Dansk Selskab for Patientsikkerhed: Afviste henvisninger kan udgøre alvorligt sikkerhedsproblem

Debatten om afviste henvisninger fra almen praksis til sygehusene kan virke simpel. For hvor svært kan det egentlig være? 

En praktiserende læge sender en henvisning med en begrundelse, sygehuset tager patienten ind, patienten diagnosticeres, behandles og sendes hjem. Man ser for sit indre blik en reklame for Werchters Echte med børnebørn, blomster og bolsjer.

Men der er flere dilemmaer, for processen er ikke helt så simpelt.

Sygehuse og almen praksis skal samarbejde
I patientsikkerhedssammenhæng taler man ofte om, at ’nogle’ er ikke et antal og ’snart’ ikke et tidspunkt. Vi hører, at de praktiserende læger oplever afviste henvisninger, men vi mangler reelt viden om, hvor mange henvisninger det drejer sig om og til hvilke specialer.

Man kan ved selvsyn konstatere, at der blev rapporteret 358 hændelser (UTH) i gruppen med henvisninger i Dansk Patientsikkerhedsdatabase i 2019. Samtidig blev der samme år i alt rapporteret 468 hændelser fra praksissektoren, som havde fundet sted et andet sted i sundhedsvæsenet.

Vi ved, at rapporteringen af utilsigtede hændelser dækker over store mørketal, men også at de rapporterede hændelser er med til at vise mønstre og tendenser. Det vil være oplagt at rapportere afviste henvisninger og foretage analyser af hændelserne i samarbejde mellem almen praksis og sygehuse. Dermed kan det afdækkes, hvad der sker, når der er en afvisning – og hvad der kan gøres ved det.

Det vil være oplagt at rapportere afviste henvisninger og foretage analyser af hændelserne i samarbejde mellem almen praksis og sygehuse. Dermed kan det afdækkes, hvad der sker – og hvad der kan gøres ved det.

Inge Kristensen
Direktør, Dansk Selskab for Patientsikkerhed

Hospitaler skal være mere udadvendte
På Sygehus Lillebælt har man samarbejdet med almen praksis om kvaliteten i henvisningerne. Det er på den ene side en udfordring, at indikationerne skal være nøjagtige, men på den anden side nødvendigt, at beskrivelserne ikke sender patienterne i Orbit.

Projektet på Sygehus Lillebælt har betydet bedre henvisninger og dermed større kvalitet for patienten og for sundhedspersonalet i begge sektorer. Samtidig medvirker det til at reducere både overbehandling og underbehandling.

Den model kan kopieres og tilpasses til lokale forhold. Det er ikke kun i denne sammenhæng, at vi har svært ved at sprede de gode eksempler i sundhedsvæsenet. Men det er ikke desto mindre helt afgørende, at vi bliver bedre til det, og et problem med afviste henvisninger er oplagt og vigtigt at tage fat på.

Organisationen All.Can Danmark samlede for nylig et bredt udvalg af interessenter fra det danske sundhedsvæsen til konferencen "Cancer Summit: Fra symptom til diagnose". Her blev det blandt andet diskuteret, hvordan det sikres, at tidlige kræftsymptomer opspores og handles på.

Blandt de allervigtigste løsningsmodeller, som der var bred enighed om blandt deltagerne, var, at de praktiserende læger skal have meget bedre adgang til rådgivning og sparring hos eksperterne på hospitalerne. Det skal ske i form af hotlines og konferencer. Hospitalerne skal være mere udadvendte og se sig selv som ressource for de praktiserende læger. Dette vil også være en løsning, der kan sikre, at henvisninger fra almen praksis kvalificeres.

LÆS OGSÅ: Ny debat: Hvordan undgår vi problemer med afviste henvisninger?

Sundhedsvæsenets nomader i klemme
Beretningerne om afviste henvisninger varierer mellem landsdele og endda mellem sygehuse. Igen er det vigtigt, at vi finder ud af, hvad data siger. Der er imidlertid nogle patientgrupper, der synes at dukke op - og der synes problemet med afviste henvisninger at være et symptom snarere end problemet.

Den ene gruppe er sundhedsvæsenets ”nomader”: de socialt belastede, kronisk syge og multisyge, der ikke tilhører noget subspeciale. De er ikke blot udsatte i sundhedsvæsenet, men har forløb i jobcentre og i socialforvaltningen. En anden gruppe er børn og unge med muligvis uspecifikke, men ikke desto mindre tydelige psykiske udfordringer, herunder angst.

Løsningen på afviste henvisninger findes ikke ved, at nogen bare ”tager sig sammen”. Problemer skal løses konkret i samspil mellem almen praksis og sygehuse.

Inge Kristensen
Direktør, Dansk Selskab for Patientsikkerhed

For begge grupper synes det blandt andet at gælde, at det ikke alene handler om ikke at blive henvist, men også om, hvorvidt de rigtige tilbud overhovedet er tilgængelige.

I England arbejder man med ”step-down”-modeller. Det vil sige, at der er tilbud mellem den helt store hammer i behandlingspsykiatrien og den utilstrækkelige eller ikke passende i socialforvaltning og Pædagogisk-Psykologisk Rådgivning (PPR). I disse år smelter sociale problemstillinger sammen med sundhedsfaglige problemstillinger, men det er ikke tænkt sammen i hverken lovgivning eller andre rammer.

Så beklager, men løsningen på afviste henvisninger findes ikke ved, at nogen bare ”tager sig sammen”. Problemer skal løses konkret i samspil mellem almen praksis og sygehuse, og ofte med kommunerne indover også. Her er de værktøjer og den viden, vi allerede har fra UTH’er og fra projekterfaringer lige til at plukke.

Samtidig skal der arbejdes på reformsporet. For lige nu er der nogle borgere, der ikke passer i systemet. Og det er både et ulighedsproblem og et patientsikkerhedsproblem.