Forskere: Akademias interne magtinteresser spænder ben for vigtig viden om dagtilbud
DEBAT: Børnene bliver taberne, når forskere strides om retten til at definere kvalitet i forskningen. Clearinghouse frasorterer en stor del af forskningen i dagtilbud på baggrund af uigennemsigtige vurderinger, skriver en række nordiske forskere i dagtilbud.
Signe Løntoft
RedaktørAf Annegrethe Ahrenkiel, Peter Østergaard Andersen, Dil Bach, Stig Broström m.fl. (se boks)
Forskere inden for dagtilbudsforskning
Danmark har noget nær uofficiel verdensrekord i udbredelsen af offentlige pasningstilbud til 0-6 årige børn. Alene af den årsag er det uhyre vigtigt, at der findes dygtige og dedikerede forskere, som følger og gransker området tæt. Der er meget på spil, når barndommen institutionaliseres, ikke kun for kommunerne og familierne men i allerhøjeste grad også for de tusindvis af børn, som hver dag tilbringer store dele af deres vågne tid i dagtilbud. Da både politikere, forvaltninger og praktikere heldigvis lytter til forskningen, er det relevant løbende at diskutere, hvad der karakteriserer god forskning også på dagtilbudsområdet. Denne diskussion har foregået lige så længe, som der har været dagtilbud i Danmark, bl.a. fordi dagtilbudsområdet også er en kampplads, hvor ideologi er i spil.
At det imidlertid ikke kun er politikere og praktikere, der kæmper om definitionsretten på dagtilbudsområdet, vidner den seneste rapport fra Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning om. I ti år har Clearinghouse udvalgt og vurderet nordisk dagtilbudsforskning.
I den sidste rapport, som blev lanceret under overskriften ”Dansk dagtilbudsforskning sakker bagud i forhold til Norge og Sverige”, stod ikke kun omfanget, men også det, der blev defineret som kvaliteten af dagtilbudsforskningen, for skud. Både i rapporten og den medfølgende pressemeddelelse peges der på, at Clearinghouse fravælger stadig flere forskningspublikationer, fordi de ikke stemmer overens med de vurderingskriterier, som Clearinghouse arbejder ud fra.
Lektor Annegrethe Ahrenkiel, RUC, Lektor Peter Østergaard Andersen, KU, Lektor Dil Bach, DPU/AU, Professor emeritus Stig Broström, DPU/AU, Lektor Thorleif Frøkjær, Københavns Professionshøjskole, Lektor Thomas Gitz-Johansen, RUC, Professor Anne Greve, Oslo Metropolitan University, Lektor Eva Gulløv, DPU/AU, Lektor Ole Henrik Hansen, DPU/AU, Lektor Lars Holm, DPU/AU, Lektor Pernille Hviid, KU, Lektor Niels Rosendal Jensen, DPU/AU, Lektor Anders Skriver Jensen, Københavns Professionshøjskole, Lektor Pernille Juhl, RUC, Professor Jan Kampmann, RUC, Lektor Bjørg Kjær, DPU/AU, Docent Anette Boye Koch, VIA UC, Professor mso John Benedicto Krejsler, DPU/AU, Førsteamanuensis Mari Pettersvold, Universitetet i Sørøst-Norge, Lektor Kim Rasmussen, RUC, Lektor Charlotte Ringsmose, Lektor Jan Jaap Rothuizen, VIA UC, Lektor Maja Røn-Larsen, RUC, DPU/AU, Professor Dion Sommer, AU, Lektor Anja Hvidtfeldt Stanek, SDU, Lektor Lone Svinth, DPU/AU, Førsteamanuensis Hanne Værum Sørensen, Lektor Line Togsverd, VIA UC, Høgskolen på Vestlandet, Lektor Ditte Winther-Lindqvist, DPU/AU, Professor Solveig Østrem, Universitetet i Sørøst-Norge.
Over halvdelen af forskningen frasorteres
I 2006 blev 12 procent af forskningspublikationerne afvist. Dette tal er i den aktuelle rapport, der vedrører forskning fra 2016, vokset til 56 procent. Mere end halvdelen af forskningspublikationerne bliver med andre ord frasorteret, til trods for at hovedparten af dem i forvejen er peer reviewede eller på anden måde kvalitetsvurderet og trykt i anerkendte danske eller internationale publikationer. I den medfølgende pressemeddelelse udtaler Lars Qvortrup, som ansvarlig for Clearinghouse, at: ”Forskerne har i gennemgangen af publikationerne vurderet, at der i en betragtelig del af studierne ikke er gjort tilstrækkelige forsøg på at etablere gentagelighed, reliabilitet, validitet og troværdighed af dataindsamlingsmetoder eller af selve dataanalysen.” Videre i pressemeddelelsen konkluderes det, at: ”Selvfølgelig kan kriterierne for kvalitet diskuteres, men alligevel bør resultatet mane til overvejelse af, om der kan sikres bedre kvalitet i dagtilbudsforskningen.”
Nu kunne man selvfølgelig glæde sig over, at Clearinghouse og i dette tilfælde Lars Qvortrup gør sig til samfundets vagthunde over dagtilbudsforskning, for det giver jo ingen mening at spilde ressourcer på forskning af lav kvalitet. Der er dog flere grunde til, at konklusionen snarere bør vække skepsis og bekymring, for kan det virkelig være rigtigt, at det står så skidt til med dagtilbudsforskningen?
Nu kunne man selvfølgelig glæde sig over, at Clearinghouse og i dette tilfælde Lars Qvortrup gør sig til samfundets vagthunde over dagtilbudsforskning, for det giver jo ingen mening at spilde ressourcer på forskning af lav kvalitet. Der er dog flere grunde til, at konklusionen snarere bør vække skepsis og bekymring.
Når 56 procent af studierne i årets rapport kritiseres for ikke at ”følge almenvidenskabelige kriterier for forskningskvalitet” (side 50), bør det vække til eftertanke. Hvad er det, der er sket? Vi ved det ikke, for Clearinghouse vil ikke give os adgang til deres vurderinger eller de forskningspublikationer, som har fået vurderingen lav. Vi har derfor ikke mulighed for at se Clearinghouse over skulderen.
Ideologiske kriterier
Selv hvis man tog Clearinghouses begrundelse for frasortering af 56 procent af forskningen i 2016 for pålydende, forekommer det dog useriøst på baggrund af vurderingen af 144 studier fra de tre skandinaviske lande at konkludere, at der generelt er et kvalitetsproblem i dagtilbudsforskningen. Dertil er grundlaget alt for spinkelt. Vores primære pointe er dog, at hverken Clearinghouses sortering eller pressemeddelelsens konklusion uden videre kan tages for pålydende.
Når forskningspublikationerne bliver kritiseret for ikke at gøre tilstrækkelige forsøg på at etablere gentagelighed, reliabilitet, validitet og troværdighed af dataindsamlingsmetoder, er det nemlig ikke en neutral og alment accepteret udlægning af, hvad der karakteriserer god forskning, men snarere et ideologisk og normativt standpunkt. Den anvendte terminologi favoriserer en særlig form for forskning, også selv om Clearinghouses forskningsnotat fra 2012, som ligger til grund for rapporterne, forsøger at signalere ligeværdighed mellem forskellige forskningsparadigmer.
Til trods for at 72 procent af studierne i årets rapport er kvalitative, så har kvalitative studier alt andet lige vanskeligere ved at komme gennem det nåleøje, som Clearingshouse vurderingskriterier udgør. Ikke fordi denne forskning er af lavere kvalitet, men fordi der inden for den kvalitative forskningstradition benyttes andre kvalitetskriterier og en anden terminologi end den, Clearinghouse opererer med.
For eksempel kan det være decideret meningsløst inden for store dele af den kvalitative forskning at skulle forholde sig til et studies gentagelighed. Kvantitativ forskning dømmes jo heller ikke ude som følge af eksempelvis manglende præcisering af og begrundelse for teoretisk forankring, eller på grund af for svag udsigelseskraft i forhold til det særlige i den enkelte kontekst.
Kvalitativ forskning risikerer at blive screenet bort
Iveren efter at fastlægge entydige kriterier for god forskning, sådan som Clearinghouse forsøger at gøre det, har sine rødder i naturvidenskaben, hvor Randomiserede Kontrollerede Forsøg (RCT) og kvantitative forskningstilgange længe har ligget øverst i det såkaldte evidenshierarki. Den favorisering af kvantitativ forskning som her tales frem, er imidlertid problematisk.
For det første kan denne type forskning ikke dække hele vidensbehovet på dagtilbudsområdet. For det andet er dagtilbudsforskningen i høj grad kendetegnet ved og anerkendt for anvendelsen af kvalitative og praksisrettede forskningstilgange. Forskningstilgange, som vel at mærke benytter sig af andre kvalitetskriterier end gentagelighed, reliabilitet, validitet og troværdighed af dataindsamlingsmetoder.
Mens den kvantitative og ligeså den positivistisk inspirerede forskningstilgangs force uden tvivl er generaliserbarheden og overblikket over velafgrænsede tematikker og fænomener, ser man desværre også ofte her en tendens til forsimplede korrelationer samt overfladiske og dekontekstualiserede kategoriseringer. Den kontekstsensitivitet, som kvalitative, etnografiske og praksisrettede forskningstilgange gør mulig, er nødvendig for at forstå, hvordan betingelser og relationelle processer er med til at forme børns hverdagsliv, læring og udvikling.
Vil man forstå kompleksiteten i pædagogisk praksis og kontekstens betydning, slipper man ikke uden om den kvalitative forskning eller det humanistiske og samfundsvidenskabelige område, som meget dagtilbudsforskning hører under. Denne type forskning, som har stor relevans og gennemslagskraft for praksisfeltet og professionsuddannelserne, risikerer at blive screenet bort, når Clearinghouses filter lægges ned over studierne.
Vi foreslår, at striden om metodiske hierarkiseringer afløses af dynamiske koblinger og overskridelser af kvantitative og kvalitative metoder. Lad kort sagt den konkrete forskningsambition, i forhold til hvad man gerne vil blive klogere på, afgøre, hvilken metode der skal anvendes. Og lad os droppe frugtesløse kampe om, hvilken metode der er bedst. Sidstnævnte har som bekendt tendensen til at gøre middel til mål, hvorved forskningens interne skænderier og magtkampe kommer til at overskygge det udadvendte fokus på børnene og daginstitutionerne med mere.
Clearinghouse har indflydelse på nordisk database
Der bør ikke herske tvivl om, at samfundet har en legitim interesse i, at forskningen bedømmes og vurderes så kvalificeret som muligt, men dette kan kun ske, når disse vurderinger tager behørigt hensyn til blandt andet forskningens formål, fremgangsmåde og genstandsfelt. Når 56 procent af studierne frasorteres, siger det måske mere om Clearinghouses kriterier og fortolkningen heraf, end om den forskning, der screenes? Er det ikke på tide at gentænke disse kriterier og tolkninger? Det foreslår vi.
Clearinghouse præciserer i øvrigt selv i sit notat om forskningskvalitet fra 2012, at frasorteret forskning ikke er ensbetydende med, at forskningen er dårlig, men snarere at forskningen falder uden for de kriterier, der lægges ned over den. I det lys fremstår pressemeddelelsens konklusion ikke kun fejlagtig og unuanceret, den bliver også et brud med den forståelse, som hele vurderingsarbejdet i Clearinghouse bygger på. Vi skal på ingen måde afvise, at der kan opnås højere kvalitet i forskningen på dagtilbudsområdet. Vi tager gerne diskussionen, men lad det ske på et kvalificeret grundlag.
Også i Danmark er det gængs praksis, at ny forskning granskes nøje af kompetente forskerkolleger inden udgivelsen. Når forskere laver litteraturstudier og forskningsoversigter om et givent emne, baserer de sig oftest på sådanne peer reviewede forskningspublikationer udgivet i anerkendte tidsskrifter. Det er også derfor, at Uddannelses- og Forskningsministeriet opererer med en liste over anerkendte tidsskrifter, som danske universiteter økonomisk belønnes for at udgive i.
I stedet for at anerkende dette system benytter Clearinghouse sig imidlertid af sin egen spørgeramme/sorteringsfilter, der i år har medført, at 56 procent af forskningspublikationerne fra 2016 frasorteres. Den sortering, som Clearinghouse laver, får i øvrigt ikke kun betydning for den årlige rapport, men også for indholdet i den nordiske database for dagtilbudsforskning (www.NB-ECEC.org). I praksis er det Clearinghouse, der afgør, hvilke studier der medtages i databasen, og i realiteten indeholder databasen derfor kun et fragment af den danske dagtilbudsforskning.
Magtdemonstration
Afslutningsvis kan det præciseres, at det aldrig vil blive muligt for forskersamfundet – på tværs af paradigmer og forskningstraditioner – at definere én endegyldig og velafgrænset liste over kriterier for, hvad der kendetegner god forskning. Grunden er den enkle, at der findes mange gode og nødvendige måder at producere viden på. De bidrager hver på deres måde til kundskab om et meget komplekst felt.
Problemet opstår, når snævre hensyn og særlige interesser får lov til at tilsidesætte denne grundlæggende præmis og tillader et meget snævert sæt paradigmer at få definitionsmagten. Når Clearinghouse skærer mere end halvdelen af forskningspublikationerne væk, med den begrundelse at kvaliteten er for lav, mens det i virkeligheden drejer sig om, at publikationerne ikke lever op til Clearingshouses vurderingskriterier, må man spørge sig selv, om ikke dette er et skoleeksempel på de negative konsekvenser, som kampen om definitionsmagten har?
Lad dog bare forskerne slås, vil nogle måske tænke. Men i dette tilfælde går det ikke. For hvad er konsekvenserne af denne magtdemonstration? Højere kvalitet i forskningen? Nej tværtimod. Denne voldsomme reduktion af forskningskundskab, som Clearinghouse forårsager, sænker og forringer kvaliteten af den samfundsmæssige viden om små børns liv, behov, relationer og udvikling.
Med Clearinghouses praksis kommer akademias interne magtinteresser til at virke destruktivt ind på ambitionen om at udvikle kundskab til et samfund og et praksisfelt med stærke behov for netop denne viden. Vi vil til hver en tid fastholde, at de 0-6-årige børns velvære og trivsel vejer tungere end denne form for paradigmekamp.