Sundhedsborgmester: En økonomisk håndsrækning til kommunerne kan gavne hele sundhedsvæsenet 

"Kommunerne er pressede på økonomien’" Det er næppe en nyhed for nogen. Men sandheden er nærmere, at vi hænger i med det yderste af neglene.

Der bliver flere ældre københavnere, deres sygdomme bliver mere komplicerede og plejebehovene stiger. Det bliver sværere og sværere at rekruttere de nødvendige sygeplejersker og sosu-medarbejdere. Vi overtager flere og flere sundhedsopgaver fra hospitalerne. Hospitalerne udskriver deres patienter til os tidligere – og de er dårligere, når vi modtager dem. Nå, ja – og så mangler der finansiering til hele molevitten. Uhyggelig cocktail. Værsgo og skyl.

I 1980 udskrev hospitalerne 916.000 patienter til kommunerne. I 2020 var tallet vokset med mere end 50 procent til 1.500.000.

Hvorfor? Jo, antallet af sengepladser på hospitalerne faldt i samme periode fra 42.500 til 13.000. Men det skyldes ikke, at der var færre syge, eller at patienterne på mirakuløs vis blev raske. Det skyldes, at patienterne forlod – og forlader – hospitalerne tidligere i sygdomsforløbet. Stille og roligt har man skåret senge væk fra hospitalerne og overført patienter til kommunerne.

Sundhedsvæsenet er ikke kun lig med hospitalerne

De borgere, vi modtager fra hospitalerne i dag, er måske færdigopererede – men de er ikke færdigbehandlede. Vores kommunale midlertidige døgnophold fungerer i dag i praksis som små kommunehospitaler. Men der er ingen læger og ingen medicinskabe. Hvis patienterne ikke har medicin med sig, må vores sygeplejersker ikke engang give en Panodil uden at spørge en læge først. Og alligevel passer vi på borgere, som typisk er meget dårlige og har et stort behov for specialiseret sygepleje.

Opgaven er bunden. Vi kan ikke sige nej til at modtage patienterne fra hospitalerne, men der følger lige nøjagtig nul kroner med til at finansiere vores omkostninger. Det hænger ikke sammen. Så hvordan får vi råd til alt det, som vi skal kunne i kommunen? Hvordan kommer vi videre herfra?

For det første må regeringen og regionerne erkende og anerkende, at sundhedsvæsenet ikke længere kun er lig med hospitalerne. Sundhedsvæsenet er sammensat af flere aktører, og sådan skal vi se på det. I kommunerne udgør vi en større og større del af det væsen.

Vi kan ikke sige nej til at modtage patienterne fra hospitalerne, men der følger lige nøjagtig nul kroner med til at finansiere vores omkostninger

Sisse Marie Welling (SF)
Sundheds- og omsorgsborgmester, Københavns Kommune

Vi får – og vi påtager os – mere og mere ansvar. Efter den erkendelse bør der naturligvis følge en accept af behovet for finansiering. For behovet for finansiering stopper ikke, når patienterne udskrives fra hospitalet. Det gør behovet for lægehjælp heller ikke.

Alt for mange bliver genindlagt efter kort tid – ofte fordi overleveringen har været mangelfuld, så vi ikke har kunnet yde den pleje, der var behov for.

Det giver sig selv, at uden læger og med udskrivninger uden alle oplysninger eller medfølgende medicin, kan vi ikke passe på de patienter, som stadig er behandlingskrævende, og som tidligere ikke ville være blevet udskrevet fra hospitalet til kommunen.

Det er et problem, vi skal løse. Hvis vi får de nødvendige redskaber i kommunerne, kan vi spare genindlæggelser og ressourcer i sundhedsvæsenet samlet set.

Brug for kompensation fra Christiansborg 

Der er små lyspunkter, som vi varmer os ved. Hovedstadens kommuner har lavet en aftale om 72 timers behandlingsansvar med Region Hovedstaden. Det betyder, at kommunernes sundhedsmedarbejdere kan trække på specialiserede hospitalslægers hjælp i 72 timer efter udskrivelse.

Det er en ordning, vi har efterspurgt længe, og som jeg håber, bliver udbredt til resten af landet. Men den løser ikke alt. Vi er grundlæggende nødt til at gøre op med den incitamentsstruktur, som skubber hospitalernes overbelægning ud til kommunerne.

Vi skal selvfølgelig også gøre noget selv – og der er arbejdsgange, der kan gøres smartere i kommunerne. I København har vi gang i et forsøg med selvstyrende teams, hvor medarbejderne selv fordeler opgaver og planlægger vagter.

Hvis vi får de nødvendige redskaber i kommunerne, kan vi spare genindlæggelser og ressourcer i sundhedsvæsenet samlet set

Sisse Marie Welling (SF)
Sundheds- og omsorgsborgmester, Københavns Kommune

Det skal skabe mere fleksibilitet og medbestemmelse og i sidste ende give mere tid til kerneopgaven: plejen af de syge og sårbare. Også dette handler om prioritering.

I kommunerne vil vi gerne være en del af løsningen på sundhedsvæsenets udfordringer. Men vi har brug for fair vilkår fra Christiansborg. Vi har år for år fået pålagt flere og større opgaver, men vi er aldrig blevet kompenseret for det. Og nu er vi så der, hvor vi skærer ind til benet. Tilbage er kun udsigten til at droppe gratis psykologhjælp, rygestopkurser eller andre gode og succesfulde tilbud, som forebygger indlæggelser og sygdom. Det er jeg ikke parat til.

Hvis vi skal opretholde et højt serviceniveau og en pleje og behandling, vi kan være bekendt, så kræver det, at politikerne nationalt tager ansvar og lader pengene følge med opgaverne. Så lad os nu se på sundhedsvæsenet – hele væsenet – så vi får mest sundhed for pengene.