Debat

Kvinde med handicap: Virksomheder skal se potentialet i os

Tina Ochergreen Højager har cerebral parese og var ledig i otte år, før hun fandt et job. "Havde jeg mødt virksomheder med en politik om at ansætte mennesker med handicap gennem systematisk samarbejde med jobcentrene, var min vej uden blevet kortere," skriver hun. 

I både a-kasse og jobcenter blev jeg mødt med den samme jobcenterindsats som alle andre ledige uden et handicap. I virkeligheden havde jeg allermest brug for en individuel tilrettelagt indsats, skriver Tina Ochergreen Højager.
I både a-kasse og jobcenter blev jeg mødt med den samme jobcenterindsats som alle andre ledige uden et handicap. I virkeligheden havde jeg allermest brug for en individuel tilrettelagt indsats, skriver Tina Ochergreen Højager.Foto: Mathias Eis/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I Danmark er de ledige nærmest støvsuget væk af hungrende arbejdsgivere.

Der er mangel på arbejdskraft, men tilbage i ledighedskøen er fortsat alt for mange mennesker med handicap, selvom de er klar til at tage job.

Jeg var selv del af den kø i otte år. Det kommer derfor ikke bag på mig, at den historisk store mangel på arbejdskraft endnu ikke har fået flere af os med handicap i arbejde. Det danske arbejdsmarked kan og bør være langt mere rummeligt, end det er i dag.

Fakta

Hvordan får vi flere personer med handicap i arbejde? 

Der er ganske enkelt ikke nok hænder og hoveder i danske virksomheder, og det kræver politisk handling, lyder kritikken fra flere aktører fra dansk erhvervsliv, som efterspørger en mere ambitiøs finanslov til at løfte arbejdsudbuddet.

Samtidig kalder Danske Handicaporganisationer det ”et selvmål”, hvis gruppen af ledige personer med funktionsnedsættelser stadig tæller 49.000 næste år – mennesker, som alle står klar til at tage et arbejde.

Hvordan kan kommunerne for eksempel bedst muligt hjælpe personer med handicap i arbejde, og hvad er grunden til den store variation i jobcentrenes praksis? Mangler der viden om og redskaber til screening af handicap, kvalifikationer og uddannelsesniveau? Og hvad mangler politikerne at få taget livtag med for at løse udfordringen?  

Altinget Social spørger de næste uger, hvilke tandhjul der bør skrues på for, at flere personer med handicap kommer i arbejde.  

Ønsker du at deltage i debatten, så skriv til [email protected].

 

Jeg er født med cerebral parese (før kaldet spastiske lammelser), som er en hjerneskade, der betyder, at min balance er dårlig, jeg har svært ved at gå og nemt bliver udtrættet.

Senere har det vist sig, at mit handicap også skaber nogle kognitive udfordringer i form af nedsat mental forarbejdning og problemer med multitasking. Noget, som jeg i mange år var ubevidst om.

Jeg vil her give mit syn på, hvorfor det tog mig otte lange år at få et fast arbejde, og hvad der kunne have gjort min vej ind på arbejdsmarkedet lettere.

Vejen til et job
Efter min uddannelse trådte jeg ligesom mange andre nyuddannede ind i ledighedskøen. Men jeg havde en klar fornemmelse om, at det nok skulle lykkes mig at få et job.

Jeg gennemførte den uddannelse, som – jeg længe blev fortalt – er vejen til job, når man har et handicap. Jeg var i praktikforløb og havde studiejob det sidste år af min uddannelse. Begge dele noget, der burde gøre vejen til et job kortere. Men undervejs gik det op for mig, at jeg fra start af var bagud på point i forhold til at score et job.

Jeg var nok aldrig nået op på otte år som ledig, hvis mit jobcenter havde tilbudt mig et individuel tilrettelagt forløb

Tina Ochergreen Højager
Kandidat i statskundskab

Under min uddannelse fik jeg et handicaptillæg. Du kan få tillægget, hvis du har et handicap, og derfor ikke kan varetage et studiejob ved siden af studiet, fordi kræfterne ikke er til det.

Imens jeg sad med hovedet begravet i bøgerne, fik mine medstuderende erhvervserfaringer og skabte netværk. To helt centrale fordele, når man som nyuddannet skulle finde sig et job.

For mig havde det været en stor hjælp, hvis handicaptillægget var skruet sådan sammen, at der var større mulighed for at arbejde ved siden af studiet uden at blive trukket i sit handicaptillæg.

Risikoen for at miste tillægget ved et studiejob var simpelthen for stor. Jeg havde brug for den økonomiske sikkerhed, som tillægget gav mig.

Mange år som ledig
Igennem uddannelsen var der også nogle ting og fag, der udfordrede mig langt mere end mine medstuderende.

På dette tidspunkt manglede jeg stadig indsigt i de kognitive udfordringer, min funktionsnedsættelse giver mig. Jeg oversatte derfor udfordringerne til, at det var mig som menneske, den var gal med.

Jeg har på grund af mit handicap altid været vant til at kæmpe mere for tingene, så jeg tænkte blot, at det med lidt hårdt arbejde nok skulle lykkes alligevel.

Men da jeg som ledig oplevede, at den ene praktik afløste den anden, begyndte troen på mine kompetencer og mit værd for arbejdsmarkedet for alvor at smuldre.

Det blev til få jobsamtaler i mine mange år som ledig. Og begrundelsen for mine afslag lød konsekvent, at mine modkandidater havde mere erfaring end mig.

I praktikforløbene fik jeg ofte kommentarer om, at jeg kunne meget mere, end de regnede med. Men samtidig manglede der vilje fra arbejdsgiveren til at prøve mig af i mere komplicerede opgavetyper i de korttidsansættelser, som jeg var i, på trods af at jeg havde uddannelsesniveauet til det.

Så måske var der mere på spil end blot min manglende erfaring, tænkte jeg. For hvorfor kunne mine medstuderende med nogenlunde samme lave erhvervserfaring lande et fast job, når jeg ikke kunne?

I både a-kasse og jobcenter blev jeg mødt med den samme jobcenterindsats som alle andre ledige uden et handicap. I virkeligheden havde jeg allermest brug for en individuel tilrettelagt indsats.

En indsats, der gav mig viden om mit handicap og de udfordringer, som det medførte i forhold til at få og varetage et job. Og at jeg på trods af udfordringerne stadig havde en masse at tilbyde en arbejdsgiver.

At se potentialet 
I 2018 fandt jeg en karrierecoach, der hjalp mig med at genfinde troen på mine faglige kompetencer, hvilket langsomt begyndte at få tingene til at vende for mig.

Jeg var nok aldrig nået op på otte år som ledig, hvis mit jobcenter havde tilbudt mig et individuel tilrettelagt forløb i samarbejde med CP Danmark, hvor jeg fik viden om mit handicap, dets konsekvenser og de kompensationsmuligheder, som jeg havde.

Jeg har på grund af mit handicap altid været vant til at kæmpe mere for tingene

Tina Ochergreen Højager
Kandidat i statskundskab

En personlig jobformidler kunne have været bindeleddet mellem mig og arbejdsgiverne. Med sit kendskab til mig kunne jobformidleren have hjulpet med at italesætte mine ressourcer og udfordringer over for arbejdsgiverne og oplyse dem om de handicapkompenserende ordninger, der findes for at imødekomme udfordringerne.

Mit handicap burde således være blevet italesat som noget af det første i mit møde med jobcenteret. For eksempel gennem en screening for handicap og efterfølgende ved brug af for eksempel isbryderordningen, der kunne have hjulpet mig ind på arbejdsmarkedet.

Og havde jeg mødt virksomheder med en politik om at ansætte mennesker med handicap gennem systematisk samarbejde med jobcentrene, var min vej uden tvivl også blevet kortere.

Jeg håber, at flere virksomheder fremover vil se potentialet i os med handicap. Se muligheder frem for begrænsninger. Det vil uden tvivl gavne både dem, os og samfundsøkonomien.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion










0:000:00