13. november 2020 kl. 08.00Ministersvar
Jens Henrik Thulesen Dahl svarer Astrid Krag
Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) spørger social- og indenrigsministeren, Astrid Krag, hvordan ministeren vil sikre, at de forslåede regler om adressebeskyttelse og partshøring ikke kan udnyttes i en chikanesag
Altingets robotMinistersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.
L 14, Spørgsmål 2
Hvordan vil ministeren sikre, at de forslåede regler om adressebeskyttelse og partshøring ikke kan udnyttes i en chikanesag, hvor en person bruger et krisecenter i ønsket om at få forældremyndighed, ligesom det nævnes i artiklen: ”Advokater: Mødre misbruger krisecentre i skilsmissesager” i Politiken den 3. oktober 2020.
Svar fra fredag den 13. november 2020
”Hvordan vil ministeren sikre, at de forslåede regler om adressebeskyttelse og partshøring ikke kan udnyttes i en chikanesag, hvor en person bruger et krisecenter i ønsket om at få forældremyndighed, ligesom det nævnes i artiklen: ”Advokater: Mødre misbruger krisecentre i skilsmissesager” i Politiken den 3. oktober 2020.” Svar:
Et ophold på et krisecenter er en stor beslutning og vil oftest være sidste udvej for en kvinde i en sårbar situation.
Vi skal holde os for øje, at der sker en grundig visitation, før en mor får ophold på et krisecenter. Krisecentrene har løbende samtaler med kvinderne efter deres optagelse, som også skal sørge for, at opholdet er berettiget. Jeg stoler på, at krisecentrene kan håndtere dette.
Forslaget er en afvejning mellem hensynet til den ikke medflyttende forælder - der jo stadigvæk vil blive partshørt, men blot ikke får oplyst tilflytningsadressen - og den forælder, der ser sig nødsaget til at tage ophold på et krisecenter. Jeg mener, at forslaget er udtryk for en fornuftig og afbalanceret løsning.
Et ophold på et krisecenter er en stor beslutning og vil oftest være sidste udvej for en kvinde i en sårbar situation.
Vi skal holde os for øje, at der sker en grundig visitation, før en mor får ophold på et krisecenter. Krisecentrene har løbende samtaler med kvinderne efter deres optagelse, som også skal sørge for, at opholdet er berettiget. Jeg stoler på, at krisecentrene kan håndtere dette.
Forslaget er en afvejning mellem hensynet til den ikke medflyttende forælder - der jo stadigvæk vil blive partshørt, men blot ikke får oplyst tilflytningsadressen - og den forælder, der ser sig nødsaget til at tage ophold på et krisecenter. Jeg mener, at forslaget er udtryk for en fornuftig og afbalanceret løsning.
