Debat

S: Hvordan kommer vi til og fra stationerne i timemodellen?

TRANSPORTDEBATTEN: Hvorfor investerer vi 27,5 mia. kr. i timemodellen, hvis vi ikke samtidig har en plan for, hvordan vi får togpassagererne videre, når de er ankommet til deres destinationsby, spørger borgmester i Odense Anker Boye.
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Anker Boye (S)
Borgmester, Odense

Timemodellen er en stor gevinst for Odense og for hele Danmark.

For at den gevinst udnyttes fuldt ud, er det nødvendigt at tænke den lokale offentlige transport med.

Når der kommer flere og flere til stationerne, er vi nødt til at tænke over, hvordan folk kommer videre derfra.

Fakta
Transportdebatten på Altinget | Transport har til formål at fokusere og styrke den transportpolitiske og transportfaglige debat i Danmark.

Løbende inviterer Altinget | Transport derfor eksperter, politikere, fagfolk og interesseorganisationer til at debattere udvalgte emner og/eller problemstillinger inden for transportområdet.

Fra 1. november og en måned frem handler tredje udgave af Transportdebatten om den kommunale transportpolitik - både i forhold til kommunale barrierer for udvikling af transportpolitikken og transportvisionerne i landets byråd og blandt de nye byrådskandidater.

Deltag i debatten!

Send dit indlæg til [email protected]

Sat på spidsen kan man spørge sig selv, hvorfor vi investerer 27,5 mia. kr. i timedrift, hvis vi ikke samtidig har en plan for, hvordan vi får togpassagererne videre, når de er ankommet til deres destinationsby?

Timemodellen gavner alle, og de hurtige tog skal ses som et middel til at gøre den offentlige transport mere attraktiv.

Investeringer i den lokale offentlige trafik er nødvendig for at sikre størst mulig gevinst af timemodellen.

Anker Boye
Borgmester, Odense

Forventningen er 10.000 færre bilrejser hver eneste dag.

Mange flere vil bruge offentlig transport, og mange flere vil også stå af i Odense. Som det ser ud i dag, er der 9.700 passagerer i døgnet på Odense Banegårdcenter.

I 2030 er det tal steget til 19.000.

Flere passagerer til overfyldte tog
Det skyldes til dels investeringer for ca. 26 mia. kr. i Odenses udvikling, dels flere passagerer som følge af timemodellen.

Det betyder helt konkret, at der i de travle morgentimer skal op mod 900 flere passagerer til og fra banegården, hvor der allerede i dag er overfyldte busser, der holder i kø for at komme væk fra banegården med passagerer. Samme problematik gør sig gældende i alle de trafikale knudepunkter.

Timemodellen betyder vækst og hurtigere rejsetid.

Sammenlagt sparer timemodellen danske togpassagerer for 3,5 mio. timer årligt. De timer kan bruges langt mere effektivt og være med til at sikre væksten fremover.

Hvis vi kan sikre, at togpassagererne kommer hurtigt frem til deres slutdestination, når de er ankommet til stationen, betyder det mere vækst.

Det er dejligt, at endnu flere kan komme endnu hurtigere frem, men det er tilsvarende ærgerligt, at den offentlige transport ikke kan bringe de mange passagerer hurtigere videre.

I Odense er løsningen en letbane, der vil sikre en effektiv trafik til og fra Odense Banegård, så vi på den måde får mest muligt ud af timemodellen.

Hver letbanevogn kan rumme 250 passagerer, det svarer til fire bybusser. Med 12 togsæt kan vi betjene 3.000 passagerer i timen.

Letbanen er det rigtige valg
På sigt er det hurtigere, effektivt og mere økonomisk end at udbygge busnettet. Omkostningerne ved én ny passager i letbanen er en krone mod 11 kroner i bussen.

Det er altså over 10 gange billigere på sigt at skalere letbanen op end at gøre det samme for busnettet. Samtidig er letbanen en langt mere miljøvenlig løsning, da letbanen udleder markant mindre CO2.

Dertil kommer naturligvis, at borgerne kommer hurtigere og bedre fra A til B, og at flere derfor får lyst til at lade bilen stå.

Derfor vil letbanen være til gavn for Odense og hele det fynske opland, og samtidig vil den være med til at sikre, at vi får mest muligt ud af de 27,5 mia. kr., der investeres i timemodellen.

Investeringer i den lokale offentlige trafik er nødvendig for at sikre størst mulig gevinst af timemodellen.

Groft sagt er det ligegyldigt, at man kommer hurtigt frem til stationen, hvis man ikke kan komme hurtigt videre.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anker Boye

Fhv. borgmester (S), Odense Kommune, fhv. formand for KL (1998-2002)
maler (1970)









0:000:00