Debat

Movia i replik: BRT-bussers korte rejsetid gør dem attraktive

Letbaner.dk kritiserer indførelsen af BRT-busser, da bilister efter sigende ikke vil køre med dem. Men argumentet holder ikke, da BRT-busser med kort rejsetid og høj regularitet, er det, som de rejsende efterspørger, skriver Eskil Thuesen.

I Danmark åbner den første BRT – Plusbus – i Aalborg næste år, og kommunen er allerede optaget af at udvide med en ny linje, skriver Eskil Thuesen. 
I Danmark åbner den første BRT – Plusbus – i Aalborg næste år, og kommunen er allerede optaget af at udvide med en ny linje, skriver Eskil Thuesen. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I Altinget 20. april har Helge Bay og Jens Christian Buchardt fra Letbaner.dk et indlæg om, hvorfor bilister ikke vil køre med BRT-busser.

For os, der har været i den kollektive transportverden i længere tid, er det kendte toner fra letbaner.dk. Tidligere var det dog Metro Cityringen, der ville få for få passagerer og i stedet ville betyde øget biltrafik og forurening i København. Men nu er det BRT, som letbaner.dk tager under kærlig behandling.

BRT er hurtigbusser, der kører trængselsfrit i egne vognbaner og med hyppige afgange, og de har dermed kort rejsetid og høj regularitet. Det er netop de kvaliteter, som de rejsende efterspørger, uanset om de i dag bruger bus, tog eller bil i deres daglige transport.

Moderne BRT-busser kører på el med høj komfort, og de kan også medbringe mange passagerer. Derfor er BRT i dag en udbredt løsning i store dele af verden, da de – som letbaner.dk skriver – er væsentligt hurtigere og billigere at bygge end skinnebårne løsninger.

Tidligere bilister vælger BRT-busser

I Danmark åbner den første BRT – Plusbus – i Aalborg næste år, og kommunen er allerede optaget af at udvide med en ny linje. I hovedstadsområdet blev der i den statslige infrastrukturaftale fra sidste år afsat 1,5 milliarder kroner til medfinansiering af to BRT-linjer vest for København, og i Aarhus er der også overvejelser om etablering af BRT. 

Hurtig, pålidelig og komfortabel kollektiv transport kan selvfølgelig tiltrække bilister, uanset om det kollektive alternativ kører på jernhjul eller gummihjul

Eskil Thuesen
Ressourcedirektør, Trafikselskabet Movia

Bay og Buchardt mener dog, at i modsætning til letbaner kan man ikke få bilister til at skifte til BRT. Begrundelsen skulle være, at der er for få ressourcestærke passagerer i busser, og dermed for få tidligere bilister.

Man kunne mene, at der i busserne også skal være plads til dem, der ikke er ressourcestærke.

Men det centrale er, at argumentet ikke holder. Hurtig, pålidelig og komfortabel kollektiv transport, der kan konkurrere med bilen, kan selvfølgelig tiltrække bilister, uanset om det kollektive alternativ kører på jernhjul eller gummihjul.

Vi er netop ved sammen med Vejdirektoratet at afslutte en undersøgelse af BRT på Ring 4. Konklusionen i trafikmodelberegningerne er, at over halvdelen af de ekstra passagerer i den kollektive transport er tidligere bilister.

Så argumenterer Bay og Buchardt også for, at BRT har det problem, at den er for billigt at bygge.

"En letbane (…) er dyrere, men sikrer ikke bare at letbanen kommer frem. Det sikrer også, at den fortsat vil køre samme sted i mange år frem".

Selvom BRT er væsentligt billigere end letbane, så koster den dog fortsat penge. En BRT på Ring 4 vil koste cirka 2 milliarder kroner at bygge, så det er et omfang, der gør, at der vil være BRT drift mange år frem.

Læs også

BTR og letbaner skaber attraktivt system

I modsætning til, hvad Bay og Buchardt skriver, så er der heller ikke noget, der tyder på, at det optager investorerne.

DTU Transport gennemførte i 2016 en analyse af ”Internationale og nationale erfaringer for effekten af forskellige typer højklasset kollektiv transport og tæthed til stationer og standsningssteder”.

Konklusionen om sammenligningen af byudviklingseffekter mellem BRT og letbane er: ”Sammenlignes effekten på tværs af de kollektive trafiksystemvalg ses ingen umiddelbare tendenser. Det kan således på baggrund af litteraturstudiet ikke konkluderes hvilket systemvalg, der generelt giver de bedste effekter."

For det er langt vigtigere med kobling til anden kollektiv transport, end om det er en letbane eller en BRT. Så det vigtigste er at få den rigtige, højklasse, kollektive transport.

Letbaner kan transportere flere passagerer end BRT. Derfor er letbane en god idé på Ring 3 i hovedstadsområdet, hvor den igangværende byudvikling vil give et stort passagergrundlag. Til gengæld er BRT en god idé på Ring 4, hvor der er større afstande og ikke så mange passagerer.

Hvis alt går vel, så vil vi inden for det næste årti have BRT og letbaner i større byer i hele landet, så de – sammen med tog og lokale busser – skaber et attraktivt, kollektivt transportsystem. Det vil give et godt og erfaringsbaseret grundlag for at vurdere fordele og ulemper ved de enkelte trafiksystemer.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00