Af Thorkild Olesen
Formand for Dansk Blindesamfund

Med investeringer i kollektiv trafik for omkring 100 milliarder kroner i de kommende 25 år har vi en unik chance for at indhente tidligere tiders laden stå til, og dermed forbedre tilgængeligheden for mennesker med handicap. Men når jeg ser hen over de mange store, visionære planer for den danske kollektive trafik, har jeg meget svært ved at finde de steder, hvor tilgængeligheden er nævnt. Og jeg tror ikke, at det bare er fordi, jeg er blind. Det er fordi, det ikke står der.

Kollektiv trafik - en udfordring for handicappede
Virkeligheden er, at det kan være livsfarligt at færdes med kollektiv trafik, hvis man har et alvorligt synshandicap. Vi har et ordsprog blandt blinde og stærkt svagsynede: ”Rigtige blinde har været på sporet," og det er skinnerne, vi tænker på. Personligt er jeg faldet ned fra peronkanter på skinnerne tre gange. Resultatet har været to besøg på skadestuen. Men jeg er heldig.

Den stærkt svagtsynede unge mand, der i 2008 faldt ned på skinnerne på Valby station, blev dræbt under et S-tog, og et andet af mine medlemmer mistede en fod, da vedkommende stod for tæt på perronkanten i Ringsted, da et gennemkørende tog kom forbi.

For mine kammerater i kørestol handler det om, hvorvidt man overhovedet kan komme hen til toget og ombord. I dag skal bestilling af hjælp være afleveret 48 timer i forvejen, og et større menageri sættes op, for at de kan komme ind i togene. Og når det så ikke lykkes, og toget bliver forsinket, kan man i lyntoget (fire IC-3 togsæt og ca. 1000 passagerer) høre: ”Vi bliver desværre forsinket i afgang, da vi skal have en mand i kørestol med”. Jeg ved ikke, om man som læser kan forestille sig, hvor ydmygende det føles at blive udstillet på den måde?

Det kan imidlertid lade sig gøre at forandre tingenes tilstand. Det kræver, at man har en fuldt finansieret handlingsplan, der er integreret i de øvrige investeringer, som skal foretages de næste mange år. Lad mig nævne to eksempler: perronforhøjelser og rullende materiel.

Løsningerne findes
Der findes rigtig mange forskellige perronhøjder rundt omkring i landet. Perronhøjden har betydning for, om man kan nå over til indgangen på toget, hvis altså indgangen er lav, eller der er en lift, så man kan komme ind. Et eksempel herpå er Esbjerg station, hvor man som blind skal mærke rigtig godt efter, hvor langt man skal træde ned. Og er man uheldig får man foden ind mellem perronkanten og toget. Det gør ondt.

Det kan imidlertid lade sig gøre at forandre tingenes tilstand. Det kræver, at man har en fuldt finansieret handlingsplan, der er integreret i de øvrige investeringer, som skal foretages de næste mange år.

Thorkild Olesen
Formand, Dansk Blindesamfund

Jeg kan ikke se, at perronforhøjelse på eksempelvis Esbjerg Station er tænkt ind, selvom Esbjerg skal være endestation for superlyntogene. Det ligger ellers lige for, at man samtidig med elektrificeringen af jernbanenettet (og anlæg af de kommende metroringe og letbaner) har en fuldt finansieret handlingsplan for perronkanter.

Det er kun nyere togmateriel, S-tog og metro samt nogle regionaltog og IC4, der er forsynet med niveaufri adgang. Teknologien findes, leverandørerne fortæller mig, at det skam let kan lade sig gøre at indbygge elektriske ramper og lifte i eksisterende og kommende togmateriel. Men Transportministeriet har ikke stillet dette som krav til de nuværende transportører, og hvis ikke kravene kommer med i forbindelse med indkøb af blandede tog for 25 milliarder kroner, sker det heller ikke i de kommende år. Problemet er naturligvis meromkostningen per togsæt, men hvad betyder den omkostning ved en investering på 25 milliarder kroner? Nærmest ingenting.

Bedre handicaptilgængelighed ønskes
Jeg synes, at det er flot med store, langsigtede visioner om en sammenhængende og velfungerende kollektiv trafik. Men jeg savner, at man også laver en langsigtet, fuldt finansieret handlingsplan, der sikrer, at handicaptilgængeligheden er på plads samtidig med de store investeringer. Tænk hvis man bare bruger én procent af de 100 milliarder kroner på tilgængelighed. Det ville bringe os rigtig langt om 25 år.

Men det kræver, at politikere og embedsmænd virkelig ønsker, at mennesker med handicap skal være en del af disse visioner, og her halter det tilsyneladende. Man kan godt tænke stort, når det gælder trafikanlæg, men når småpengene skal bruges til tilgængelighed for mennesker med handicap, er skoene noget mindre.

Så svaret på overskriften for dette indlæg er: Ja, med mindre politikere og embedsmænd tager stafetten her op, vil Danmark om 25 år stadig befinde sig i middelmådighedens tunge ende, hvad angår tilgængelighed for mennesker med handicap.

Toget vil være kørt, jeg vil stå tilbage på perronen og undre mig over, at jeg ikke fandt indgangen.