Stigende læringspres truer nye elevers skoleglæde

Selvfølgelig findes der skoler og kompetente voksne, der formår at gribe elevernes læringslyst, motivere dem og skabe trygge rum, men der findes altså også tilfælde af det modsatte.

Konsekvensen ved det massive læringspres, de her eksempler demonstrerer, er, at børn mister lysten til at gå i skole, før de overhovedet er kommet i gang.

Kravene til, hvad børn skal lære i 0. klasse, svarer i dag til det, man førhen skulle lære i 1. klasse. Det betyder, at børn skal løbe stærkere for at kunne følge med både socialt og fagligt. Det betyder også, at de skal gøre det tidligere og tidligere. Nogle børn er bare fire år gamle, når de første gang deltager i skoleforberedende aktiviteter i børnehaven.

Konsekvensen ved det massive læringspres er, at børn mister lysten til at gå i skole, før de overhovedet er kommet i gang

Malene Angelo

Det er ikke et problem, at vi stiller krav til vores børn – også faglige. Krav er nødvendige for en sund og god udvikling. Men det er et problem, hvis vi stiller krav, børnene ikke kan honorere, og hvis det sker på bekostning af alt det, der i øvrigt gør det meningsfuldt og sjovt for børn at gå i skole.

For børn er det afgørende at være en del af klassefællesskabet. De har brug for tid og støtte til at udvikle venskaber og blive gode klassekammerater, der kan lytte til hinanden, vise hensyn, hjælpe sidekammeraten, invitere til leg i frikvarteret, hente hjælp og løse konflikter.

Hvis vi bliver ved med at sætte tempoet op og følge med strømmen mod optimering, effektivitet og målstyring og i farten glemmer at tage udgangspunkt i børnenes individuelle interesser og behov, vil flere børn mistrives med skolevægring og indlæringsvanskeligheder til følge.

Vi vil også se flere forældre, der sygemelder sig eller tager orlov for at passe deres børn, indtil kommunen finder et skoletilbud, som gør det muligt for deres barn at trives, udvikle sig og lære. Det kan koste samfundet mange penge, som sandsynligvis kan spares, hvis vi prioriterer børns trivsel og trygge skolestart højere.

Hvor kom den forestilling fra, at børn skal være på forkant for at klare kommende krav? At de er bagud, hvis de ikke kan deres ABC som femårige?

Er det skolen, der kommer til at lægge et uhensigtsmæssigt pres på eleverne, fordi de gerne vil ruste dem til de næste krav, der venter? Er det forældrene selv, der ønsker deres børn skal præstere på alle parametre? Eller er det skiftende regeringer, der har formuleret uhørt høje læringsmål for 0. klasse som et resultat af pisaundersøgelser og global konkurrence?

Jeg tror, at svaret er en kombination af os alle. Både forældre, skoler og politikere navigerer indenfor rammerne af accelerationssamfundet. Konsekvenserne heraf er mange – voksne går ned med stress på stribe, og unge mistrives i en hidtil uhørt grad. Mit budskab er, at vi ikke også må lade det gå ud over børnene.

Det er et problem, hvis vi stiller krav, børnene ikke kan honorere, og hvis det sker på bekostning af alt det, der i øvrigt gør det meningsfuldt og sjovt for børn at gå i skole

Malene Angelo

Der er brug for, at vi i højere grad fokuserer på at give alle børn oplevelsen af at slå til. Det modvirker mistrivsel og det pres, de kan opleve at være udsat for.

For mig at se skal opgøret med præstationsræset drives fra toppen. Og hvor forældre og lærere – og børnene selv især – kan stå magtesløse overfor det moderne samfunds dynamikker, har den siddende minister både mandat og pligt til at bremse accelerationen og få indrettet skolen som et sted, der prioriterer børns trivsel højere.

Umiddelbart inden sommerferien sendte børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) et hyrdebrev til alle landets skoler, hvori han opfordrede dem til at forholde sig til brugen af skærme i undervisningen. Han sendte med brevet et tydeligt signal om, hvilken position regeringen har i spørgsmålet om skærmbrug i folkeskolen.

På samme måde burde Tesfaye sende et signal til skolerne, der giver dem grønt lys til at fortolke de Fælles Mål på en facon, hvor undervisningen fremmer læringslyst, fremfor at målene bliver afsæt for en undervisningspraksis, der presser eleverne.

Der findes hamrende dygtige børnehaveklasseledere, der formår at gøre overgangen fra børnehave til skole til den trygge og spændende rejse, den skal være. Men jeg er bange for, at det pædagogiske arbejde ikke bliver vægtet lige så højt som det faglige.

Derfor er der brug for et signal fra ministeren, som kan være med til at legitimere, at børnehaveklasselederne prioriterer relationer, leg og fællesskaber over præstation og læringsmål. Det vil give gladere børn med større mod på alt det, der venter af spændende oplevelser og udfordringer i skolen.