Af Anders Dybdal
Uddannelsesleder for centrum-venstre-tænketanken Cevea

I de senere år er vi med jævne mellemrum blev ramt af PISA-undersøgelser, der har påpeget, at danske skoleelever er blandt Europas dårligste, når det gælder læsning, matematik og naturvidenskabelige fag.

Politikerne har været hurtige på aftrækkeren: Antallet af timer i de kriseramte fag er øget, og eleverne i den danske folkeskole bliver i dag testet i alverdens forskellige færdigheder.

Intuitivt giver det god mening, men bag de "objektivt" sande PISA-undersøgelser ligger der en række problematiske politiske præmisser.

Danske politikere bruger PISA-brillernes snæversyn til at tilrettelægge en folkeskole, der ignorerer den enkelte elevs samlede færdigheder og udelukkende uddanner eleverne til at bestå test.

Anders Dybdal
Uddannelsesleder for tænketanken Cevea

Kun det, der kan tælles, tæller
PISA er kort fortalt en række undersøgelser, der tester, om eleverne kan klare sig i vidensamfundet. Her skal man naturligvis kunne læse og skrive som nogle af de helt centrale færdigheder, men de færreste vil mene, at vi kan nøjes med dette. Danmarks chancer i vidensamfundet er netop evnen til at kunne bruge disse redskaber innovativt og kreativt.

Undervisningen i den danske folkeskole er god, fordi den i flere år har handlet om at styrke elevernes evne til samarbejde, problemformulering, tværfaglighed, selvstændighed etc. Og det tester PISA altså ikke for - og det kan man efter alt at dømme heller ikke. Vi skal ikke blot "lære" eleverne ting, der kan testes og tælles, men vi skal "lære dem at lære", så de kan indgå i en kompleks verden, hvor tilegnelse af ny viden er helt central.

PISA som politisk projekt
Alt for mange politikere glemmer, at PISA er et politisk og ideologisk projekt. PISA udarbejdes af OECD i samarbejde med medlemslandene. OECD kender vi jo især for udviklingen af New Public Management, som siden 1980'erne har rullet ind over de offentlige sektorer i Europa med udliciteringer og lignende. Det er her, at idéen om markedsgørelse af den offentlige sektor stammer fra, og PISA bør også forstås i den optik.

PISA-undersøgelsernes måle-veje logik kan være udmærket til at diagnosticere og identificere symptomer, men den installerer en dybt skadelig markedstænkning overalt i folkeskolen. Alt kan reduceres til en værdi, som vi kan måle op mod en anden værdi, og derudfra kan vi vurdere, om noget er godt eller dårligt. Det har den konsekvens, at markedets logik styrer folkeskolen frem for pædagogikkens og politikkens.

Politikere med PISA-briller
PISA-undersøgelserne dominerer den politiske debat, og det virker som om, at stort set alle danske politikere fra venstre til højre efterhånden ser på folkeskolen igennem PISA-briller. Når man tager disse briller på træder folkeskolen frem på en særlig måde, og det er afgørende for, hvilke spørgsmål man diskuterer og ikke diskuterer.

Ingen politikere diskuterer, hvad det er, vi vil med den danske folkeskole? Hvilke værdier skal præge fremtidens borgere? Hvilken identitet skal vi give fremtidige generationer? I stedet er den politiske debat reduceret til løsninger og problemer blottet for holdninger og værdier.

Danske politikere bruger PISA-brillernes snæversyn til at tilrettelægge en folkeskole, der ignorerer den enkelte elevs samlede færdigheder og udelukkende uddanner eleverne til at bestå test. De markedsgør således folkeskolen og styrer den med elevplaner, nationale test og kvalitetsmål, og det ødelægger den danske folkeskoles største force i vidensamfundet: At uddanne elever, der lærer at lære.

Selvom PISA-undersøgelserne umiddelbart kan synes harmløse, har de store konsekvenser for både den politiske debat og udviklingen af folkeskolen. PISA-projektet er ved at markedsgøre den danske folkeskole, og vi ville som samfund - groft sagt - have bedst af, hvis vi afskaffede PISA-undersøgelserne og det politiske projekt bag.