Gymnasieelever til Konservativ Ungdom: Elevfordeling går på tværs af politiske fløje

I Altinget d. 9 marts skriver Magnus Von Dreiager, landsformand for Konservativ Ungdom, at venstrefløjen brister de unges uddannelsesdrømme, når de vil lave elevfordeling på landets gymnasier.

Men i det indlæg begår Dreiager en lang række fejl, og han lader til ikke at have fulgt ordentligt med i den debat, der efterhånden har kørt i mange år.  

Der har aldrig været et frit valg
For det første er elevfordeling absolut ikke et venstrefløjsprojekt. Når både Enhedslisten og Dansk Folkeparti kan blive enige, og når Venstre er lige så ivrige efter at lande en aftale som Socialdemokratiet, viser det med al tydelighed, at et balanceret uddannelsesudbud er en ambition, der på tværs af fløjene samler de danske partier. 

Hvis ikke man pålægger nogle skoler kapacitetslofter eller laver en langsigtet elevfordelingsmodel, bliver det ikke bærdygtigt for gymnasierne i landdistrikterne at opretholde de lokale uddannelsestilbud, fordi mange elever søger mod byen. 

Ingrid Kjærgaard
Formand, Danske Gymnasieelevers Sammenslutning

Der er ikke nogle politikere, som ikke anerkender, at den polarisering, vi i løbet af de seneste år har set på gymnasierne, er et problem, og langt de fleste mener, at en stærkere fordeling af elever er løsningen. 

For det andet skriver Dreiager, at det frie valg har sejret. Det lyder meget mærkeligt, for det virker naturstridigt, at noget, som aldrig har eksisteret, kan sejre. Der har nemlig aldrig været et frit valg af gymnasium.

Ja, det står den enkelte elev frit for at vælge, hvorvidt det eksempelvis skal være hhx, stx eller eud, og så har man også krav om at blive optaget på den pågældende uddannelsestype. Men elever har aldrig kunne mere end at ønske bestemte institutioner.

Heldigvis er institutionen underordnet, for når man har valgt stx, får man efter tre år en hue på hovedet, uanset om man er student fra Københavns Åbne Gymnasium eller Gefion. 

Uddannelseskvalitet har meget lidt betydning for unges ønsker
I den forbindelse mener Dreiager, at gymnasierne med faldende ansøgertal blot skulle rette øjnene mod de populære gymnasier for at få inspiration til, hvordan de kan hæve uddannelseskvaliteten og tiltrække elever.

Desværre ved vi bare, at uddannelseskvalitet har meget lidt betydning, når de unge ønsker institution. Ellers må vi antage, at alle overansøgte bygymnasier har en langt højere uddannelseskvalitet end gymnasierne i forstæderne og på landet.

Men det kan ikke passe, når eksempelvis Dronninglund Gymnasium med blot 100 årlige ansøgere klarer sig godt på både trivsel og faglighed. Det handler altså ikke kun om uddannelseskvalitet - det er i den grad også faktorer som fed beliggenhed i de store byer, som gør nogle gymnasier mere attraktive end andre. 

Der kommer til at opstå uddannelseshuller
Det altoverskyggende problem er, at antallet af unge generelt er faldende. Hvis ikke man pålægger nogle skoler kapacitetslofter eller laver en langsigtet elevfordelingsmodel, bliver det ikke bærdygtigt for gymnasierne i landdistrikterne at opretholde de lokale uddannelsestilbud, fordi mange elever søger mod byen. 

Dermed opstår der lige pludselig uddannelseshuller i Danmarkskortet, hvor nogle elever vil have langt bedre muligheder for at uddanne sig end andre. 

Der er hverken hold i påstanden om, at elevfordeling handler om at sætte systemet før elever - og forestillingen om et frit valg er også ren illusion. Med forhandlingerne om elevfordeling tydeliggører politikerne på tværs af fløjene deres ambition: at skabe kvalitetsstærke uddannelser for unge, i alle dele af Danmark.