Jes Søgaard: Sundhedsudspillets blinde øjne

KOMMENTAR: Jeg er ikke politiker. Hvis jeg var, ville jeg fokusere på de områder i vores sundhedsvæsen, hvor vi sammenlignet med andre lande ikke klarer os godt, skriver professor i sundhedsøkonomi Jes Søgaard.

To dage efter regeringens sundhedsudspil onsdag 16. januar kunne Danmarks Statistik (DST) fortælle offentligheden, at danske sundhedsudgifter er steget markant mere end andre velfærdsområder siden 2000. Og at danske offentlige sundhedsudgifter nu er de højeste i EU.

Når landets øverste statistikmyndighed forkynder dette, så forstår danskerne, at det ikke er den overordnede økonomiramme eller kapacitet i sundhedsvæsenet, der adresseres i sundhedsudspillet.

Selv Andreas Rudkjøbing fra Lægeforeningen og Grete Christensen fra Dansk Sygeplejeråd må da kunne forstå, at det ikke er økonomiens størrelse, der trykker, men sektorfordeling og anvendelse.

Hvis sundhedsvæsenet og dets personale er pressede, så skyldes det dårlig ledelse på afdelingerne og politisk i regionerne, lyder det fra Slotsholmen – og ikke et underdimensioneret sundhedsvæsen og en kæmpe behandlingsbyrde.

Jeg finder nogle blinde øjne i sundhedsudspillet, når jeg lader mine egne øjne kigge på sundhedssituationen i vores nabolande.

1) De danske sundhedsudgifter er absolut ikke højere end i nabolandene, som Danmarks Statistik påstår. Snarere tværtom i forhold til nabolandene i Norden og Nordvesteuropa.

2) Hvorfor skal vi danskere fortsat være tynget af unødig sygdom og død i et større omfang end befolkninger i de andre vestlige lande?

3) Hvad betyder danskernes sygdomsbyrde for behandlingsbyrden, som et hårdt prøvet sundhedspersonale i vores sundhedsvæsen kæmper med?

Disse spørgsmål udgør nogle af sundhedsudspillets blinde øjne.

Danmarks Statistik giver et misvisende billede.
Danmarks Statistik vælger kontroversielt at bruge Nationalregnskabets standarder (NRS) for sammenligning af sundhedsudgifter. Alle andre – Eurostat/EU, OECD, WHO/FN, sundhedsforskere og det danske Sundhedsministerium – bruger System of Health Accounts 2011 (SHA).

Det lyder nørdet, men de to standarder resulterer i forskellige udgifter i de lande, som sammenlignes. Ikke så meget for Danmark. Danske totale sundhedsudgifter i procent af BNP er 10,0 procent jævnfør NRS, men 10,35 procent jævnfør SHA, og selvom forskellen (0,35 procent) svarer til 7 milliarder danske sundhedskroner, så er det en relativt lille forskel.

For Frankrig er totale sundhedsudgifter i procent af BNP 10,1 procent jævnfør NRS, men 11,54 procent jævnfør SHA; for Tyskland er procenterne 9,8 procent versus 11,14; for Sverige 8,1 procent versus 10,93 procent og så videre.

Jeg kan ikke sige, at Danmarks Statistiks analyse nødvendigvis er forkert, men Danmarks Statistik skylder offentligheden at forklare forskellene mellem NRS og SHA og vel også, at Danmarks Statistiks analyse havde givet ganske andre resultater, hvis de havde brugt SHA-standarder, som alle andre bruger.

Danske sundhedsudgifter er ikke høje i forhold til nabolandenes
I diagram 1 a og b viser jeg sundhedsudgifter for 2016 jævnfør SHA-standarder i Danmark, 3 nordiske og 8 nordvesteuropæiske lande.

Der er sundhedsdata for 28 EU-lande og 36 OECD-lande, men det bliver uoverskueligt at vise alle landes data, så jeg har valgt disse 11 ”nabolande”, som vel er dem, vi vil sammenligne os med.

I a-diagram vises udgifter til sundhed og pleje (care på engelsk) i købekraftsjusterede amerikanske dollar per indbygger og i b-diagram det samme i procent af BNP.

Plejeudgifter er i SHA opdelt i en sundhedskomponent og en social komponent. Kun den første indgår i SHA-definitionen af sundhedsudgifter.

Uanset om udgifterne måles per capita eller i procent af vores BNP, så kan man ikke sige, at de danske sundhedsudgifter er højere end i nabolandene. Tværtimod ligger danske sundhedsudgifter i den nedre halvdel i 2016 blandt de 12 lande. 

Meget lav udgiftsvækst i Danmark siden 2010
Diagram 2 viser sundhedsudgifter per indbygger fra 2000 til 2016 i Danmark sammenlignet med de tre andre nordiske lande under ét (Sverige, Norge og Finland) og de andre otte nordvesteuropæiske lande under ét (Tyskland, UK, Holland, Frankrig, Irland, Belgien, Østrig og Schweiz). Samme udgifter vist i procent af BNP ville vise samme billede.

Udgiftsvæksten til sundhed var forholdsvis høj i alle landene frem til et år efter finanskrisen i 2009, hvorefter den aftog noget – især i Danmark. Økonomien til det danske sundhedsvæsen er ikke vokset meget siden 2010. I 2016 ligger vi derfor under de andre landegruppers udgiftsniveau.

For (kommunale) plejeudgifter ser det lidt anderledes ud, idet vi i de nordiske lande har relativt høje plejeudgifter. Der er nogle brud i plejeserierne, fordi nogle lande først i 2011 eller senere er begyndt at tage andet end egentlig sygepleje med under SHA-plejekategorien: HC.3 long term care (health).  

Stram sundhedsøkonomi siden 2010, men stigende efterspørgselspres
Dansk sundhedsøkonomi har været stram de sidste fem-seks år med økonomisk lavvækst, samtidig med at stadig flere ældre danskere med mange forskellige sygdomme banker på sundhedsvæsenets døre. Og politikernes rettighedsiver er heller ikke tilpasset lavvæksten.

Hvis nu danskerne var særligt sunde sammenlignet med borgerne i andre lande. Så ville behandlingsbyrden ikke være så stor i Danmark som i de andre. Så behøvede vi selvfølgelig ikke bruge så mange penge på sundhed, som man må i de andre lande?

Desværre forholder det sig lige omvendt. Mange danskere skranter, og behandlingsbyrden er tilsvarende stor – flere og større end i de fleste nabolande.

I tabel 1 vises sygdomsbyrdeindikatorer for danske og svenske kvinder og mænd i 2016.

Vi danskere har kortere middellevetid og dermed højere dødelighedsrate og flere tabte leveår før 70-årsalderen end svenskerne. Danskerne har faktisk den næstlaveste middellevetid i den vestlige verden, kun de seneste år undergået af USA.

Der udarbejdes statistiske sygdomsbyrdemål baseret på dødeligheden af sygdomme, som god sygdomsforebyggelse kunne forhindre. Sverige, Norge, Finland og andre lande, vi gerne sammenligner os med, ligger i top-10 (altså mindst undgåelig sygelighed). Danmark ligger nummer 24.

Men som Lars Løkke Rasmussen sagde i en podcast på Altinget for nylig: Høj dødelighed medfører ikke nødvendigvis høj behandlingsbyrde. For alle dør på et tidspunkt. Og om man dør tidligt eller sent, så er belastningen den samme. Statsministeren har ganske ret i noget af det.

Men det må da betyde noget for behandlingsbyrden i et sundhedsvæsen, om befolkningen gennemsnitligt har 8-11 år med dårligt helbred i deres liv som svenskeren eller 19-23 år som danskeren. Eller om lungekræftrisikoen er dobbelt så høj i Danmark som i Sverige.

Vi har ved en utrolig flot indsats fra danske lungekræftlæger og andre sundhedspersoner fået overlevelsen for lungekræftpatienter på niveau med de andre nordiske lande.

Politikerne og patientforeninger pisker sygehuspersonalet, når der en sjælden gang er lidt forsinkelser og især postnummerforskelle.

Men ingen politikere gør noget ved, at alt for mange danskere får den frygtelige sygdom, og at den opdages for sent. Jo – man gør det, at man beslutter, at fra 2030 ryger ingen unge danskere mere og lukker så øjnene for, at flere og flere unge faktisk begynder at ryge.

Tilsvarende for kræft i ende- eller tyktarm. Fantastisk behandlingsindsats øger overlevelsen, men hyppigheden af sygdommen er mere end 60 procent højere i Danmark end i Sverige. Hvem gør noget ved det? Eller at der er dobbelt så mange KOL-indlæggelser per indbygger i Danmark som i Sverige?

Det bidrager alt sammen til behandlingsbyrden i det danske sundhedsvæsen.

Høj behandlingsbyrde og stram sundhedsøkonomi stresser sundhedsvæsenet
Unødig sygdom og død er først og fremmest et kæmpe velfærdstab for den danske befolkning, men betyder også en stor behandlingsbyrde for sundhedsvæsenet. Det bør indtænkes i dansk sundhedsøkonomi, i bevillingerne og i et sundhedsudspil. En behandlingsbyrde højere end gennemsnittet og sundhedsudgifter lavere end gennemsnittet hænger ikke sammen og belaster dansk sundhedsvæsen og påvirker arbejdsmiljøet negativt for tusindvis af sundhedspersoner. 

Jeg er ikke sundhedspolitiker. Hvis jeg var, ville jeg i et sundhedsudspil fokusere på de områder i vores sundhedsvæsen, hvor vi sammenlignet med andre lande ikke klarer os så godt.

I de europæiske benchmarks af sundhedsvæsener ligger det danske sundhedsvæsen på en tredjeplads på trods af lave sundhedsudgifter og en høj behandlingsbyrde.

Vi klarer os rigtigt godt på patientrettigheder og sammenhæng (range & reach) i forhold til andre lande. Selvfølgelig kan man altid blive bedre til sammenhæng. Det undrer mig dog, at alt krudtet bruges på områder, hvor det danske sundhedsvæsen allerede performer rigtigt godt.  

Vi klarer os mindre godt på adgang. Og det er ikke ventetider, der trækker os ned, men at danskerne skal have henvisning til specialistbehandling i de fleste tilfælde. Og nu vil man med reformen yderligere flytte behandling væk fra speciallægerne og andre specialister på sygehusene over til det nære, hvor der ikke er specialister. I hvert fald for ældre danskere med langvarige sygdomme – ofte flere samtidig.

Der, hvor vi klarer os rigtig, rigtig dårligt, en 16. plads i Europa, er sygdomsforebyggelse. Det er den borgerrettede forebyggelse og alkoholbehandlingen i kommunerne, som det er helt galt med.

Det har jeg ikke set noget som helst om i sundhedsudspillet – selvom vi danskere har meget høj og unødig sygelighed og overdødelighed.

I min logik skulle et sundhedsudspil også adressere danskernes sygdomsbyrde og dermed morgendagens behandlingsbyrde.

Men jeg er ikke sundhedspolitiker.

---

Jes Søgaard er professor i sundhedsøkonomi på Syddansk Universitet. Han har forsket i og om sundhedsvæsenet i snart 40 år og var i 14 år direktør for DSI Institut for Sundhedsvæsen. Han har også været cheføkonom i Kræftens Bekæmpelse.

Forrige artikel Jarl Cordua: Thulesen Dahls bukser er ved at revne Jarl Cordua: Thulesen Dahls bukser er ved at revne Næste artikel Cepos: Vi fortjener bedre argumenter for at hæve prisen på cigaretter Cepos: Vi fortjener bedre argumenter for at hæve prisen på cigaretter
Peder Holk Nielsen stopper i Novozymes

Peder Holk Nielsen stopper i Novozymes

NAVNE: Topchef i Novozymes Peder Holk Nielsen har meddelt, at han fratræder sin stilling som administrerende direktør primo 2020. Det sker efter en række nedjusteringer inden for de seneste år.