Pharmadanmark: Fokuser på patienter fremfor sektorer i medicindebat

DEBAT: For hver sektorovergang stiger risikoen for overmedicinering af ældre. Midt i det hele står patienterne som de egentlige projektledere med ansvar for medicinen, mener Pharmadanmark.

Af Rikke Løvig Simonsen
Formand, Fagforeningen Pharmadanmark

Man kan spare så hårdt et sted, at det ender med at koste dyrt andre steder.

For eksempel i form af dårligere patientsikkerhed og flere medicinfejl. Det er desværre virkeligheden i dagens Danmark.

Hvert år er fejl- og overmedicinering skyld i titusindvis af indlæggelser og en stor del af de utilsigtede hændelser i sundhedsvæsenet.

Alt imens medicin er fraværende fra den sundhedspolitiske debat som andet end noget, der måske – måske ikke – udfordrer regionernes økonomi.

Men det er altså ikke den nye medicin, der er problemet. Det er al den medicin, der ordineres, men som aldrig tages, som vi burde tale om.

Ligesom vi bør tale om den medicin, som aldrig burde være ordineret, fordi den gør patienten syg.

Debatten om oprydning i medicinskabet er derfor kærkommen. Men debatten burde handle om patienten, frem for hvilken faggruppe der har – eller burde have – det overordnede ansvar.

Sæt patienten i centrum
For der er mange øjne på den ældre medicinske patient. Det viser denne fagdebat i Altinget.

Foruden praktiserende læge, speciallæge og sygehuslæge er apoteksfarmaceut og den nære pleje også inde over.

Nogle i den kommunale sektor, nogle i den regionale og nogle privatpraktiserende. For hver sektorovergang stiger risikoen for fejl eller overmedicinering og dermed et overfyldt medicinskab.

Midt i det hele står patienter og pårørende som de egentlige projektledere med ansvar for medicinen.

Det er med til at forstærke de uligheder, som vi ser i adgangen til sundhed. Kun de stærkeste patienter med de stærkeste pårørende kan bevare overblikket.

I stedet for at tage udgangspunkt i sektor eller fag bør vi tage udgangspunkt i patienten. Hvordan tilrettelægger vi et patientforløb, hvor borgeren ikke er afhængig af ressourcestærke pårørende for at sikre et nogenlunde ryddeligt medicinskab?

Det gør vi ved at skabe en kultur, hvor plejepersonale, læger, farmaceuter og alle andre sundhedspersoner arbejder sammen om et medicinskab kun med den medicin, der er brug for, og som reelt bliver taget af borgeren.

Kræver fagligt samarbejde
Et samarbejde, hvor lægen har tid til at tale med patienten om hele behandlingsforløbet og ikke skal bruge dyrebar tid på at være medicindetektiv for at få skabe overblik over, hvad der ordineret hvornår og hvorfor.

Et samarbejde, hvor plejepersonale har tid til at drage omsorg for den ældre medicinske patient, fordi der er klare retningslinjer for og faglig snor i medicinen. Et samarbejde, hvor patienter og pårørende har en fagperson at gå til, når de har spørgsmål om den medicinske behandling.

Det samarbejde kræver tid. Og de seneste årtiers konstante nedskæringer betyder, at tid er en knap ressource. Og når der ikke er tid, går det ud over samarbejdet mellem kommunal pleje, læger på sygehus og i praksis og farmaceuter på sygehusapotek og primærapotek.

Man kan ikke samarbejde, hvis man ikke har tid til at løse sin kerneopgave. Og det er virkeligheden for rigtig mange sundhedspersoner.

Det kan ingen strukturreform ændre afgørende på, medmindre der følger tid med. Skaber vi tid og rum til nye og stærkere samarbejder om borgerens medicin, vil det ikke kun ses på den enkelte borgers trivsel, tryghed og medicinskab.

Det vil – er jeg overbevist om – mærkes på den regionale økonomi og ses i kvaliteten af vores sundhedsvæsen.

Forrige artikel Forskerklummen: Opgaveflytning fra praktiserende læger til praksispersonale har potentiale Forskerklummen: Opgaveflytning fra praktiserende læger til praksispersonale har potentiale Næste artikel Fodterapeuter: Kassetænkning får fagligheden til at forsvinde i kommuner Fodterapeuter: Kassetænkning får fagligheden til at forsvinde i kommuner
  • Anmeld

    Annette Randløv · praktiserende læge og regionsrådsmedlem

    ansvar for medicin

    En kollega i almen praksis kom med en provokerende udtalelse om, at al medicin, der ikke udleveres af hospitalerne, skal fornyes af den praktiserende læge. Specialisterne kan således sagtens initiere en medicinering, men når recepten skal fornyes, gøres det i praksis. Dermed kræves der en kommunikation fra speciallægen til praksis om, hvorfor netop dette middel er relevant og evt hvilke forholdsregler, der skal tages. På den måde er ansvaret ét sted. Det kunne fungere med vores FMK. Der som en selvfølge skal opdateres hver gang vi har fat i det