Forsker: Nye lærer- og pædagoguddannelser skal ikke være velfærdsuddannelser

Både lærer- og pædagoguddannelsen er nu evalueret og vi er tæt på at der bliver indgået nye politiske aftaler om disse uddannelser.

De er de seneste år blevet markedsført som velfærdsuddannelser. Det lyder måske ganske tilforladeligt, men er det ikke.

Velfærdsuddannelser er uddannelser, som skal uddanne velfærdsprofessionelle, der producerer, distribuerer og leverer velfærdfsydelser. Velfærdsydelser skal der til, for at velfærdsstaten kan køre videre. Velfærdsydelser koster, og derfor skal de produceres og distribueres effektivt. Uddannelserne tilrettelægges følgelig med henblik på at de studerende kan producere disse ydelser. Det gør man ved at opstiller en lang række mål.

Hvor det at være lærer eller pædagog før i tiden var en gerning, er det nu en simpel funktion som leverandør af ydelser. Det gælder også andre faggrupper, eksempelvis sygeplejersker, der nu i stor stil flygter fra faget. I gerningen var der indbygget et samfundssind og en opgave, der indebar at tage vare på samfundets sammenhængskraft. Nu skal der blot leves op til minimumsstandarder.

For snart længe siden beskrev Karl Marx, hvordan varegørelse førte til fremmedgørelse, og Max Weber beskrev, hvordan værdiorienteringer erstattes af målrationel handlen, med som resultat "fagmennesker uden ånd, nydelsesmennesker uden hjerte". Velfærdsydelser er målrationelt producerede varer.

Autoritære regimer vinder i styrke og vi må værne om vestens værdier, forestillingen om frie mennesker i et frit samfund. Her slår velfærdsydelser ikke til.

Ubehaget ved ydelsestænkningen og -praksis er til at tage og føle på. Læringsmålsstyring i folkeskolen blev svækket igen. Forældre kræver minimumsnormeringer i daginstitutioner. Regeringen taler om, at den vil sætte os fri, så velfærdsarbejdet kan afmekaniseres, og de varme hænder kan tage fat.

Merudgiften er alle pengene værd

I Folketingets uddannelsesudvalg har man for nylig diskuteret dannelse i læreruddannelsen, og når alt kom til alt kom diskussionen til at handle om, om denne dannelse nu skulle lige i det ene fag eller det andet. Det er altid taknemmeligt at diskutere dannelse – men gør man noget ved det?

Dannelse behandles ikke som andet end pynt på kagen, hvor man så diskuterer, om det skal have den ene eller den anden farve.

Autoritære regimer vinder i styrke og vi må værne om vestens værdier, forestillingen om frie mennesker i et frit samfund. Her slår velfærdsydelser ikke til. 

Jan Jaap Rothuizen
Docent, VIA

De lærerstuderendes forperson, Caroline Holdflod Nørgaard, var den der på uddannelsesudvalgets møde, sagde hvilken dagsorden man snarere skulle have.

Hun pegede på, at lærere skal forholde sig til situationer der er svære at forudse: ytringsfrihed, coronavaccinationer, klimakrisen, inklusion, og at de dér ikke bare skal makke ret, men må bidrage til at eleverne kan tumle disse ting. De skal kunne begå sig i spændingsfelter mellem individ og fællesskab.

Lærere og pædagoger har hjerte for sammenhængskraft og for at videreføre væsentlige værdier, så unge mennesker opbygger identitet, solidaritet og en sans for, hvad der giver mening. Caroline sagde, at det krævede mod og myndighed. Det handler ikke bare om tekniske løsninger, effektivitet og ydelser.

Skal det tilgodeses – og det bør det vel – skal man tage fat i uddannelsernes formål, dér skal man være skarp. Man skal også gøre sig tanker om, hvordan man kan arbejde med sigte på dem. Det er ikke bare et spørgsmål om fag, men om hele tilrettelæggelsen af uddannelserne.

Det gælder her lige så vel som i forhold til det arbejde, der uddannes til: vælger vi fortsat mere målrationel tænkning, fagmennesker uden ånd og nydelsesmennesker uden hjerte, eller vil vi satse på de fortryllende værdier, som kan give os identitet, solidaritet og mening? Hvis vi vælger de sidste, så er merudgiften alle pengene værd.