Konsulent: Corona-erfaringer har vist os, at skolen har brug for mere fleksibilitet og tillid

Børn og unge er hårdt mærket efter et år med corona, nedlukning af skoler og uddannelsessteder, onlineundervisning og social isolation.

Situationens alvor ses blandt andet i, at et enigt folketing netop har afsat 600 millioner kroner til styrkelse af faglig og social trivsel, ligesom nødundervisningsloven er forlænget frem til sommerferien. Men spørgsmålet om, hvordan disse penge skal bruges, altså hvordan vi bedst hjælper børn og unge tilbage i trivsel i skolen, står stadig ubesvaret. Og det er et spørgsmål, som man stiller sig i hele den corona-ramte verden.

Dertil popper andre spørgsmål op. Har vi den skole, vi ønsker? Er ønsket at få skolen tilbage, som den var før? Eller har corona vist os, at det er muligt at lave skole på helt anderledes måder?

Alle værktøjer har været brugt
For ét år siden stod undervisningsministeren på Sorø-mødet ærligt frem i forhold til den gordiske knude, som skolen står i. Konklusionen på dagens drøftelser var: ”Vi aner ikke, hvad vi skal gøre”.

Fra de forskellige faser har vi erfaret vigtigheden af fleksibilitet, idet vi opdagede, at nogle børn trivedes bedre med onlineundervisning, og mange børn trivedes bedre i små hold og med et nødundervisningsskema.  

Gro Emmertsen Lund
Ph.d., Taos Associate, del af NO!SE, selvstændig konsulent

Alle værktøjer i værktøjskassen syntes at være blevet brugt og uden nævneværdige resultater. Og problemerne stod i kø: Segregeringen til specialtilbud er igen på niveau med 2012, niveauet i matematik og dansk er på trods af øget timetal dalet, ligesom elevernes trivsel er dalet, mens skolefravær og ensomhed i skolen er steget, og lærere rapporterer om øget vold i skolen.

Med en lærerflugt som konsekvens af reform, lov 409 og besparelser har skolen lidt et kulturtab uden fortilfælde. Og tilstrømningen til privat- og friskolerne er steget. Det er også på dette bagtæppe, at ministeren netop har varslet forandringer af skolen i ”elefantstørrelsen”.

Genvundet læringslyst og øget ulighed
Kort efter Sorø-mødet ramte corona landet. Det medførte en række forandringsfaser for folkeskolen - alle i elefantstørrelsen. I nedlukningen måtte lærerne akut omlægge undervisningen til at kunne foregå digitalt. Meget var svært, noget gik ikke godt og noget gik langt over forventning.

Nogle steder blomstrede idérigdom frem på skolerne. Læringskurven var stejl, ikke kun for lærere og skoleledere, men for alle. Elever og lærere viste nye sider af sig selv, og nogle børn genvandt ligefrem læringslysten, når undervisningen foregik hjemme via skærm.

Men det blev også tydeligt, hvor meget relationer, samvær, nærvær og fællesskaber betyder for børns trivsel og læring (og for lærerne). Mange måneder med isolation og onlineundervisning har forårsaget ikke kun afsavn og skolesavn, men også mistrivsel blandt andet i form af kedsomhed, ensomhed, isolation og fysisk inaktivitet og for nogle børn og unge med meget alvorlige konsekvenser.

Under nedlukningen blev det også tydeligt, hvordan udenforskab og udsathed former sig for forskellige børn og unge i forskellige kontekster. Ulighed i læringsudbytte blev synlig nærmest fra starten, men vi har også set, hvordan uligheden er blevet øget med onlineundervisningen.

Næste fase blev så genåbningen af skolen, hvor eleverne måtte møde ind på skolen, men i små hold og grupper med 1-2 faste lærere, der var ”på” hele dagen.

Gensidig tillid og fælles front mod smitten
Også fra denne fase kan vi indhente viden, som kan bruges til at svare på spørgsmålet om, hvordan fremtidens skole skal se ud. Det meste af undervisningen måtte ske udendørs - og tværfagligt. Eksempelvis kunne matematik- og historieundervisningen foregå via en gåtur i parken, hvor der blev kigget og målt på skulpturer og park-arkitektur, og madpakkerne blev spist i det fri.