Fysioterapeuter: Sundhedsforsikringer giver ikke hurtigere behandling

Af Tina Lambrecht
Formand for Danske Fysioterapeuter

Jeg har med interesse fulgt debatten her på Altinget om sundhedsforsikringer.

Stadig flere får en sundhedsforsikring, og jeg er enig med den nye formand for Yngre Læger, Helga Schultz, i, at det er på høje tid at genoptage diskussionen om, hvordan det påvirker vores sundhedsvæsen på godt og ondt.

Forsikring giver ikke forspring
Jeg er desværre nødt til at begynde med at påpege en fejl i svaret fra Forsikring og Pension (F&P).

For når det handler om fysioterapeuter, så giver en sundhedsforsikring ikke "oftest adgang til hurtigere behandling".

Det skyldes, at langt de fleste udbydere af sundhedsforsikringer kræver, at man får en lægehenvisning til fysioterapeut (fordi det offentlige så dækker 40 procent af regningen).

Hvis man vil forebygge ulighed i sundhed, så er en reducering af brugerbetalingen på fysioterapi et langt mere effektivt skridt end sundhedsforsikringer.

Tina Lambrecht
Formand, Danske Fysioterapeuter

Alle patienter, der kommer med lægehenvisning tages naturligvis ind i den rækkefølge, de henvender sig. Det er det eneste rimelige og et bærende element i vores praksisoverenskomst med regionerne.

Jeg kan kun undre mig over, at F&P kan have den opfattelse, at fysioterapeuter lader forsikringskunder snyde i køen.

Der er ikke mange fysioterapeuter, der har lang ventetid. Men den ventetid, der er, bliver håndteret fair.

Hvis man ønsker hurtigere behandling hos en fysioterapeut, skal man derfor enten finde en af de få sundhedsforsikringer, der ikke kræver lægehenvisning, eller også skal man betale "hele gildet" selv.

Selskaber blander sig i behandling
Der er en lang række klinikker, der arbejder uden for ydernummersystemet – og mange klinikker inden for systemet tilbyder også behandling uden for.

Så hvis Forsikring & Pension vil have ret i deres påstand, skal de bare sørge for, at deres medlemmer ikke kræver lægehenvisning ved besøg hos fysioterapeut.

Det koster naturligvis, men set i forhold til, at der ikke er offentligt tilskud til eksempelvis de operationer, sundhedsforsikringer dækker, ville det ikke være unaturligt.

De penge, det offentlige sparer i den forbindelse, kunne så passende bruges til at nedbringe brugerbetalingen på fysioterapi og dermed øge ligheden i sundhed.

Så længe der er offentligt tilskud til den fysioterapibehandling, man får ved hjælp af sin sundhedsforsikring, må det i øvrigt være et indlysende krav, at man ikke som selskab stiller særlige krav til behandlingen.

Det oplever vi desværre jævnligt – især i form af selskaber, der mener, at antallet af behandlingsgange bør ligge markant lavere på deres ordninger end det tilbud, man ellers ville modtage, hvis man ikke havde forsikring.

Dermed blander forsikringsselskabet sig direkte i den faglige fysioterapeutiske vurdering, selvom det er i direkte modstrid med sygesikringsoverenskomsten – et forhold, vi gentagne gange har indskærpet over for selskaberne.

Forsikringer sænker egenbetalingen
Selvom man ikke kan komme foran i køen, så har sundhedsforsikringer alligevel en klar værdi inden for fysioterapi.

Det skyldes, at forsikringerne typisk sænker egenbetalingen, der normalt er på 60 procent på almindelig fysioterapi, til nul procent. Det gør det naturligvis mere attraktivt at gå til fysioterapeut.

En tidligere undersøgelse fra Forsikring og Pension har vist, at 18 procent flere går til fysioterapeut, når de bliver dækket af en sundhedsforsikring.

Det er godt for den enkelte og for samfundet – for hvis man ikke får den nødvendige fysioterapeutiske behandling i tide, så kan det have store omkostninger.

Samtidig betyder øget brug naturligvis øget indtjening for mine medlemmer. Det sætter vi pris på. Men alle medaljer har en bagside, og vi er derfor nødt til at påpege, at sundhedsforsikringer ikke afhjælper den sociale skævvridning i sundhedssystemet.

For eksempel ved vi fra de store Sundhedsprofil-undersøgelser, at arbejdsløse oftere end arbejdende har problemer med blandt andet alvorlige rygsygdomme. Alligevel går arbejdsløse markant mindre til fysioterapeut end de arbejdende.

Det er ikke overraskende, at brugerbetaling på fysioterapi og andre sundhedsydelser rammer dem med færrest penge hårdest.

Hvis man vil forebygge ulighed i sundhed, så er en reducering af brugerbetalingen på fysioterapi et langt mere effektivt skridt end sundhedsforsikringer.

Om ikke andet, så burde man sørge for, at arbejdsløse har mulighed for at blive behandlet, så de ikke bliver fastholdt i ledighed på grund af sygdom.

Flere penge til området
Det ændrer ikke på, at sundhedsforsikringerne tilfører midler til sundhedsområdet.

Der har tidligere været diskussioner om, hvorvidt det medførte overbehandling især i form af operationer. Det skal jeg ikke kloge mig på, ud over at påpege, at udgifterne til operationer er faldende og blandt andet fysioterapi stigende, når vi ser på, hvad sundhedsforsikringerne i praksis betaler for.

Det er glædeligt. Ikke mindst fordi der de senere år er kommet stadig mere evidens for, at superviseret fysisk aktivitet som behandlingsform frem for operation hjælper for en lang række lidelser.

Bundlinjen er, at Forsikring og Pension på mit område kun har ret i, at sundhedsforsikringer aflaster det offentlige i den forstand, at de får flere til at opsøge fysioterapeutisk behandling, inden de ender med at kræve behandlingsformer, der er dyrere for samfundet.

Det er et væsentligt bidrag, vi ikke skal underkende. Men det er ikke noget, der mindsker den sociale ulighed i sundhed. Det kræver andre metoder.