Kommission anbefaler mere fleksible uddannelser på sundhedsområdet

Robusthedskommissionen har med Søren Brostrøm i spidsen præsenteret deres anbefalinger. Det skal være nemmere for både færdiguddannede og studerende at skifte spor undervejs, skriver den. Få et overblik over anbefalingerne her. 

Robusthedskommissionen har præsenteret sine 20 anbefalinger til regeringen. Blandt anbefalingerne skal det gøres mere attraktivt at udskyde sin tilbagetrækning.
Robusthedskommissionen har præsenteret sine 20 anbefalinger til regeringen. Blandt anbefalingerne skal det gøres mere attraktivt at udskyde sin tilbagetrækning.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Sebastian Vidkjær Stone

I Eigtveds Pakhus i København har Søren Brostrøm netop præsenteret Robusthedskommissionens anbefalinger til indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V). 

Anbefalingerne til regeringen omhandler grundlæggende, hvordan man i sundhedspersonalet sikrer mere personale, men også hvordan man sikrer bedre tid til opgaverne på sundheds- og ældreområdet.  

En del af anbefalingerne drejer sig om reformer for sundhedsuddannelserne. 

Det er Sundhedsstyrelsens tidligere direktør, Søren Brostrøm, der har har ledet kommissionens arbejde. En formand, otte ekspertmedlemmer og otte medlemmer, der repræsenterer arbejdsmarkedets parter har udgjort personellet i kommissionen, som blev nedsat i august 2022. 

I alt har kommissionen præsenteret 20 overordnede anbefalinger med en række yderligere forslag under de enkelte anbefalinger. Altinget giver dig her et udpluk af de anbefalinger, som vedrører uddannelser:

12. Stillinger og karriereveje skal være forankrede i det patient- og borgernære arbejde

Ifølge kommissionen indikerer en række fremskrivninger, at der vil mangle personale i den borgernære pleje. Det skyldes flere plejekrævende borgere, og det vil man imødegå med en række anbefalinger. 

Anbefalinger: 

  • Alle stillinger på sundheds- og ældreområdet skal være forankrede i det patient- og borgernære arbejde. 
  • Tydelige karriereveje skal sikre motivation og tilknytning inden for pleje- og behandlingsopgaver. 
  • Karrierevejene skal ikke kun pege opad og være for de længst uddannede. 
     

13. Der skal udvikles flere og bedre introduktionsforløb til nyuddannede 

I sundhedsvæsenet oplever man, at en relativt høj andel af de nyuddannede skifter job inden for de første år af deres arbejdsliv, og derfor anbefaler kommissionen, at man arbejder mere koncentreret med mentorer eksempelvis. 

Anbefaling: 

  • Der skal gøres bedre brug af introduktionsforløb med supervision, mentor og løbende samtaler. 
  • Skabes bedre indblik i, hvilke indsatser, der effektivt mindsker frafald men også praksis- og ansvarschok. 
  • Uddannelsesinstitutionerne skal medvirke til bedre overgange fra uddannelse til job. 

16. Der skal være mere sammenhæng og større fleksibilitet på tværs af sundhedsuddannelserne 

I løbet af de seneste år har der været et markant fald i ansøgningerne til de sundhedsfaglige uddannelse, og derfor foreslår kommissionen, at sundhedsuddannelserne bliver langt mere fleksible end hidtil. 

Anbefalinger:  

  • Det skal være nemmere at bygge ovenpå den sundhedsuddannelse, man allerede har eller at skifte spor undervejs. 
  • Flere indgangsveje til sundhedsuddannelserne. 
  • Mere fleksible uddannelser. 
  • Uformelle kompetencer skal i højere grad kunne bringes i spil i det borgernære arbejde. 

17. Efter- og videreuddannelser reformeres, så karrierevejene i højere grad rettes mod praksis

Kommissionen foreslår blandt andet at rydde op i de mange efter- og videreuddannelsestilbud, der eksisterer i sundhedsvæsenet. 

Anbefalinger: 

  • Efter- og videreuddannelsestilbuddene på sundheds- og ældreområdet skal reformeres. 
  • Det samlede udbud af efter- og videreuddannelsestilbud skal nytænkes og sammentænkes på tværs af sektorer.
  • Der skal ryddes op i de eksisterende tilbud. 
  • Efter- og videreuddannelserne skal i højere grad tage udgangspunkt i behovet for praksis. 
  • Uddannelserne skal i højere grad være tværfaglige. 
  • Der skal være bedre muligheder for uddannelse via arbejdsmarkedsuddannelserne. 
  • Kendskab til medarbejdernes efter- og videreuddannelsesmuligheder skal udbredes. 

18. De faglige siloer skal nedbrydes, og flere skal bidrage 

Ifølge kommissionen er der behov for, at kompetencerne i sundhedsvæsenet kan bruges mere fleksibelt, hvilket fordrer en nedbrydning af de faglige siloer. 

Anbefalinger: 

  • Administrativt personale skal aflaste de sundhedsfaglige for administrative og koordinerende opgaver.  
  • Bemandingen og fordelingen af opgaver skal gå på tværs af faggrupper. 
  • Der skal være et systematisk fokus på, hvordan flere faggrupper kan bidrage til kliniske plejeopgaver. 
  • Ufaglærte, der ikke er under uddannelse, tillærte og studerende skal kunne varetage flere praktiske opgaver, og det gælder også basale borger- og patientnære opgaver. 
  • Ansættelsen af ufaglærte, der ikke er under uddannelse, tillærte og studerende skal ses som et rekrutteringspotentiale og bygge bro mellem uddannelse og arbejdsliv. 

19. Koblingen mellem uddannelse og job skal styrkes, så man undgår praksis- og ansvarschok

Der er for mange nyuddannede, der oplever, at overgangen fra uddannelse til job er svær, hvilket kommissionen vil imødegå ved eksempelvis at sørge for praktikpladser for professionsuddannelserne i hele sundhedsvæsenet.

Anbefalinger: 

  • Samarbejdet mellem professionshøjskolerne og praktikstederne skal i højere grad systematiseres, gøres forpligtende og skal understøttes på et strategisk niveau. 
  • En stærkere kobling mellem undervisning og praksis skal være med til at modvirke praksis- og ansvarschok. 
  • Vejlederopgaven på erhvervs- og professionsuddannelserne skal opprioriteres. 
  • Der skal være lære- og praktikpladser for sundhedsuddannelserne i hele sundhedsvæsenet.

20. Der skal være en mere strategisk og langsigtet styring af udbud af de sundhedsfaglige professionsuddannelser 

Kommissionen pointerer, at der ikke er et samlet overblik over udbuddet af uddannelser, og derfor anbefaler man blandt andet dimensionere uddannelser efter samfundets behov fremadrettet. 

Anbefalinger: 

  • Der skal skabes et overblik over udbuddet af sundhedsfaglige professionsuddannelser. 
  • Der skal dimensioneres efter samfundets nuværende og fremtidige behov. 
  • Samfundsmæssige udfordringer, der kan have betydning for sundheds- og ældreområdet skal belyses. 

Læs Robusthedskommissionens samlede anbefalinger her.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Søren Brostrøm

Seniorrådgiver, WHO's generaldirektør
cand.med. (Københavns Uni. 1995), speciallæge i gynækologi/obsetrik, ph.d. (Københavns Uni. 2003), MPA (CBS 2011)

Sophie Løhde

Indenrigs- og sundhedsminister, MF (V)
HA (kom.) (CBS 2007)

0:000:00