Knud Aarup: "Én gang tosset, altid tosset" har skabt misforståelser om psykisk syge

DEBAT: Mange steder i samfundet er der ikke nogen forventning om, at psykisk syge bliver raske. Det er en ærgerlig misforståelse, mener Knud Aarup fra Bedre Psykiatri.

Tal viser med al tydelighed, at de sidste ti års fokus på recovery ikke for alvor har formået at bryde den onde cirkel, mener Knud Aarup fra Bedre Psykiatri.Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Knud Aarup
Landsformand, Bedre Psykiatri

I mange år har mennesker med psykisk sygdom og deres pårørende kæmpet med den udbredte misforståelse "én gang tosset, altid tosset".

Misforståelsen har betydet, at der mange steder i samfundet ikke er nogen forventning om, at psykisk syge bliver raske.

Psykisk sygdom er derfor i mange år blevet behandlet anderledes end fysiske sygdomme, og derfor er det et vigtigt skridt, at der i dag mange steder er større fokus på recovery – altså arbejdet med at blive rask.

Fakta

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Det er vigtigt at se psykisk sygdom som en sygdom. Man kan blive rask efter sygdom eller lære at leve med og kompenseres for, så man kan leve et liv som andre.

Derfor er det ærgerligt, at Folketingets partier ikke tog sig sammen og vedtog en principbeslutning om, at man kan få en raskmelding som tidligere psykisk syg.

Det er vigtigt at se psykisk sygdom som en sygdom. Man kan blive rask.
Knud Aarup
Landsformand, Bedre Psykiatri

Det er ærgerligt, fordi netop psykisk syge og deres pårørende har brug for en klar og entydig opbakning for at ændre de fortsatte misforståelser om psykisk sygdom.

Fagfolk mangler pædagogikviden
Men recovery er ikke først og fremmest noget, som foregår på sygehusene.

Det er på samme måde, som når vi brækker en ankel, for den store indsats ligger efter sygehusbehandlingen.

Skal man genvinde hel eller delvis førlighed som før, skal der genoptræning eller udvikling af nye bevægelsesmønstre til. Det er det samme for mennesker, som skal komme sig efter en psykisk sygdom.

Problemet er bare, at det for psykisk syge eller mennesker kun sker i for ringe grad, fordi der ikke er fokus på recovery for det hele menneske, og fordi der mangler viden om social- og specialpædagogik hos de fagprofessionelle.

Indsats har ikke brudt ond cirkel
Resultatet viser sig ved, at tidligere psykisk syge ikke klarer sig godt i livet og for eksempel i meget ringe omfang formår at få kompetencegivende uddannelse som voksen.

Alle de tal er der tidligere redegjort for i forskellige artikler, og det viser med al tydelighed, at de sidste ti års fokus på recovery ikke for alvor har formået at bryde den onde cirkel.

Derfor skal der mere fokus på muligheden for at tilbyde indsatser også uden for hospitalspsykiatrien.

Det var nok den erkendelse, som lå bag beslutningen i satspuljekredsen om at afsætte midler til opkvalificering af socialpsykiatrien.

Det er imidlertid alt for få midler, og der er behov for flere og bedre uddannede ressourcer.

Læs også

Professorer: Kamp mod kræft kræver koordinering af rehabilitering og palliation

Debat

Psykisk syge skal få et liv
Særligt socialpsykiatrien er underbemandet og mangler veluddannet arbejdskraft, og det er svært at se, at det bliver bedre, da kommunerne slås med helt utilstrækkelige budgetter.

Men der er nok også en anden grund, som hænger sammen med et generelt manglende fokus på social- og specialpædagogik i de danske velfærdsinstitutioner.

Skal indsatsen i psykiatrien føre til, at mennesker, som tidligere har været ramt af psykisk sygdom, får et liv som andre og bliver herre i eget liv, er der behov for handling.

Alle fagprofessionelle såsom læger i almen praksis, psykiatere, sygeplejersker, sosu'ere, men også pædagoger, lærere, socialrådgivere – ja alle velfærdsprofessioner – skal få en større viden om børn, unge og voksne med psykisk sygdom.

Lærere kender ikke alle børn med angst
Den indsats starter i uddannelsessystemet, og her er der meget tilbage at ønske.

En nyuddannet lærer vil i dag typisk have haft omkring 14 dages undervisning om børn, unge og voksne med særlige behov. Dermed kender læreren ikke det barn med angst eller ADHD, som sidder i alle klasser.

Det betyder et overvejende fokus på midtergrupperne, som ikke har behov for særlige strategier for at kunne gebærde sig i livet.

Det er generelt et stort samfundsmæssigt problem, men for unge, som tidligt debuterer i livet med en psykisk sygdom, er det katastrofalt. Det fører til, at mange falder igennem og havner i udenforskab.

Ministers kommission mangler ekspert
Der er desværre ikke fra centralt hold i ministerier et håb om en forbedring på området. Det fik vi et helt konkret eksempel på for nylig.

Her nedsatte uddannelsesminister Tommy Ahlers (V) en kommission, som skal komme med oplæg til fremtidens læreruddannelse.

Blandt kommissionens eksperter er der ikke én, som har viden om børn og unge med særlige behov som for eksempel psykisk sårbarhed eller handicap.

Det et endnu et i en lang række eksempler på, hvordan viden om social- og specialpædagogik er fuldstændig nedprioriteret i de forskellige uddannelser af velfærdssamfundets forskellige fagprofessioner.

Og det er nok en af de mest oversete forklaringer på, hvorfor der ikke er flere psykisk syge, der kommer tilbage til et normalt liv med arbejde, familie og sociale relationer.

Politik har aldrig været vigtigere