SundFornuft: Vi skal uddanne færre lægelige forskere
Forskning er helt essentielt for udviklingen af sundhedsvæsenet. Men vi skal ikke satse på at uddanne mange nye forskere, vi skal i stedet give bedre forhold til dem, der allerede har en ph.d. Det kan reducere lægemanglen og øge kvaliteten af forskningen, skriver Elisabeth Lyng Westermann og Lui Näslund Koch.
Elisabeth Lyng Westermann og Lui Näslund Koch
Hhv. Læge, bestyrelsesmedlem og læge, generalsekretær i SundFornuft - tænketanken for sundhedspolitikDer skal prioriteres i det danske sundhedsvæsen. Alle har gode idéer til hvad, der skal laves mere af, men det kniber med at pege på, hvad der skal laves mindre af.
Der er stor geografisk ulighed i befolkningens adgang til speciallæger, de mere perifere sygehuse og almen praksis generelt har svært ved at rekruttere. Det bidrager til en øget ulighed i sundhed, at patienterne ikke kan blive set af en speciallæge.
Derfor har vi akut brug for flere læger, der er tæt på patientbehandlingen. En løsning er, at færre læger tager en forskeruddannelse og i stedet arbejder direkte med patienter.
At uddanne en speciallæge tager tid. Først 6 år på universitetet, herefter 1 års Klinisk Basis Uddannelse (tidligere turnus), 1 års introduktionsstilling og så 4-5 års hoveduddannelse, det vil sige mindst 12 år.
Hvad skal sundhedsvæsenet gøre mindre af?
Sundhedsvæsenet er presset og det bliver ikke mindre i fremtiden. Er der noget sundhedsvæsenet med fordel kan gentænke og gøre mindre af eller ligefrem droppe?
De spørgsmål stiller Altinget Sundhed i en ny temadebat, hvor politikere, eksperter og sundhedsaktører vil diskutere, hvilke konkrete behandlinger, kontroller eller indsatser, som kan klares med færre ressourcer end i dag, og hvordan prioriteringen ikke udelukkende overlades til den enkelte afdeling eller medarbejder.
Du kan se debatpanelet her.
Hvis du er interesseret i at deltage i debatten, skal du sende din henvendelse til Mette Grube Condrup på [email protected] for at aftale nærmere.
For mange specialer er det i praksis nødvendigt at tage flere introstillinger, så det er ganske få, der går fra starten af medicinstudiet til færdiguddannet speciallæge på de 12 år. Et stigende antal læger vælger at lægge yderligere tre år til dette regnestykke, ved at skrive en ph.d.-afhandling på vejen til at blive speciallæge.
I 2020 blev der uddannet 658 sundhedsvidenskabelige ph.d.er - for 20 år siden var det tal kun 251, hvoraf cirka 50 procent blev læger. Det er blandt andet resultatet af skiftende regeringers ønsker om at prioritere forskning højt. Det har altså været en bevidst strategi at øge antallet af ph.d.er.
Balance mellem forskning og klinik
Forskning er vigtigt, men en ph.d. er en forskningsuddannelse. Og spørgsmålet er, om vi uddanner for mange forskere? Op mod en tredjedel udgiver slet ikke forskningsartikler efter endt ph.d. Kigger man på forskningsaktivitet fem til ni år efter afsluttet ph.d. er det kun 25 procent, der stadig udgiver forskningsartikler regelmæssigt.
Ph.d.-uddannelsen skal selvfølgelig ikke alene måles på antallet af publikationer. Der opnås en række kompetencer i løbet af et ph.d. forløb, men måske disse eftertragtede kompetencer også kan opnås på anden vis, eksempelvis ved at alle speciallægeuddannelser øgede fokus på forskningskompetencer. Vi skal finde det rette balance mellem forskning og kliniktid, og det tyder på, at den endnu ikke er fundet.
En ph.d. har formelt ikke noget at gøre med at blive speciallæge - og så alligevel. Opnået ph.d.-grad vægtes endog meget højt på et lægeligt CV og i uddannelsesudvalg, sammenlignet med en læge, der har prioriteret at bruge de samme tre år i klinikken med patienterne og på den måde blevet en dygtig kliniker. Således bliver en ph.d. og antallet af videnskabelige udgivelser systematisk vægtet højere end anden erfaring, man kan tilegne sig som uddannelsessøgende læge.
Fokuser på andre kvaliteter
I SundFornuft foreslår vi, at vi revurderer, hvor meget en forskningsuddannelse skal vægte for at blive speciallæge. Hvis vi i stedet har fokus på andre kvaliteter - som kliniske kompetencer, kommunikative færdigheder og kollegialitet ved kommende speciallæger, vil vi kunne reservere lægelige ph.d.-stillinger til dem, der har ønske om, og ikke mindst mulighed for, at fortsætte med at forske efter endt forskningsuddannelse.
Hvis den tredjedel af de lægelige ph.d.er, der aldrig udgiver efter endt uddannelse, i stedet var blevet i klinikken, ville det konservativt estimeret give 110 flere læger om året
Elisabeth Lyng Westermann og Lui Näslund Koch, Hhv. bestyrelsesmedlem og generalsekretær i SundFornuft
Hvis den tredjedel af de lægelige ph.d.er, der aldrig udgiver efter endt uddannelse, i stedet var blevet i klinikken, ville det konservativt estimeret give 110 flere læger om året.
Forskningsmidlerne vil med fordel kunne benyttes til at støtte videnskabeligt arbejde, af allerede uddannede forskere eksempelvis gennem postdoc-stillinger, eller frikøbe mere tid til allerede forskningsuddannede klinikere. Der er også forskning, der i dag udføres af læger, som kunne udføres af andre akademikere, eksempelvis molekylærbiologer, folkesundhedsvidenskabere, farmakologer og biokemikere.
Forskning er helt essentielt for udviklingen af fremtidens sundhedsvæsen, men i stedet for at satse på at uddanne mange forskere, bør man overveje om incitamentet til at tage en forskeruddannelse er det rigtige i dag.
Ved at uddanne færre lægelige ph.d.er og til gengæld give bedre forhold til de, der har gennemført en ph.d.-uddannelse, vil man kunne reducere lægemanglen og øge kvaliteten af forskningen.
