Debat

Aktører: VEU-systemet bør tilpasses arbejdsmarkedets forandringer

Nye jobtyper- og funktioner skyder op på arbejdsmarkedet, andre forsvinder. Udviklingen kræver en grundlæggende modernisering af efter- og videreuddannelsessystemet, så det i langt højere grad understøtter kompetenceudvikling af hele arbejdsstyrken, skriver seks aktører.

Uddannelsessystemet imødekommer ikke behovet, fordi det politiske fokus på efter- og videreuddannelse (VEU) længe har været underprioriteret, skriver de seks aktører.
Uddannelsessystemet imødekommer ikke behovet, fordi det politiske fokus på efter- og videreuddannelse (VEU) længe har været underprioriteret, skriver de seks aktører.Foto: Pressefoto
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

McKinsey har anslået, at eksisterende teknologier, herunder AI, kan automatisere op mod 60-70 procent af alle arbejdstimer, og at et menneske i gennemsnit vil lave syv til otte livsbaneskift i løbet af sin levealder. Forandringerne accelereres af den grønne omstilling.

Udviklingen nødvendiggør en løbende opdatering af arbejdsstyrkens kompetencer, uanset uddannelsesniveau. Det gælder ikke mindst digitale kompetencer. Men uddannelsessystemet imødekommer ikke behovet, fordi det politiske fokus på efter- og videreuddannelse (VEU) længe har været underprioriteret.

VEU-systemet bør derfor moderniseres. Det er positivt, at regeringen og arbejdsmarkedets parter har indledt forhandlinger om en ny VEU-aftale. Det er en kærkommen lejlighed til at modernisere VEU-systemet, så det kan matche ændringerne i arbejdsmarkedets behov.

Vi mener, at moderniseringen bør hvile på fire centrale elementer.

Ny strategi for livslang læring

Der er behov for en ny national strategi for livslang læring, som sikrer bred politisk opbakning til langsigtede VEU-løsninger, og som favner hele arbejdsstyrken.

Strategien skal skabe grundlag for systematisk at imødekomme arbejdsmarkedets kompetencebehov og sikre det nødvendige udbud af kompetent arbejdskraft på alle niveauer.

Afsendere

Indlægget er skrevet af:

  • Nadeem Farooq, underdirektør, FA
  • Kent Petersen, formand, Finansforbundet
  • Lisbeth Lintz, formand, Akademikerne
  • Lars P. Helvard, næstformand, Forsikringsforbundet
  • Heidi Robdrup, politisk direktør, Lederne
  • Ole Hækkerup, administrerende direktør, Dansk Ejendomsmæglerforening

Strategien bør udvikles i et samarbejde mellem regeringen, arbejdsmarkedets parter og andre interessenter. Strategien skal skabe politisk ejerskab, sikre kontinuitet og samle ansvaret for indsatserne i hele VEU-systemet i én politisk instans.

Det er helt afgørende, at strategien understøttes af et væsentligt løft i de offentlige udgifter til VEU-området.

Det skal være attraktivt

Vi skal gøre det langt mere attraktivt at tage VEU, så deltagelsen øges markant.

Derfor bør deltagerbetalingen på videregående VEU sættes væsentligt ned. Reformkommissionen har anbefalet, at betaling for undervisningen på sigt helt afskaffes.

Vi er enige og foreslår derudover, at skattefradraget for udgifter til VEU udvides, så det kommer hele arbejdsstyrken til gode, også selvstændige, og så der også er fradrag for udgifter til generel kompetenceudvikling. Desuden bør tilskud til VEU fra Omstillingsfonden omfatte alle fra ufaglærte til akademikere.

Samtidig bør målgruppen for Statens Voksenuddannelsesstøtte udvides, så den igen omfatter personer med videregående uddannelser, og SVU-satsen bør hæves til 100 procent af højeste dagpengesats.

Et moderniseret VEU-system er afgørende vigtigt for at imødegå forandringerne på arbejdsmarkedet

Nadeem Farooq, Kent Petersen m.fl.
Se alle afsendere i faktaboksen

Der er også stærkt brug for interaktive hjemmesider, som hjælper uddannelsessøgende med at finde den rette VEU. Reformkommissionen har da også anbefalet et ”digitalt efteruddannelsesoverblik”.

PensionDanmark etablerede allerede i 2019 en sådan model for arbejdstagere og virksomheder inden for deres område.

Den har markant bidraget til at øge deres medlemmers deltagelse i VEU og kan tjene som inspiration.

Den fælles uddannelsesvejledning på tværs af uddannelsesinstitutionerne skal også styrkes, så den enkelte har bedre muligheder for at få tværgående rådgivning om valg af VEU.

Det er samtidig vigtigt at sikre mere fleksible læringsformer, som blended learning, mikrolæring eller online-undervisning, så deltagerne får bedre muligheder for at deltage, uanset hvor de bor, og hvornår de arbejder.

Incitamenter skal styrkes

Det skal også være langt mere attraktivt for uddannelsesinstitutionerne at udbyde efterspørgselsdrevet VEU.

Derfor bør deltidstaxameteret sættes markant op. Reformkommissionen anbefaler således et løft på 150 procent i forhold til taxameteret til heltidsuddannelserne. Løftet bør særligt ske på områder med stor mangel på kompetencer og arbejdskraft.

Læs også

Det vil også skabe grundlag for reduktion af deltagerbetalingen på videregående VEU og sikre, at det bedre kan betale sig for uddannelsesinstitutionerne at oprette mindre hold, for eksempel inden for stærkt specialiserede områder eller uden for de store byer.

Udnyt realkompetencerne

Endelig skal vi blive meget bedre til at udnytte realkompetencer. Det kræver et digitaliseret, ensartet og transparent realkompetencevurderingssystem for alle uddannelsesinstitutioner med større fokus på anerkendelse af kompetencer, som er opnået i arbejdslivet, og stærke incitamenter for udbyderne til afkortning af videreuddannelser.

Det gælder også i forhold til kompetencer opnået gennem private uddannelser. Mange gennemfører efteruddannelse hos private udbydere, som de ikke får merit for, når de søger optagelse på en offentlig videreuddannelse. Det er spild af ressourcer for den enkelte, for virksomhederne og for samfundet.

Et moderniseret VEU-system er afgørende vigtigt for at imødegå forandringerne på arbejdsmarkedet. Lad det være grundstenen i et fremtidssikret arbejdsmarked, der understøtter en omstillingsparat arbejdsstyrke og arbejdsmarkedets behov.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Nadeem Farooq

Underdirektør, Finanssektorens Arbejdsgiverforening
cand.polit. (Københavns Uni. 2009)

Kent Petersen

Formand, Finansforbundet, Næstformand, Velliv Foreningen, bestyrelsesmedlem, Velliv, bestyrelsesformand, VW/Skoda Næstved
bankuddannet (1987)

Lisbeth Lintz Christensen

Formand, Akademikerne
cand.med. (Københavns Uni. 1994), speciallæge i geriatri, speciallæge i intern medicin

0:000:00