Sundhedsøkonom: Hverken befolkningen, politikere eller embedsmænd kan vurdere, hvilke konkrete sundhedsydelser vi kan fravælge

Udgangspunktet for valg af interventioner må være, at det er fagfolkene, der både har den nødvendige viden og pligten til at vælge undersøgelser og behandlinger med dokumenteret effekt.

Befolkningen, politikerne og embedsmændene har ikke grundlag for at vurdere, hvilke konkrete sundhedsydelser vi kan fravælge.

Det kommer til udtryk i debatter om prioritering, der gerne ender i overvejelser om egenbetaling for sterilisation, refertilisation, omskæring af mænd og kosmetisk kirurgi – indgreb med marginale økonomiske konsekvenser og muligheder for at frigøre ressoucer.

”Vælg klogt” kvalificerer debatten om, hvilke konkrete interventioner, der kan undværes, men fagfolk gør hyppigt opmærksom på, at effekten af mange interventioner ikke er dokumenteret. Det betyder, at vi må fremme den sundhedsvidenskabelige forskning – ikke at vi skal opgive evidens som kriterium.

Sundhedsvæsenet skal være mere evidensbaseret

Vi behøver dels kontrollerede, kliniske forsøg, dels evidensbaserede kliniske retningslinjer udarbejdet i de videnskabelige selskabers regi. Forskning, god kvalitet og god ressourceudnyttelse hænger sammen – det er god kvalitet at tilbyde evidensbaseret behandling, og det forbedrer ressourceudnyttelsen.

Evidensbaseret medicin er et fagligt ansvar og et ledelsesansvar. Folketinget, regeringen og regionsrådene skal efterspørge evidensbaseret medicin, og sygehus- og afdelingsledelserne skal demonstrere, hvad de gør og opnår på området.

Den opgave løses ikke én gang for alle, men er en proces, der skal være en central del af den løbende drift. Det forudsætter, at ledelserne kan fokusere på dette, og arbejdet for et mere evidensbaseret sundhedsvæsen kan lettes med stabile og hensigtsmæssige organisatoriske rammer og styringsredskaber.

Færre omstruktureringer og uafprøvede redskaber

Jeg ser otte steder, hvor man kan sætte ind. 

For det første er der brug for færre omstruktureringer, der afbryder det løbende forbedringsarbejde. Omfattende reformer signalerer handlekraft og skaber politiske pusterum, men distraherer fra den daglige drift og bremser udvikling og optimering.

Dertil skal der være færre nye, uafprøvede styringsredskaber, eksempelvis kommunal medfinansiering, aktivitetsbaseret finansiering, og Den Danske Kvalitetsmodel blev indført uden forudgående afprøvning og kontrollerede forsøg.

Det er paradoksalt, at vi forventer, at klinikerne kun benytter interventioner med dokumenteret effekt, når styringsredskaber indføres på grundlag af politisk-administrative forventninger om, hvad der vil virke.

Færre universalløsninger og mindre styring

Angiveligt løser nærhospitaler, sundhedsklynger og personlig medicin hver især mange problemer parallelt.

Det er paradoksalt, at vi forventer, at klinikerne kun benytter interventioner med dokumenteret effekt, når styringsredskaber indføres på grundlag af politisk-administrative forventninger om, hvad der vil virke.

Hans Okkels Birk
Sundhedsøkonom, Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet

Disse store forventninger kan dog delvis skyldes, at løsningerne er uafprøvede og idealiseres; deres indhold er uklart beskrevet; og forskellige aktører har helt forskellige forventninger til universalløsningernes indhold, virkningsmekanismer og effekt.

Der skal være mindre styring af behandlingsvalg. Udrednings- og behandlingsgarantierne er hensigtsmæssige, fordi de er neutrale.

Fagfolkene kan fokusere på at vælge den rigtige behandling, mens aktivitetsbaseret finansiering kun belønner behandling på sygehus. Det er vigtigt at holde fast i denne neutralitet – også når den rigtige behandling ikke er kirurgi men fysioterapi eller styrketræning.

Færre klagesager gennem tydeligere dialog

Vi har i årevis brystet os ved ikke at have det amerikanske sundhedsvæsens uindícerede ressourceforbrug, der skyldes frygt for søgsmål.

Et skærpet fokus på detailstyring, dokumentation af sundhedspersonalets arbejde, og frygt for langvarige klagesager med voldsomme konsekvenser for den enkelte medarbejder øger risikoen for, at vi havner i samme situation som USA, for at medarbejdere kan holde ryggen fri.

Og så skal vi have mere realistiske forventninger. I mange klagesager henviser patienter til, at de ikke når tilbage til deres oprindelige funktionsniveau efter en behandling. Læger er blevet kritiseret for at følge en ”apparatfejlsmodel”, men den findes måske snarere hos patienter, der forventer, at en operation for eksempelvis hofteartrose fører til samme førlighed, som før problemet opstod.

Måske kan en tydeligere dialog om, hvilken forbedring der kan opnås, forebygge skuffelse på patientsiden og reducere antallet af klagesager.