Rastepladser skal fornyes

KORT NYT: Ifølge transportminister Carina Christensen (K) skal de danske rastepladser langs motorvejene moderniseres. Dette skal ske for at forbedre forholdende for de rejsende.
Lars Beck
Transportministeren fremlægger i dag en ny vejgodsstrategi. En strategi, hvori rastepladserne på de danske motorveje står til store ændringer. Først og fremmest er det planen at nedlægge nogle af de mindre rastepladser, der i manges øjne anses for at være en smule skumle.

I stedet skal der etableres flere større rastepladser med spisemuligheder og benzintank tilknyttet. På den måde kommer man noget af befolkningens utryghed ved de mindre rastepladser til livs.

Carina Christensen selv udtaler: "Jeg kunne godt forestille mig, at der blev flere restauranter på hver enkelt rasteplads, ligesom det skal være et behageligt sted for både professionelle trafikanter som vognmænd og lastbilchauffører og for almindelige danskere. Rastepladserne skal også være et sted, hvor børn kan færdes uden fare for at komme til skade."

Hvor de første nye rastepladser kommer til at ligge er endnu uvist, men meget peger i retning af Trekantsområdet eller Vestfyn.









0:000:00