Lægeforeningen: Sygehuses kapacitetsproblemer spænder ben for færre afviste henvisninger

Den intense debat i Altingets spalter om henvisninger, som bliver afvist på sygehusene, dokumenterer uden for al tvivl, at der hér er en problemstilling, som ikke bare handler om en dårlig henvisning eller en hurtig afvisning. De mange indlæg er et klart signal om, at vi her står med et alvorligt og mere grundlæggende problem.

Når man som praktiserende læge henviser til sygehus, er udgangspunktet, at patienten potentielt fejler mere, end man i praksis eller speciallægepraksis kan udrede eller behandle. I nogle tilfælde giver patientens symptomer mistanke om sygdom, hvor det er helt entydigt for lægen, at patienten skal henvises til sygehus for netop at komme i de rette udredningsforløb. Når henvisningen bliver afvist, er det naturligvis frustrerende. Hvilket rettidigt tilbud kan man som praktiserende læge så give patienten? Ønsket er at give patienten den bedste behandling.

Det er det også hos den speciallæge, som modtager henvisningerne, og som ud fra informationerne i henvisningen vurderer, om tilbuddet på hans eller hendes afdeling er det rette for patienten. Hér kan opfattelsen af, hvor stor mistanken om en given sygdom er, godt vurderes anderledes. Der kan også ske det, at henvisningen er endt det forkerte sted, eller at arbejdsgangene er lavet om.

Under alle omstændigheder er svaret på den type uoverensstemmelser i vurdering eller uhensigtsmæssige praktiske forhold, at vi som læger tager den nødvendige dialog om, hvad det rette skridt er i patientens videre udredning. Det kan være via praksiskonsulentordningen, men det kan også – og endnu bedre i den konkrete situation – være en-til-en kontakt om patienten. Det er en fælles opgave at tænke på tværs af sektorer, og det oplever jeg også, at der er en stor vilje til.

Desværre må vi også konstatere, at problemet med afviste henvisninger også gøres vanskeligere af en anden fælles lægelig udfordring, nemlig kapacitetsproblemer på sygehusene, og at nogle hospitaler har skåret opgaver fra.

Camilla N. Rathcke
Formand, Lægeforeningen

Sygehuskapacitet puster til problemet
Men vi har brug for større viden om, hvorfor situationen har udviklet sig så frustrerende. Jeg savner tal på, hvor mange henvisninger, der afvises, og hvor problemet er størst.

Der er intet overblik i regionerne over, hvor mange henvisninger, der afvises, og hvilke specialer, der er hårdest ramt. Er det bestemte symptombilleder eller tilstande, der afvises? Er der sammenhæng med afdelingernes kapacitet og hvilke patienter, der er tilbud til? Jeg savner overblik hos driftsherrerne, analyse af data og ikke mindst forslag til løsninger.

Desværre må vi også konstatere, at problemet med afviste henvisninger også gøres vanskeligere af en anden fælles lægelig udfordring, nemlig kapacitetsproblemer på sygehusene, og at nogle hospitaler har skåret opgaver fra. Se bare på psykiatrien, som er så presset, at man er nødt til at udskrive patienter, før de er færdigbehandlet.

Når der ikke er sengepladser eller behandlingskapacitet nok, så kan den praktiserende læge jo skrive nok så mange henvisninger til sin kollega på sygehuset, som ikke har praktisk mulighed for at hjælpe. Det er dybt ulykkeligt for alle – ikke mindst for patienterne.

LÆS OGSÅ: Venstre kalder Heunicke i samråd om afviste henvisninger

Friis Bach undervurderer nærhedsfinansiering
Samtidig er der grund til at kaste et kritisk blik på den nærhedsfinansiering, som blev indført for et par år siden, og som indebærer, at regionerne skal betale penge tilbage til staten, hvis ikke der kommer færre sygehusforløb per borger. En del af regionernes finansiering er afhængig af, at der kommer reduktion i sygehusforløb per borger og sygehusaktivitet for KOL- og diabetespatienter.

Intentionen bag nærhedsfinansiering er at skabe incitamenter til, at flere patienter får behandling og pleje tæt på hjemmet. Der lyder jo rigtigt. Ingen tvivl om, at kan behandling foregå tæt på patientens kendte omgivelser, skal den naturligvis det. Men at koble økonomiske incitamenter til kliniske beslutninger indebærer en risiko for, at man får en skævvridning, som ikke er til patientens bedste.

Økonomiske incitamenter virker, og når Karin Friis Bach i sit indlæg i Altingets debat siger, at de aktuelle problemer med henvisninger intet har at gøre med økonomiske incitamenter, så undervurderer hun effekten. Incitamenter indføres ikke for sjov.

Intentionen bag nærhedsfinansiering er at skabe incitamenter til, at flere patienter får behandling og pleje tæt på hjemmet. Men at koble økonomiske incitamenter til kliniske beslutninger indebærer en risiko for, at man får en skævvridning, som ikke er til patientens bedste.

Camilla N. Rathcke
Formand, Lægeforeningen

Regioner skal levere fakta og analyser
Vi står over for en ny virkelighed med mange flere ældre patienter, ofte med flere kroniske sygdomme, og hvor forløb på tværs af sektorer kun stiger i antal. Det understreger nødvendigheden af, at dette problem bliver løst.

Med den nye aftale mellem regeringen, regioner og kommuner om 21 sundhedsklynger er der forhåbentlig skabt yderligere forum for dialog. Men der er et tvingende behov for, at regionerne allerede nu tager fat om problemet og sikrer data og analyse af de henvisninger, som afvises. 

Analyser, som indebærer, at der også på dette punkt tænkes i kvalitetsudvikling, og hvor der bliver fulgt op, også i forhold til, om det er kapacitetsudfordringer, ændrede arbejdsgange eller opgaver, der ligger til grund eller noget helt tredje. Og som kan være med til at pege på løsninger fremfor at pege fingre.

Problemet er nemlig større end en dårlig henvisning eller en hurtig afvisning, og perspektivet må være, om der er sikret et tilbud til patienten. Patienter skal ikke sendes rundt som pakker uden modtager. De skal tages hånd om, og der skal findes værdige løsninger, som hjælper dem videre til den rigtige behandling.