvirket til, at socialområdet ser meget anderledes ud i dag, end det gjorde før 2007.

Prioritér de unge og investér i mennesker med handicap
Mange debattører her på Altinget har været omkring de samme udviklingstendenser.

I dag arbejder vi i langt højere grad ud fra en rehabiliterende tilgang, hvor borgerens muligheder for at mestre eget liv er i centrum.

Thomas Adelskov (S)
Formand for KL’s Social- og Sundhedsudvalg

Jeg er helt enig med formand for Danske Handicaporganisationer, Thorkild Olesen, i, at det betaler sig menneskeligt og økonomisk at investere - og investere rigtigt - i mennesker med handicap. Socialchefforeningens formand, Helle Linnet, har en pointe i, at vi må prioritere yderligere i indsatserne for at finde rum til tilbuddene til de unge.

Og jeg kan kun samtykke, når formand for Socialpolitisk Forening, Knud Aarup, siger, at de samlede investeringer i de unge skal medvirke til, at færre unge ender i "udenforskab". De unge skal tværtimod have mulighed for at være dem, de er – og for at blive til det, de kan.

Brug for mere viden
Udfordringen er, at vi i dag i mange tilfælde ikke har viden nok om, hvad der skal til for at hjælpe unge mennesker til at mestre deres eget liv og blive en del af samfundets fællesskaber. Vi har heller ikke viden nok om, hvordan vi bedst støtter det enkelte menneske med en funktionsnedsættelse til at udleve sit potentiale, trives og sætte sine kompetencer i spil.

For at opbygge den viden er vi nødt til at se på opgaveløsningen på en ny måde. Vi skal have fokus på, hvordan vi bedst støtter borgerne i at kunne leve så selvstændigt som muligt. Kommunerne er allerede i fuld gang med denne omstilling, hvor vi bl.a. i langt højere grad end tidligere tager udgangspunkt i borgernes egne drømme og ønsker om fremtiden.

Samarbejde med frivillige 
For eksempel samarbejder flere kommuner landet over med frivillige fra de lokale idrætsforeninger om at skabe flere muligheder for, at personer med funktionsnedsættelser kan deltage i idrætsaktiviteter. Og flere og flere kommuner samarbejder med private virksomheder, som har fået øjnene op for værdien af at ansætte personer med en funktionsnedsættelse i eksempelvis fleksjob eller et job med løntilskud.

Alle borgere har et potentiale for at blive betydningsfulde deltagere i samfundets fællesskaber. Og i kommunerne har vi et ansvar for at hjælpe borgerne med at deltage i de fællesskaber. Men specialiseret viden er langt fra nok. Alle parter omkring borgeren skal tage et ansvar for samarbejdet.

Jeg håber, at vi i kølvandet på denne debat kan fortsætte dialogen og samarbejde om udviklingen i kommunerne på tværs af sektorer, med brugerorganisationer, faglige organisationer og med forsknings- og uddannelsesinstitutionerne. Vi har brug for en styrket fælles dialog om, hvordan vi bedst udnytter vores fælles almene og specialiserede kompetencer til gavn for borgerne.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Thomas Adelskov

Byrådsmedlem (S), Odsherred Kommune, formand, Arbejdsmarkedets Feriefond, bestyrelsesmedlem, Odsherred Forsyning, næstformand, Pensam, Regeringens Ghettorepræsentant

0:000:00