Debat

EOF: Elbilalliancen dyrker talgymnastik

REPLIK: Lærke Flader fra Dansk Elbil Alliance glemmer dieselbilernes afgift, når hun skriver, at elbiler betaler tredobbelt dieselafgift. Et mere gennemsigtigt afgiftssystem kunne være en fordel, skriver Michael Mücke Jensen, teknik- og miljøchef i EOF.

Foto: Colourbox
Kirsten Ida Enemark
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Michael Mücke Jensen
Teknik- og miljøchef i EOF 

”Elbiler betaler tredobbelt dieselafgift”. Så bombastisk lyder det fra Dansk Elbil Alliances Lærke Flader på Altinget 4. maj i en argumentation for at bevare elbilers nedsatte elafgift efter 2019. Samtidig hævder Lærke Flader, at bilernes CO2-udslip ikke er faldet de seneste år. Heldigvis er begge påstande forkerte. 

CO2-udledningen fra transporten er faktisk faldet med 14 procent siden 2007, hvilket primært skyldes mere effektive biler og iblanding af biobrændstoffer. Vi har dog stadig en stor udfordring foran os med grøn omstilling af transporten. I den proces er det nødvendigt, at vi alle går sagligt og fagligt til værks, så vi sammen kan diskutere og finde løsninger på et oplyst grundlag. Det bidrager Lærke Flader desværre ikke til med sit seneste debatindlæg. 

Afgifter er komplicerede at gennemskue
Jeg medgiver, at de forskellige afgifter på el og brændstof kan være svære at beskrive i et kort og slagkraftigt debatindlæg. En direkte sammenligning af energiafgifterne kræver dog som minimum en beskrivelse af, hvad de består af og dækker over.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Når Lærke Flader nævner elafgiften på 91 øre per kWh, undlader hun for eksempel, at elafgiften indeholder en distributionsafgift til blandt andet Energinet.dk på cirka 5 øre per kWh og en CO2-afgift på 6 øre per kWh.

Modsat er distribution af diesel kommerciel og betales derfor ikke som en afgift, men som en del af selve dieselprisen. Distribution bør derfor ikke tælle med i sammenligningen.

Det samme gælder CO2-afgiften, som for diesels vedkommende pålægges ud over energiafgiften som en selvstændig CO2-afgift på 43 øre per liter. Fratrukket CO2-agiften kommer elafgiften dermed ned på cirka 80 øre per kWh, hvilket svarer til 8 kroner per liter diesel. 

Dieselbiler betaler også afgifter
Lærke Flader undlader også at beskrive den udligningsafgift, som netop skal kompensere for, at diesel som udgangspunkt betaler mindre energiafgift end benzin (og el). For at tilgodese erhvervslivet er energiafgiften lavere på diesel end på benzin, der primært bruges i personbiler.

For ikke at give diesel til persontransport en stor økonomisk fordel, betaler alle dieselbilister en såkaldt udligningsafgift, som afhænger af bilens effektivitet (kilometer per liter). 

Udligningsafgiften kan omregnes til kroner per liter diesel ved at se på den gennemsnitlige dieselbils effektivitet, og hvor langt den kører om året.

Ifølge Danmarks Statistik kører de seneste fire års indregistrerede dieselbiler i gennemsnit knapt 25 kilometer per liter. Antages det, at en gennemsnitlig dieselbil kører cirka 20.000 kilometer om året, svarer det til cirka 800 liter diesel om året. For bilerne betales en udligningsafgift på 2.920 kroner per år, hvilket svarer til en energiafgift på mere end 3,6 kroner per liter diesel. Den samlede dieselafgift bør derfor angives til 6,3 kroner og ikke til 2,7 kroner per liter diesel. 

Med de antagelser betyder det, at energiafgiften per liter er cirka 1,7 kroner højere for el end for diesel. Selvom det stadig er en forskel, er der langt til de 6,3 kroner, som Lærke Flader påstår. Forskellen skyldes historiske og skattetekniske forhold, som jeg ikke vil kaste mig ud i her. 

Ligesom Lærke Flader kunne jeg også ønske mig en mere gennemskuelig afgiftsstruktur. Det undskylder dog ikke ukritisk sammenligning af pærer og bananer.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion










0:000:00