Cepos: Slip jerngrebet om folkeskolen

Martin Damm, Jacob Bundsgaard og Anna Mee Allerslev, hhv. formand og næstformand for KL og formand for KL’s Børne- og Kulturudvalg, havde et debatindlæg om folkeskolereformens status i Politiken 26. januar. Ærindet var at få al kritik af reformen til at forstumme.

Det gjorde de blandt andet med følgende formuleringer: ”Den lovede arbejdsro er nødvendig, hvis vi skal nå godt i mål" og ”Det er afgørende, at Folketinget holder fast i den reform, det har vedtaget, og anerkender, at kommunerne arbejder benhårdt på at få reformens mange elementer op at flyve.”

KL’s top er i det hele taget stolt af, hvad kommunerne præsterer på skoleområdet: ”Vi er nået langt. Allerede nu, hvor vi er halvt inde i reformens andet år, kan vi se, at der er sket en tydelig udvikling i arbejdet med at realisere den i kommunerne”.  

Når nu kommunerne sådan leverer varen, så kunne man jo fristes til at stille det simple spørgsmål, om der så kommer en bedre skole ud af det? Her er den magtfulde KL-ledelses klare svar, at det drejer sagen sig ikke om: ”Vi må under ingen omstændigheder give op eller slå i bakgear nu. I stedet skal vi huske hinanden på, at forandringer tager tid og for det meste er svære. Anerkender vi ikke det, vil vi aldrig kunne ændre noget”.

Det, som nok forbavser mig mest, er, hvor utrolig lidt fornemmelse for virkelighedens verden vi finder hos kommunernes absolutte top.

Henrik Christoffersen
Forskningschef, Cepos

Advarselslamperne blinker
Det er som en togtur. Sporene ligger der, og der er ingen grund til at se til siden. Men endestationen er vel at mærke ikke en god folkeskole. Det er en folkeskole, hvor der afholdes så og så mange timer, hvor så og så mange svage elever presses ind i klasserne, hvor lærerne tildeles så og så mange efteruddannelsestimer og så videre.  

Det er imidlertid ikke fordi, advarselslamperne ikke lyser. Hvilket kommunernes mest magtfulde politikere dog hurtigt affærdiger: ”Når diverse rapporter og rundspørger konstaterer, at der stadig er et stykke vej, er løsningen ikke at vende om”. Diverse rapporter og rundspørger er blot grus i maskineriet, må man altså forstå.

Folketingets politikere har ladet som om, de ved, hvordan en skole i detaljen skal drives med timeplaner, linjefag og det hele, men de har henvist til en viden, som er en illusion, eller ladet en overfladisk common sense råde frem for at benytte sig af den tilgængelige viden.

Henrik Christoffersen
Forskningschef, Cepos

Det, som nok forbavser mig mest, er, hvor utrolig lidt fornemmelse for virkelighedens verden vi finder hos kommunernes absolutte top. Da Frederiksberg Kommune for et par måneder siden ville bryde med folkeskolereformens diktat om ugentligt timetal, skulle kommunernes egen forening ikke have noget af at støtte dens medlem og holde fast i det kommunale selvstyre. Hele diskussionen om elevernes oplevelse af de lange skoledage var bedst at få lukket ned ved en trænering af offentliggørelsen af den relevante undersøgelse, osv.

Fatal mangel på politisk fornemmelse
Nu viser det sig så, at den kommunale top også har udvist en fatal mangel på fornemmelse for politik. Det er ikke længere overhovedet politisk muligt på Christiansborg at holde fast i skolereformen. Blot i løbet af de sidste par uger er det hele krakeleret.

At det er nået så langt, er i sig selv forunderligt. Veldokumenteret forskningsmæssig viden fortalte, at Folketingets forudsætninger for skolereformen var problematiske. Folketingets politikere har ladet som om, de ved, hvordan en skole i detaljen skal drives med timeplaner, linjefag og det hele, men de har henvist til en viden, som er en illusion, eller ladet en overfladisk common sense råde frem for at benytte sig af den tilgængelige viden. Eller i værste fald ligget under for destruktive fagforeningsinteresser.

Havde de i stedet støttet sig til evidente forskningsresultater, ville de vide, at flere ressourcer ikke er garanti for en bedre skole, at linjefagskompetencer ikke i sig selv ser ud til at gøre en forskel, at efteruddannelse nok ikke er vejen, og inklusion meget vel kan føre til, at svage elever bliver svigtet og trukket yderligere ned. Ej heller er det en indlysende vinderstrategi at tvære de samme ressourcer ud over flere undervisningstimer. Men kommunernes topledelse forlanger blot fortsat arbejdsro.

Frie grundskoler sætter rekord
Og det er der tilsyneladende stadig flere, som sørger for, at de får. Ved ganske enkelt at fravælge folkeskolen. Igen i indeværende skoleår satte oprettelsen af frie grundskoler rekord. Forældrene hæfter sig nemlig ikke blot ved, om forordninger bliver ført ud i livet. De interesserer sig faktisk for, om skolen er god.

Tilbage er spillet om sorteper. Koalitionen af Gode Viljer omkring Danmarks Lærerforening og Politiken skriver i denne tid dagligt løs på en dolkestødslegende, som fortæller, at det var højreorienterede politikere, som sparede reformen ihjel. Sagen er blot den, at kommunerne har et særdeles højt udgiftsniveau, så der tværtimod er basis for at styrke den pressede offentlige økonomi ved påtrængende kommunale effektiviseringer.

Hvis alle kommuners skolevæsener nåede deres faglige resultater lige så effektivt som den kommune, der evner at løfte eleverne tilsvarende på den mest økonomiske måde, vil kommunernes udgifter til folkeskolen kunne nedbringes med godt 10 milliarder kroner regnet på 2014-tal. Og min seneste undersøgelse af kommunernes samlede økonomi viser tilsvarende, at kommunerne i alt kunne reducere deres udgifter med 28 milliarder kroner, såfremt alle kommuner fastlagde deres udgifter i forhold til udgiftsbehovene som i den mest økonomiske kommune. 

De frie grundskoler gør det både bedre og billigere end folkeskolerne. Så slip dog folkeskolerne fri fra interesseorganisationernes og lovgivernes detaljerede jerngreb, og stil dem til gengæld til ansvar for deres præstationer.         
---
Henrik Christoffersen er forskningschef i den borgerlig-liberale tænketank Cepos. Han forsker bl.a. i den offentlige sektors økonomi og det kommunale område. Han har tidligere været forskningsleder hos AKF samt vicekontorchef hos KL og har siden 1976 været ekstern lektor i offentlig udgiftspolitik og boligøkonomi på Københavns Universitet. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.