Kronik

Professor: Silotænkning rammer multisyge og hjerneskadede

KRONIK: Kommuner og sygehuse skal ændre deres rehabiliteringstankesæt, som er fagligt og økonomisk bekvemt, men ikke tjener patienters interesser, skriver overlæge Morten Sodemann.

Succesen med socialsygeplejersker, der følger socialt udsatte patienter under sygehusudredning, bør udbredes som funktion til kommunerne, mener overlæge Morten Sodemann.
Succesen med socialsygeplejersker, der følger socialt udsatte patienter under sygehusudredning, bør udbredes som funktion til kommunerne, mener overlæge Morten Sodemann. Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Morten Sodemann
Overlæge, Indvandrermedicinsk Klinik, Odense Universitetshospital, og professor, Syddansk Universitet

Rehabilitering opfattes som en afsluttet proces, der stopper, når patienten er bragt tilbage til et funktionsniveau tæt på tilstanden, før vedkommende blev syg, opereret eller medicinsk behandlet.

I rehabilitering skal der være et forbedringspotentiale og et klart mål for, hvornår der er sket en forbedring.

Der er behov for et skifte i forståelsesrammen for rehabilitering, men desværre er forståelsesrammer som tandbørster.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg og kronikker kan sendes til debat@altinget.dk

Alle har deres egen, og vi ville brække os, hvis vi skulle bruge andres.

Svage netværk skaber syndemi
For nogle patienter er rehabilitering det stik modsatte af social- og sundhedsvæsenets forståelse.

Socialt udsatte befinder sig ofte i en samspilsramt situation, hvor flere samtidige sygdomme sammen med fattigdom og svage sociale netværk skaber en syndemi.

Morten Sodemann, Overlæge, Indvandrermedicinsk Klinik

Og for nogle patienter er der tale om et livslangt forsvar mod de mange vilkår, der forsøger at fravriste patienten egenomsorg og handlekraft.

Det er en kronisk kamp mod sociale faktorer, der konstant stiller dem over for fattige valg.

Socialt udsatte befinder sig ofte i en samspilsramt situation, hvor flere samtidige sygdomme sammen med fattigdom og svage sociale netværk skaber en syndemi.

En tilstand, hvor de enkelte sygdomme og problemer hver især forstærker hinandens effekt, så 'lette' sygdomme bliver unødvendigt komplekse, og i stedet for en fremadskridende rehabilitering fastholdes patienten i et vedvarende behov for beslutningsstøtte og fysisk træning.

For socialt udsatte og komplekse patienter er rehabilitering en livslang proces, der skal sikre, at de kan stabilisere eller forhindre yderligere tab af funktionsniveau.

Silotænkning præger sundhedsvæsenet
Social- og sundhedsvæsenet er præget af hyperspecialisering, silotænkning og ser kun rehabilitering som en kort fokuseret indsats.

Det fører til, at socialt udsatte, multisyge, dobbeltdiagnosepatienter, borderlinepatienter med fysisk sygdom, hjerneskadede, arbejdsskadede og ensomme falder ned imellem specialerne og siloerne.

Nogle eksempler:

Syge mennesker har det med at få andre sygdomme eller oplever forværring i deres grundsygdom, så de må indlægges på sygehus eller skal i længerevarende behandling.

Hvis patienten allerede er i rehabilitering, så afbrydes den pågående rehabilitering, og de skal starte forfra i en visitationsproces med store forsinkelser til følge efter endt hospitalsindlæggelse/-behandling.

Hvis patienten ikke har et stærkt netværk af pårørende, kan genoptagelsen af rehabiliteringen være for stor en opgave for patienten selv.

ADHD-patienter eller personlighedsforstyrrede patienter med kronisk somatisk sygdom har vedvarende behov for beslutningsstøtte og strukturering, så de ikke glemmer vigtige kontroller såsom øjenundersøgelse ved sukkersyge, glemmer medicin eller glemmer at komme til genoptræning.

Vigtigt med psykosocial støtte
Patienter med posttraumatisk stresssyndrom og kronisk sygdom skal i nogle tilfælde have støtte resten af livet til at huske medicin, aftaler og stabilisere egenomsorg – især i perioder med højt stressniveau, hvilket kræver kronisk, rehabiliterende støtte.

Irreversibelt fattige med meget lavt rådighedsbeløb er konstant i situationer, hvor der skal prioriteres.

Uden kronisk rehabiliterende støtte vil det ofte være den medicinske behandling, der spares på. For eksempel ved halv dosis insulin eller stop af antidepressions- eller angstdæmpende medicin, hvorefter patienten mister opnået egenomsorg.

Vedvarende støtte til faglige beslutninger om prioritering i medicin er også kronisk rehabilitering. Hvilken medicin er vigtigst, og hvilken medicin er mindst vigtig lige nu?

Kronisk fysisk syge patienter med betydelig socialfobi, panikangst eller meget lavt selvværd kan jævnligt miste overblikket over aftaler, medicin og egenomsorg.

Her er det vigtigt med psykosocial støtte som kronisk rehabilitering for at undgå forværring i deres sygdom.

Læs også

Lægen kan ikke henvise til livslang rehabilitering
Patienter, der henvises til rehabilitering, ledsages af en genoptræningsplan, som imidlertid er fokuseret omkring det konkrete, ofte specialedefinerede problem.

Genoptræningsplaner fra sygehusafdelinger har sjældent det helhedsorienterede langtidsperspektiv, som er patientens behov.

Selv om det ville være det korrekte at gøre, så kan lægen ikke henvise en patient til helhedsorienteret livslang rehabilitering.

Et andet aspekt, som ofte er særlig tydeligt i relation til flygtninge/indvandrerpatienter, er spørgsmålet om, hvem det egentlig er, der har behov for støtte og rehabilitering.

Nogle patienter har så mange udfordringer, at de ikke selv magter at håndtere dem, men de har måske en god, stor familie og venlige bekendte, der har et stort kronisk hjemmearbejde.

Skilsmisseraten er høj i sygdomsramte familier, og børnene lider ofte i stilhed, men påvirkes i indlæring, trivsel og livskvalitet.

Forældres sygdom påvirker børnene
Og nu har det vist sig, at negative oplevelser i barndommen omkring forældres sygdom kan øge børnenes risiko for sygdom, når de selv bliver voksne.

Der kan derfor ofte være stort behov for en kronisk familie- og netværksrehabilitering, så rehabiliteringen rettes mod dem, der yder mest, men også er i størst risiko for at miste funktionsniveau blandt familie og venner.

I Indvandrermedicinsk Klinik, hvor jeg er overlæge, har vi mange eksempler på, at vi kan styrke patientens rehabilitering ved at rehabilitere ægtefælle og børn.

De kommunale mentorer og frivillige kontaktpersoner bliver ikke sjældent slidt op og kaster håndklædet i ringen, fordi de står alene med rehabiliteringen.

Hele støtte-kontaktpersonområdet ville styrkes af, at man ikke lod dem slide op, indtil de selv blev second victims.

Ansatte tæt på patienten oplevede mangler
Kronisk rehabilitering er også et spørgsmål om kontinuitet i fagligheden.

Vi lavede for en del år siden en undersøgelse af behandler- og forebyggelseskæder på tværs af sektorer, blandt flygtninge med posttraumatisk stresssyndrom og blandt etniske danske patienter, der var selvmordstruede.

Det var meget tydeligt, at de enkelte engagerede medarbejdere, der havde kontakt med patienten, havde et klart overblik over patientens problemer og behov, og de vidste præcist, hvor behandler-/støttekæden havde svagheder.

Men de vidste ikke, hvor de skulle gå hen med den indsigt, som de havde, og det frustrerede dem og demotiverede dem i deres rehabiliterende arbejde.

Der var ikke én kaptajn for hele rehabiliteringskæden, men et hav af forskellige selvudnævnte småkaptajner i hver sektor/enhed.

I en undersøgelse lavet af konsulentfirmaet LG-Insight i 2012 havde udsatte familier mellem 15 og 20 professionelle kontaktpersoner, der ofte ikke kendte hinandens roller eller eksistens.

Året forinden, i 2011, lavede en antropolog fra Aarhus en chokerende undersøgelse, hvor udsatte familier havde fyldte kalendere fra morgen til aften med møder med deres mangfoldige støttepersoner og sagsbehandlere, der ukoordineret lavede aftaler og kontraproduktive tiltag.

Behov for fælles patientstøttefunktion
På trods af at antropologens undersøgelse er flere år gammel, er der i dag ingen motivation for at samarbejde, koordinere eller lede ud fra patientens synspunkt.

Der er behov for en fælles klinisk baseret patientstøttefunktion mellem sygehus, almen praksis og kommune, som kan sikre, at patienter med kronisk rehabiliteringsbehov får den korrekte og nødvendige støtte, som er ledet af social- og sundhedsfaglige behov, der er defineret sammen med patienten.

Den store succes med socialsygeplejersker, der følger socialt udsatte patienter under sygehusudredning-/behandling, bør udbredes som funktion til kommunerne.

Vi har tidligere argumenteret for, at patienter bør have adgang til en døgnåben problemskadestue med social- og sundhedsfaglige kompetencer til kronikere med tilbagevendende – men uopfyldt – støttebehov.

Kronisk rehabilitering skurrer i manges ører, men fra patientens synspunkt er det et kæmpe behov, og sundhedsfagligt giver det rigtig god mening.

Men det kræver, at kommuner og sygehuse ændrer deres rehabiliteringstankesæt, som er fagligt og økonomisk bekvemt, men ikke tjener patienters interesser.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Morten Sodemann

Professor, Klinisk Institut, Syddansk Universitet
cand.med. (Aarhus Uni. 1989), ph.d. (Aarhus Uni. 1996)