Men selvom omkostningerne til genopbygning anslås til 208 milliarder kroner, fik Pakistan kun tilsagn fra det internationale samfund på godt 62 milliarder kroner.

Og næsten alle pengene er givet som lån, som altså skal tilbagebetales med renter. Pakistans egen statskasse, og især de mange ramte fattige mennesker, er derfor efterladt med en fuldkommen uoverskuelig regning.

Pakistans regering kunne tilbage i 2022 ikke gå noget sted hen og søge om direkte støtte til at genopbygge deres samfund. Men det vil de kunne snart.

Danmark er med i fondens bestyrelse og sad med ved bordet i sidste uge i Abu Dhabi til det første af flere møder frem mod COP29, hvor fonden senest skal begynde at udbetale midler.

I det danske civilsamfund er vi stolte over, at Danmark er med. Det afspejler, at Danmark i flere år har spillet en proaktiv rolle på dette område, ved blandt andet at være den første nation, der har lovet penge til tab og skader.

Det er besluttet, at bidragene til fonden skal være nye og additionelle midler. Derfor var det skuffende at, Danmarks første bidrag netop blev taget fra udviklingsbistanden.

Rasmus Stuhr Jakobsen mfl.
Direktør, CARE

Men det er også en post, der forpligter. Som et af bestyrelsens rige, industrialiserede lande står Danmark nemlig med et historisk medansvar for klimakrisen. Konkret er Danmark et af de lande i verden, der har det største klimaaftryk per indbygger.

Dobbelt uretfærdighed

Blandt den fattigste halvdel af verdens lande finder man de lande, der ligesom Pakistan er mest sårbare over for klimakatastrofer, og som har de dårligste forudsætninger for at forbedre deres modstandsdygtighed mod klimaforandringerne.

Klimasårbare lande udsættes således for en dobbelt uretfærdighed, når industriøkonomier som Danmark ikke foretager de nødvendige reduktioner i udledninger og samtidig undlader at betale den klimafinansiering, de er forpligtet til.

Når Danmark går ind i denne vigtige sag på internationalt niveau, er det derfor afgørende, at man sætter sig på de klimasårbare landes side, og ikke ser spørgsmålet om støtte til tab og skader som et spørgsmål om velgørenhed.

Det er i stedet et spørgsmål om en gæld, som vi skal betale. Denne tankegang flugter heldigvis med den siddende regerings erklæring om at nytænke det danske engagement blandt andet på det afrikanske kontinent.

Man vil insistere på ligeværdige partnerskaber, lyder det fra regeringen. Netop viljen til at sætte sig i sin samarbejdspartners sted og lade deres prioriteter få ligeværdig opmærksomhed bliver afgørende for at finde meningsfulde løsninger i fonden.

Småpenge til enorme regninger

De totale omkostninger til tab og skader i det globale syd forventes nemlig at beløbe sig til mellem 2000 og 4000 milliarder kroner om året i 2030.

Fonden har indtil videre kun modtaget knap fem milliarder kroner, hvilket må siges at være småpenge.

Derfor er det afgørende, at fonden får en langsigtet finansieringsstrategi, der sikrer nye, forudsigelige og tilstrækkelige finansielle ressourcer, der matcher de klimasårbare landes behov. Det skal Danmark kæmpe for.

Men Danmark skal også tage ansvar for, hvor pengene kommer fra, og hvor de ender henne.

Da Danmark i 2022, som den første nation i verden, annoncerede økonomisk støtte til tab og skader, skabte det overskrifter verden over, og med rette.

Fra civilsamfundets side var vi især begejstrede over, at pengene lå oveni de 0,7 procent af bruttonationalindkomsten, som er øremærket til udviklingsbistand.

Fra Arktis til Amazonas gør klimaforandringerne oprindelige folk ekstra sårbare. De lider ikke kun økonomisk, men også uoprettelige kulturelle og spirituelle tab

Rasmus Stuhr Jakobsen mfl.
Direktør, CARE

I forbindelse med etableringen af fonden blev det besluttet, at bidragene skal være nye og additionelle midler. Derfor var det skuffende at se, at Danmarks første bidrag til fonden i 2023 – modsat støtten i 2022 – netop blev taget fra udviklingsbistanden.

Det mener vi er fuldstændig meningsløst og en stor hindring for at opnå FN’s verdensmål, bekæmpe global fattigdom og sikre menneskerettigheder verden over. Danmarks næste bidrag til fonden bør derfor naturligvis ikke tages fra udviklingsbistanden.

I fonden må Danmark kæmpe for, at midler til tab og skader ikke gives som lån, der sætter lande i en endnu større gældsbyrde, og at man tager udgangspunkt i de reelle behov og ikke blot, hvad de rige lande selv vurderer, der er passende.

Klimafonden må ikke kvæles af papirarbejde

Hvis Danmark for alvor skal stå på de klimasårbare landes side, må man også kæmpe for, at fonden ikke bliver stoppet af langsommelige og komplicerede ansøgningsprocesser, men bliver i stand til hurtigt at udbetale midler.

Fra Arktis til Amazonas gør klimaforandringerne oprindelige folk ekstra sårbare. De lider ikke kun økonomisk, men også uoprettelige kulturelle og spirituelle tab, hvilket fonden også skal tage i betragtning.

Fondens indsats bør have en menneskerettighedsbaseret tilgang med hensyn til de mest marginaliserede og udsatte grupper som børn, kvinder, mennesker med handicap, mennesker på flugt og oprindelige folk. Dette vil gøre fonden bedre i stand til at nå dem, der har mest brug for det.

Fondens første bestyrelsesmøde leverede kun begrænset fremskridt mod en operationel, inddragende og fair fond. Et af de mest presserende spørgsmål er, hvordan fonden skal rejse de nødvendige midler, og det kom man ikke til enighed om.

Men inden klimatopmødet COP29 i Aserbajdsjan i slutningen af i år, skal fondens bestyrelse være kommet så langt, at fonden allerede i starten af næste år kan begynde at udbetale midler. Midler der kan gøre en forskel mellem liv eller død, når klimakatastrofer rammer.

Hvis Danmark for alvor vil stå på de klimasårbare landes side, må man gå solidarisk ind i arbejdet i Tab og Skade-fonden.