Det er dybt problematisk, at flere og flere børn ekskluderes og sendes i specialtilbud

Lige nu er vi vidne til en yderst negativ spiral, hvor udgifterne til det specialiserede børneområde stiger og mange kommuner finder finansieringen ved at udhule almenområdet. I stedet burde man flytte offentlige midler fra privat- og friskolerne over i folkeskolen, skriver Marco Damgaard.

Hvilken kommunalpolitiker eller folketingspolitiker er klar til at tage penge fra specialområdet og rykke dem tilbage i almenområdet, spørger skoleleder Marco Damgaard.Foto: Rune Øe/Ritzau Scanpix

Marco Damgaard

Skoleleder, Tingbjerg Skole og Fritid

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Flere og flere børn bliver ekskluderet fra de “almene” børnefællesskaber, som vi tilbyder i vores velfærdssamfund. I alle 98 kommuner er der et stigende pres på det specialiserede børneområde, og det er i mine øjne et meget alvorligt problem.

Det er det først og fremmest, fordi sammenhængskraften, trivslen og fællesskabet er truet. Alle børn vil gerne være en del af fællesskabet, men vi formår ikke at lave inkluderende læringsmiljøer, som giver reelle deltagelsesmuligheder for alle.

Inklusion handler ikke om, hvilke børn der skal være i klassen. Inklusion handler om hvilket læringsmiljø, vi vil skabe i klassen. Et kvalificeret og inkluderende læringsmiljø fremmer demokratisk dannelse, sociale kompetencer og faglig udvikling hos alle børn.

Derfor er det vigtigt, at vi altid drøfter “godt læringsmiljø” for alle børn, når vi drøfter “god undervisning” for alle børn. For vi ved, at børn, som bliver sendt i dagbehandling eller på specialskole, har markant mindre chance for at gennemføre 9. klassernes afgangsprøver og en ungdomsuddannelse.

Det kræver modige politikere, som er klar til at flytte midler fra det specialiserede børneområde tilbage til almenområdet
Marco Damgaard
Skoleleder, Tingbjerg Skole

Vi ved også, at det at blive ekskluderet fra det almene fællesskab er forbundet med en stor grad af social stigma på både børne- og voksenniveau. Den stigende eksklusion er altså først og fremmest et alvorligt problem for børnenes trivsel og livsmuligheder.

Den er også en alvorlig trussel mod sammenhængskraften i vores samfund og sidst, men ikke mindst, er det en stor økonomisk udfordring for kommunerne. Lige nu er vi vidne til en yderst negativ spiral, hvor udgifterne til det specialiserede børneområde stiger og mange kommuner finder finansiering til de stigende udgifter ved at udhule almenområdet i dagtilbud og skole.

Dette er forståeligt og dybt problematisk på en og samme tid, for vi har nogle alvorlige finansieringsudfordringer i det kommunale velfærdsdanmark, men vi kan her risikere at ødelægge den almene trivsel og forebyggelse.

På den måde kan den nuværende model i sidste ende føre til, at flere børn har brug for specialiserede tilbud, simpelthen fordi det almene område bliver for snævert. Samtidig ser vi også en stigning af ressourcestærke elever som flytter over i privatskoler. Dette er også en skadelig udvikling for sammenhængskraften i vores samfund.

Læs også

Vive: Flere og flere forældre vender folkeskolen ryggen. Og nej, det er ikke kun de rige

Debat

Vi ved, at dagtilbud, skoler og fritidstilbud med høj pædagogisk og didaktisk kvalitet kan forebygge mistrivsel og negativ social arv. Derfor er det jo også paradoksalt, at vi bliver ved med at finansiere specialområdet med midler fra vores grundlæggende velfærdsinstitutioner.

Men hvilken kommunalpolitiker eller folketingspolitiker er klar til at tage penge fra specialområdet og rykke dem tilbage i almenområdet? Vi risikerer jo, at børn som mistrives, og som er visiteret til et specialtilbud, ikke får det tilbud, de har brug for. Men på den anden side er vi vidne til at færre og færre børn kan inkluderes i de “almene” børnefællesskaber.

De politiske dilemmaer i denne samfundskritiske situation er altså tydelige. Personligt tror jeg på, at vi skal satse mere på forebyggelse og tidlig indsats i vores almene daginstitutioner og skoler. Vi skal have rykket fokus og midler tilbage til, hvordan vi skaber de bedste og mest inkluderende læringsfælleskaber for alle børn.

Det kræver modige politikere, som er klar til at flytte midler fra det specialiserede børneområde tilbage til almenområdet. Disse midler kan blandt andet bruges på bedre normeringer samt øget fokus og tid til pædagogisk refleksion, sparring, supervision og udvikling.

Det er langt fra alle privatskoler, som løfter et tilstrækkeligt socialt ansvar i vores samfund. Vi skal have modet og viljen til at opprioritere folkeskolen – også på bekostning af privat- og friskolerne
Marco Damgaard
Skoleleder, Tingbjerg Skole

Samtidig skal vi have talt pædagogerne og lærerne op. De er intet mindre end guld værd i et sammenhængende velfærdssamfund. Vi skal turde at være ambitiøse og højne fagligheden. Og så skal vi samarbejde langt bedre på tværs af professioner.

En af hovednøglerne til inkluderende læringsmiljøer er det tværprofessionelle samarbejde mellem lærere og pædagoger med fokus på “det hele barn” – barnets sociale, sproglige, faglige samt personlige trivsel og læring.

Dette kræver, at fagforeninger som DLF, BUPL og LFS begraver deres stridsøkser og anerkender, at den gammeldags og rigide opdeling mellem fagprofessionerne er en opretholdende faktor for øget eksklusion.

Derudover skal den tværprofessionelle support, så som skolepsykologer, skolesocialrådgivere, sundhedsplejersker, logopæd’er med flere, meget tættere på kerneopgaven. I mine øjne skal de ud og arbejde ude på skolerne og institutionerne.

Og det er ikke det eneste. Vi skal også bruge kompetencer og værktøjer fra specialpædagogikken i dagtilbuds- og skoleområdet, for ofte er special-pædagogik og -didaktik godt for alle børn og unge. Her har vi brug for et nationalt fokus på kompetenceudvikling, så vi er bedre rustet til de komplekse opgaver, vi skal løse sammen.

Læs også

Lærer: Vi har selv smadret inklusionen i folkeskolen

Vi skal samtidig have tydelig og modig ledelse, som på en autentisk og anerkendende måde kan skabe følgeskab i forhold til den vigtige og rigtige inklusionsopgave, vi står overfor. Og så skal vi have flyttet offentlige midler fra privat- og friskolerne over i folkeskolen.

Det er langt fra alle privatskoler, som løfter et tilstrækkeligt socialt ansvar i vores samfund. Vi skal have modet og viljen til at opprioritere folkeskolen – også på bekostning af privat- og friskolerne.

Dette er blot nogle enkelte bud på, hvad det vil kræve, samt hvordan vi kan skabe kvalificerede og inkluderende læringsmiljøer for alle børn og unge i fremtiden.

Der er ingen nemme løsninger, og det vil skabe en masse debat, diskussion og frustration, uanset hvad vi gør. En ting er dog helt sikkert. Vi kan ikke bare fortsætte som nu!

Politik har aldrig været vigtigere