Center for Digital Pædagogik: Skærmdebatten skaber skam og uro

At hive skærmene helt ud af skolen vil være at symptombehandle et komplekst problem, som handler om noget meget større, skriver administrerende direktør Anni Marquard.

Hvis skærmene forsvinder fra skolen, lader man det være op til børn, unge og deres forældre selv at blive digitalt dannet, skriver Anni Marquard.Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Anni Marquard

Stifter og adm. direktør, Center for Digital Pædagogik

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I de seneste uger har debatten om skærmes tilstedeværelse i skoleverdenen taget fart. Her agiterer en række debattører for en markant reduktion af skærme. Vinklingen af debatten synes at blive tolket politisk som et enten-eller spørgsmål, og ofte mudres diskussionerne af forskellige fagspecifikke spørgsmål.

Men som blandt andre Stine Liv Johansen har skrevet her i Altinget, så synes debattens vinkel ofte at blive tolket som et enten-eller spørgsmål, og så mudres diskussionerne ofte af forskellige fagspecifikke interesser.

Hos Center for Digital Pædagogik er vi ærgerlige over denne forsimpling og forvirring. Det hindrer kvalificerede samtaler om skærmenes rolle i børnenes hverdag.

I en ellers relevant debat om kvaliteten af it-understøttet undervisning i skolen, ser vi en tendens til, at spørgsmålene om kvaliteten af den it-understøttede undervisning sammenblandes med undervisning i digital dannelse og med teknologiens rolle i forhold til børn og unges generelle trivsel.

Det er store, separate områder – selvfølgelig med overlap – men med forskellige udfordringer, perspektiver, erfaringer og holdninger. Det er derfor enormt problematisk ikke at skelne og nuancere, når vi taler om, hvilke betydninger “skærm” kan have for et givent område. Og mest væsentligt: Det skaber forvirring, skærmskam og uro i et felt, der har behov for det modsatte.

Der er brug for, at skolen er en arena, hvor der arbejdes med digitale teknologier på en måde, hvor der reflekteres over mediernes påvirkning, og hvor der både kan være plads til skærme og fraværet af samme
Anni Marquard
Stifter og adm. direktør, Center for Digital Pædagogik

Selvfølgelig skal vi være kritiske

Når skærme i skolen bliver omtalt som en fundamental årsag til mange forskellige problemer og udfordringer, svarer det til at tale om alle bøger i skolen, uden at forholde sig til indholdet i den enkelte bog.

Konsekvensen er, at alle digitale praksisser bliver reduceret til et spørgsmål om “skærm eller ikke skærm” i stedet for at fokusere på, hvad skærmene bliver brugt til, og hvilke formål de tjener.

I Center for Digital Pædagogik er vi – ligesom mange andre – optaget af de udfordringer, der centrerer sig om anvendelsen af teknologi. Selvfølgelig skal der være rettidig skepsis, og det er kun godt at stille kritiske spørgsmål til anvendelsen og udbredelsen af digitale teknologier i børnenes hverdag.

Center for Digital Pædagogik besøger hvert år mange skoler, fritidsklubber og forældregrupper, der beretter om forskellige udfordringer, som de oplever udspringer af brugen af digitale medier. Blandt andet om mobiler, der forstyrrer i undervisningen, faldende koncentrationsevne blandt eleverne, mindre nærhed og samvær i familierne samt konflikter om skærmtid.

Der er ingen tvivl om, at det er problematisk, når brugen af digitale teknologier opleves som et passivt, ukritisk værktøj i undervisningen. Og de fleste kan nok blive enige om, at børn og unge skal have en varieret hverdag, som indebærer andet end at sidde foran en skærm.

Skolen har en opgave

Løsningerne på de komplekse udfordringer er dog ikke et spørgsmål om enten/eller. Digitale teknologier og skærme skal bruges, når det giver mening. Det samme med brugen af blyant og papir. Fokus må og skal være på børn og unges læring og udbytte.

Med en stærk reduktion af skærme og dermed brugen af digitale teknologier i skolen, er vi, i Center for Digital Pædagogik, særligt bekymrede for, hvilke konsekvenser det kan få for elevernes digitale dannelse. Fjernes skærme fra skolen, mistes muligheden for at skabe vigtige indsigter og dannelse i det digitale.

Læs også

Du skylder vores børn en mere nuanceret debat om skærme, Tesfaye

Kommentar

Vi mener, at der er brug for, at skolen er en arena, hvor der arbejdes med digitale teknologier på en måde, hvor der reflekteres over mediernes påvirkning, og hvor der både kan være plads til skærme og fraværet af samme, når det giver mening.

Børn og unges digitale aktiviteter og deltagelse sker i forlængelse af deres fysiske liv. Når vi voksne ser elever sidde med hovedet helt nede i skærmene, laver mange den fejlkobling at se dem som værende passive, konsumerende og ikke deltagende i verden omkring dem. Men det kan netop være dét, de gør.

De kan være midt i en samtale med vennerne på Snapchat eller i gang med at finde en opskrift til den kage, de skal bage senere. Måske scroller de videoer om deres interesser på TikTok. Det kan også være, at de ser indhold, som er grænseoverskridende, eller kigger med i en Messenger-tråd, hvor en kammerat bliver hængt ud.

Med folkeskolens formålsparagraf for øje, som blandt andet siger, at skolens opgave er at sikre rammer for læring om demokrati og deltagelse, hvilket giver eleverne egenskaber til at tage del i samfundet, spiller skolen en central rolle i forhold til at gribe de oplevelser, eleverne møder digitalt.

Det er vigtigt, at børn og unge indgår i læringsmiljøer, hvor de understøttes i at reflektere over oplevelserne og skabe forståelse for eksempelvis algoritmer, hensigtsmæssig opførsel digitalt og deling af data.

At hive skærmene helt ud af skolen vil være at symptombehandle et komplekst problem, som har sin oprindelse i noget meget større
Anni Marquard
Stifter og adm. direktør, Center for Digital Pædagogik

Det skaber ulighed, hvis skærmene fjernes

Ingen mener, at elever skal sidde formålsløst på TikTok i en dansktime eller bruge al deres fritid i skolen på mobilen, men det er helt afgørende, at skolen finder en balance, hvor elevernes digitale kultur kan indgå i klasserummet på lige fod med andre temaer.

Det er ikke en nem opgave, men det er afgørende, at børn og unge får nødvendig vejledning, viden og hjælp til at kunne navigere hensigtsmæssigt i det digitale.

Den store opgave kan og må ikke kun hvile på forældres skuldre. Hvis skærmene forsvinder fra skolen, lader man det være op til børn, unge og deres forældre selv at blive digitalt dannet. Det vil skabe en enorm ulighed i børn og unges forudsætninger for at begå sig ansvarligt, sikkert og respektfuldt digitalt.

Skal udfordringerne med digitale teknologier i skolen håndteres, er der flere områder der bør kigges på. Eksempelvis efteruddannelse af fagpersonale i skolen, flere ressourcer til at understøtte lærernes undervisning i emnet, implementering af teknologiforståelse som fag, digitale strategier og regulering af platformene.

At hive skærmene helt ud af skolen vil være at symptombehandle et komplekst problem, som har sin oprindelse i noget meget større. Spørgsmålet er ikke, om der enten skal være et skarpere fokus på digital dannelse, eller om det skal være regulering og forbud, men nærmere hvordan vi kan komme hen til en meningsfuld kombination af tiltag.

Diskuterer man skærmenes rolle og tilstedeværelse ud fra et enten/eller perspektiv, hindrer det kvalificerede samtaler og tiltag til digitale teknologiers rolle i børn og unges liv.

Politik har aldrig været vigtigere