Lærerforening: Loft over anbragte børn er en ommer, Rosenkrantz-Theil

De fleste lærere er forhåbentlig der, at de ikke længere kollektivt skælder klassen ud, når nogle få ikke har lavet lektier.

Landets undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) er tilsyneladende ikke der endnu.

For på baggrund af den forfærdelige sag med fejlanbragte børn og unge på kostskolen Havregården, så har ministeren foreslået, at kostskolerne over en kam fremover kun må have otte anbragte børn.

Ministeren udtaler, at de frie og private skoler ikke er beregnet til at have anbragte børn, og at de heller ikke har kompetencerne til det.

Men ministeren laver enkeltsags-lovgivning, hvor et par dårlige sager, som handler om, at skoler har optaget elever, som de ikke er godkendt til, bliver groft generaliseret til hele kostskoleområdet.

Forslag risikerer at udrydde kostskoler
På kostskolerne har man generelt elever, der er for dårlige til at gå i almindelig skole, men som samtidig vil have mere gavn af at være på kostskole end på et behandlingshjem – det er disse elever, som kostskolerne har specialiseret sig i.

Jeg anerkender fuldt ud, at der har været problemer med elevoptaget og kompetencerne på eksempelvis Havregården, men skal det betyde, at skoleformen decimeres eller helt udryddes?  

Uffe Rostrup
Formand, Frie Skolers Lærerforening

Hvis kostskolerne ikke må tage mere en otte af disse elever, så vil langt de fleste af kostskolerne få massive problemer med at lave skole, og denne elevgruppe skal, ja, hvad skal de egentlig? Det er der ikke noget bud på fra ministeren. Hvor skal disse børn og unge fremover gå i skole?

Jeg anerkender fuldt ud, at der har været problemer med elevoptaget og kompetencerne på eksempelvis Havregården, men skal det betyde, at skoleformen decimeres eller helt udryddes?

Kommuner har et medansvar
I forhold til sagen med Havregården har det været åbenlyst, at skolen har optaget de forkerte elever, men det er jo ikke det eneste, der er sket. Samtlige tilsyn: det sociale, det pædagogiske og Arbejdstilsynet har svigtet deres opgaver. Ligesom hverken skolens ledelse eller bestyrelse har været deres opgave voksen.

Men det nytter ikke at kaste med sten udelukkende mod skolerne. For det er kommunerne, der visiterer eleverne til skolerne. I kommunerne kender de udmærket godt de anbragte børns forhold, diagnoser eller traumer, og de skal selvfølgelig vælge det bedste skoletilbud til det enkelte anbragte børn.

Men det har i årevis været åbenlyst, at kommunerne skeler mere til økonomien end til det pædagogiske tilbud eller hvilke børn, skolerne er godkendt til, når de laver deres anbringelser. Groft sagt så presser de skolerne til at optage elever, som er på kanten af, hvad skolerne kan rumme.

Så også kommunerne har et medansvar for de fejlanbragte børn.

Oplagt at styrke tilsynet
Når alt kommer til alt, er det selvfølgelig den enkelte skole, der må sige nej, hvis en elev ikke passer ind i det skoletilbud, som en given skole har.

Og her er det interessant at vende tilbage til ministerens forslag. For det er jo oplagt at styrke tilsynet og samspillet mellem de mange forskellige tilsyn, som en kostskole er underlagt. Det er også oplagt at tage en snak med kommunerne om, at de skal sikre sig, at også anbragte børn får det rigtige og bedst mulige skoletilbud for den enkelte.

Men det er helt ulogisk, at velfungerende kostskoler risikerer at lukke, fordi disse ting ikke tidligere har været på plads – det giver ganske enkelt ikke mening. Og slet ikke, fordi en rapport fra VIVE fra 2019 viser, at kostskolebørn faktisk har betydelig bedre mulighed for at klare sig videre i livet, end børn i andre anbringelsesformer.

Lovforslaget er ikke gennemtænkt
I forslaget lægges der op til, at kostskolerne trods alt må have otte anbragte børn på skolerne. Som jeg har forstået det, så skyldes tallet otte, at der ikke længere føres socialt tilsyn med skolerne, hvis dette er grænsen.

Men det er jo total mærkeligt, at vi på denne måde kan anbringe børn på skoler, og så slippe for at lave social opfølgning på, hvordan det går med disse elever. Igen et område som ministeren kunne vælge at styrke i stedet for at ødelægge velfungerende kostskoletilbud.

Derfor virker det uforståeligt, og som en del af det generelle socialdemokratiske korstog mod frie skoler, at der nu skal lægges et loft på otte elever for anbragte elever på kostskoler.

Hverken tallet eller lovforslaget er gennemtænkt, og det vil påvirke masser af anbragte børns dagligdag, at de skal rykkes op fra en tryg hverdag på gode kostskoler for at fortsætte deres skolegang under helt andre former. Der er således ingen sammenhæng mellem problemet og den løsning, som ministeren forsøger sig med. Det er en ommer.