Debat

Share Now: Unødige barrierer bremser udbredelsen af el-delebiler

Vi skal op i et langt højere gear, hvis den grønne omstilling af transportsektoren skal lykkes. Men det kræver, at politikerne tør bruge nye virkemidler som for eksempel delebiler, skriver Share Now.

Alene i København benytter 17 procent
af alle københavnere med kørekort sig af Share Now. Alligevel er der ikke tilstrækkeligt fokus på at
fremme brugen af el-delebiler blandt beslutningstagerne. Ligeledes eksisterer
der en række barrierer, som nemt kunne fjernes, skriver Share Now.
Alene i København benytter 17 procent af alle københavnere med kørekort sig af Share Now. Alligevel er der ikke tilstrækkeligt fokus på at fremme brugen af el-delebiler blandt beslutningstagerne. Ligeledes eksisterer der en række barrierer, som nemt kunne fjernes, skriver Share Now.Foto: Teitur Jonasson/Ritzau Scanpix
Morten Jakobsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

De globale transportrelaterede udledninger skal reduceres med cirka 60 procent i 2050. Det slår en rapport fra IPCC fast, hvis vi skal holde os på klimakursen. Også klimarådet nåede i deres statusrapport frem til, ”at transportsektoren fortsat vil udgøre en betydelig belastning i det danske klimaregnskab i 2030, hvis der ikke vedtages nye virkemidler”.

Transportsektoren er i Danmark ansvarlig for cirka 25 procent af den samlede CO2-udledning, hvor privatbilismen er en af de store syndere. Persontransporten står nemlig for cirka halvdelen af transportsektorens CO2-udledning, hvilket svarer til cirka syv millioner ton CO2 årligt. I 2030 vil transportsektoren ifølge Klimarådets fremskrivning indtage den absolutte førsteplads over de sektorer, som udleder allermest.

Sektoren vil stå for hele 32 procent af de samlede CO2-udledningerne. Derfor understreger programchef for Fremtidens Mobilitet ved Concito, Søren Have, også her på Altinget, at vi i Danmark bør skifte gear og kommer frem i førersædet, særligt når det handler om at tage nye virkemidler i brug i den grønne omstilling af transportsektoren.

Både kommunalt og nationalt skal vi op i et højere ”gear”, hvis den grønne omstilling af transportsektoren skal lykkes

Morten Jakobsen
Direktør i Share Now

Et af de virkemidler, som Søren Have foreslår, er fremme af samkørsel. Det er jeg enig i. Hvis vi skal nå målet om en grøn transportsektor, så vil nye afgifter, teknologi, anlæg med videre kun føre os noget af vejen. Hvis vi skal helt i mål, bør vi gentænke mobiliteten, og den måde borgerne transporterer sig rundt på.

Derfor skal vi kommunalt såvel som nationalt også fremme de rammevilkår, der gør det grønne transportvalg til det nemme transportvalg og ikke mindst gøre det attraktivt at vælge at deles om bilerne i stedet for at eje. Et skift i retning af nulemissionsmobilitet vil nemlig resultere i mindre forurening, trængsel og CO2-udledning.

Mange grønne gevinster ved delebiler

Delebilsordninger er et af de virkemidler, som endnu ikke er taget ordentligt i brug. Det på trods af at delebilismen udgør et centralt element i den grønne omstilling af persontransporten og for at reducere trængslen på vejene og i vores byer. Hvis delebiler integreres fuldt ud i byerne, har det potentiale til at reducere 6,3 procent af emissionerne fra transportsektoren.

Det viser en OECD-rapport fra april 2021. Alene i København vil man kunne opnå en besparelse på 16.000 ton CO2 ved en bedre integrering af delebilerne. Samtidig viser undersøgelser fra blandt andet Karlsruhe Institut of Technology fra 2020, at delebilisme er med til at reducere trængslen i byerne, fordi flere af dem, der benytter delebilerne, fravælger privatbilen.

Læs også

Konkret for København viste undersøgelsen, at 28,6 procent af Share Now’s brugere, der ikke havde bil i husstanden, havde valgt at udskyde købet af egen bil. Og blandt alle delebilsbrugere med bil i husstanden i de 11 europæiske byer, som undersøgelsen omfattede, svarede 4,9 procent at de havde solgt deres bil.

En anden klimamæssig gevinst af delebilismen er, at man samtidig fremmer brugen af andre grønne transportformer som tog, metro og cykel. Transportvaneundersøgelser viser nemlig, at delebilsbrugere har en øget tendens til at benytte kollektiv trafik, cykle eller at gå. Delebiler indgår dermed som et centralt element både til at styrke den grønne mobilitet og ikke mindst gøre det nemmere for borgerne at undvære en privatbil.

Allerede i dag har mere end 170.000 danskere taget Share Now’s delebiler til sig. Alene i København benytter 17 procent af alle københavnere med kørekort sig af Share Now. Alligevel er der ikke tilstrækkeligt fokus på at fremme brugen af el-delebiler blandt beslutningstagerne. Ligeledes eksisterer der en række barrierer, som nemt kunne fjernes, så det blev nemmere og mere attraktivt for borgerne at vælge delebilen frem for privatbilen.

Stadig barrierer for den grønne transport

Eksempelvis er det problematisk, at planloven ikke i dag giver hjemmel til, at kommunerne kan etablere delebilsparkeringer i lokalplaner, når der bygges nye boligområder. Samtidig betyder de nuværende momsregler, at delebilsordninger bliver dyrere end andre transportmidler. Både tog, bus og taxa er i dag momsfritaget.

Men det gælder ikke delebilsordninger. Tankevækkende er det også, at der kun afsættes 100 millioner kroner i Aftalen om Infrastrukturplanen til udbredelse af el-delebilisme. Det er samme beløb, som blev afsat til et ”sommerpas”, hvor borgere i en periode på otte dag kan rejse gratis rundt i landet, og en brøkdel af, hvad der afsættes til anlæg og udbygning af motorveje og vejnettet.

Hvis vi skal helt i mål, bør vi gentænke mobiliteten, og den måde borgerne transporterer sig rundt på

Morten Jakobsen
Direktør i Share Now

Også kommunalt eksisterer en række barrierer for at fremme udbredelsen af el-delebilisme. Mange kommuner er på nuværende tidspunkt i gang med at udarbejde handlingsplaner for delemobilitet. Det er positivt. Men desværre drejer kommunerne alt for ofte på de gamle håndtag og indfører tiltag, som, vi allerede ved, ikke har virket.

Det gælder eksempelvis i København, hvor man i handlingsplanen for 2017 til 2021 gav mulighed for at etablere 700 delebils P-pladser, som kun kunne benyttes af én type delebil (delebiler med fast stamplads). Det antal P-pladser øger man nu med 900 yderligere pladser i handlingsplanen for 2021 til 2025.

Vi skal op i et højere gear

Det gør man på trods af, at der i hele perioden kun er kommet én ny delebil med fast stamplads til. Det er en dårlig udnyttelse af byernes sparsomme P-pladser. Nogle kommuner som for eksempel København skelner således mellem forskellige typer af delebiler og giver på det grundlag ulige vilkår for parkering og licens afhængigt af, om det er den ene eller den anden type af delebil.

En skelnen, der endda kun fremmer de delebiler, der hverken er el-drevne eller reducerer trængslen mærkbart. Det er ikke blot forvirrende for brugerne, men også uhensigtsmæssigt, hvis målet er at gøre det nemt og attraktivt for borgerne at deles om bilerne. Derfor bør man politisk ligestille alle typer af delebiler.

Udbredelsen af delebilismen kræver også en langt bedre og prisdygtig ladeinfrastruktur, så delebilen ikke kun bliver til de korte ture, men også til de lange. Og så kræver det, at der etableres flere delebilsparkeringspladser omkring trafikknudepunkter og dermed ved tog-, bus- og metrostationer, som frit kan benyttes af alle delebilstyper. Det vil både styrke mobiliteten og gøre skiftet mellem kollektiv trafik, cykel og delebil nemmere.

Læs også

Både kommunalt og nationalt skal vi op i et højere gear, hvis den grønne omstilling af transportsektoren skal lykkes. Men det kræver også, at man i langt højere grad tør bruge nye virkemidler som for eksempel delebiler. Og at vi skaber de rammevilkår, som gør det attraktivt for danskernes at deles om bilerne.

Danmark er på mange måder et foregangsland på den grønne omstilling og spydspidsen på verdens klimalandkort. Det skal vi dog ikke kun være, når det handler om energikilder og teknologi. Også når det handler om persontransporten, kan vi gå fra baghjul til forhjul.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Morten Jakobsen

direktør for Share Now

0:000:00