Debat

3F: Uber-farvel er vejen til transportudvikling

DEBAT: Uber kører ud af Danmark efter lang debat om Uberjob, skat og velfærd. Transportminister Ole Birk Olesen ærgrer sig, men Ubers danske farvel vækker international opsigt og åbner plads til reel diskussion om deleøkonomi, innovation og fremtidens transport, skriver Jan Villadsen, formand for 3F Transport.

Foto: Colourbox
Kirsten Ida Enemark
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jan Villadsen
Formand for 3F Transport

”Denmark simply drove Uber out of the nation”, ”Porażka Ubera. Firma wycofuje się z Danii. "Face à la fronde des taxis, Uber se retire du Danemark".

Det er ikke hver dag, Danmark trækker internationale overskrifter. Fra Japan, Frankrig, USA, Sverige, Polen og til The Guardian i Storbritannien.

Jeg og transportminister Ole Birk Olesen er citeret mange steder i de internationale medier. Både på print og digitalt. Det samme gælder historien om, at stadigt flere lande siger nej tak til Ubers forretningsmodel.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Det er ikke dårlig omtale af Danmark, der præger den internationale dækning. Tværtimod. Det bør Ole Birk Olesen markere i sin digitale scrapbog, hvis han har en for sine første cirka 100 dage som minister. Mange af artiklerne lægger op til den samme diskussion om Uber, som vi har haft i Danmark. Nemlig hvad ny, smart og klog teknologi, digitalisering og app’s kan, skal og bør bruges til.

Uber stopper udvikling
Jeg har sagt til medierne, at Uber ikke skaber værdi, men er afvikling frem for udvikling. Fordi Ubers vilkår minder om daglejerjob fra før 1900. Samtidig peger jeg på, at dansk presse i 2015, 2016 og 2017 har beskrevet, hvordan Ubers chauffører undlader at betale skat til vores fælles deleøkonomi, det danske velfærdssamfund.

Jeg har sagt til medierne, at Uber ikke skaber værdi, men er afvikling frem for udvikling.

Jan Villadsen
Formand, 3F Transport

Det er den debat, de internationale medier har fanget. Godt. For det betyder, at vi kan komme videre. Herhjemme og måske også i andre lande. Ubers farvel åbner plads til en reel diskussion om deleøkonomi, nye jobformer og positiv udvikling og brug af ny teknologi.

Der har ikke været plads til ret mange nuancer i den debat. For eksempel om, hvordan virksomheder som GoMore via digitale løsninger skaber muligheder for at dele udgifterne og nøjes med kørsel i en enkelt bil frem for to, tre eller fire, når man alligevel skal samme sted hen.

Der har ikke været mange indslag om Arrivas kloge delebilsordning i København, hvor man via rejsekortet tjekker ind i en smart lille elektrisk BMV-delebil. Ofte i samspil med den øvrige kollektive transport.

Og for visse politikere og debattører har debatten alene handlet om at pådutte modstandere af Uber prædikater som maskinstormere eller fremtidsangste.

Hvis det var sandt, havde vi set store protester mod metroen i København, der er det længste, vi er kommet mod førerløse tog. Det samme gælder forsøgene med delvist selvkørende lastbiler og såkaldt platooning. Men det er hverken arbejdsgivere eller fagforeninger imod, netop fordi begge dele er en del af fremtiden uden gammeldags job og lønninger fra fortiden.

Teknologisk udvikling skal bruges klogt
Heldigvis trækker Uber sig fra Danmark. Det håber jeg, transportministeren bruger konstruktivt, så vi sammen kan få en fremadrettet debat om innovation, digitalisering og udvikling i transportsektoren. Her har manglet en væsentlig nuance, jeg håber, vi kan komme til at diskutere. For i mine øjne er digitalisering, robotter og værdiskabende teknologi modsætninger til disruption.

Virksomheder, der bruger den teknologiske udvikling klogt inden for lovens og samfundets rammer, står ikke forrest i køen til at blive ramt af disruption. De styrker vores fælles samfund. De skaber vækst, værdi og velfærd i og uden for transportsektoren. 

Det skal ske i fair rammer, når virksomheder bruger den nye teknologi. Ikke via hovedløs disruption. For det er vigtigt, om vi har velfærd og job, vi kan leve af i Danmark, uden at blive disrupted væk af smarte virksomheder, der, som Uber, ønsker monopol på taxikørsel uden om skat og fair lønninger. 

Jeg håber, Ole Birk Olesen vil bruge sine næste 100 dage som transportminister på at diskutere bredt. Ønsket om fair vilkår og fair konkurrence kan de fleste politikere, partier og vælgere bakke op om. Også transportordførerne fra næsten alle partierne i Folketinget.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jan Villadsen

Gruppeformand, Transportgruppen, 3F
(martec søfartsskole)

Ole Birk Olesen

MF (LA), medlem af Borgerrepræsentationen, Københavns Kommune
journalist (DJH 1999)

0:000:00