Kommentar af 
Lars Kunov

Langt flere studenter skal møde faglærte og lære erhvervsuddannelserne at kende

Der er brug for, studenter møder faglærte gennem både vejledningsarrangementer og fælles projekter, hvor gymnasieeleverne bliver bekendt med, at der findes faglærte veje til spændende jobs, skriver Lars Kunov.

For en del af de studenter, der ender i ufaglærte jobs, ville en erhvervsuddannelse være en rigtig god start på en karriere, skriver Lars Kunov.
For en del af de studenter, der ender i ufaglærte jobs, ville en erhvervsuddannelse være en rigtig god start på en karriere, skriver Lars Kunov.Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Lars Kunov
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Manglen på faglærte er ikke længere et scenarie ude i fremtiden. Det er en realitet, som påvirker både erhvervslivets indtjening, den grønne omstilling og de offentlige velfærdsydelser. Det har regeringen også opdaget og vil nu tilføre ekstra midler til erhvervsuddannelserne og forsøge at gøre dem mere attraktive gennem bedre videreuddannelsesmuligheder og bedre trivsel på uddannelserne. Indsatsen skal følges op med en mere praksisorienteret folkeskole.

Det er nogle fornuftige tiltag, hvis de bliver foldet rigtigt ud. De kan gradvist gøre det mere attraktivt at tage en erhvervsuddannelse og forhåbentlig vil det få flere unge til at vælge den vej. Men det sker ikke i morgen. De fleste af tiltagene tager tid, før de har effekt, og de kommer ikke til at opfylde behovet for faglærte foreløbig. Derfor er vi nødt til, at få flere studenter til at vælge en erhvervsuddannelse som starten på deres karriere.

For mange virksomheder er ufaglærte studenter en attraktiv arbejdskraft, men de besætter også nogle job, som andre, der er på kanten af arbejdsmarkedet, kunne besætte

Lars Kunov

Der er en stor gruppe af studenter, der ikke læser videre, og der er en stigende gruppe af studenter, der ikke kommer videre i uddannelsessystemet inden for de første fem år. Nogle ender helt uden for job og uddannelse, mens andre arbejder ufaglært.

For mange virksomheder er ufaglærte studenter en attraktiv arbejdskraft, men de besætter også nogle job, som andre, der er på kanten af arbejdsmarkedet, kunne besætte. Ofte nogle mennesker, der ikke har de samme muligheder for videre uddannelse, som studenterne har. Samfundet og dem på kanten af arbejdsmarkedet har brug for, at studenterne inden for relativ kort tid kommer videre i uddannelsessystemet.

Skal flere studenter vælge en erhvervsuddannelse, så er der brug for bedre vejledning af gymnasieleverne og studenterne. De unge ved ikke, at mange af de job, de ser i samfundet, faktisk bestrides af faglærte. At ambulanceredderen, datateknikeren, bogholderen, kokken og tandteknikeren faktisk er uddannet på en erhvervsskole.

Måske ligger der et drømmejob og venter, uden de ved det. Heldigvis er det nu legalt at vejlede om erhvervsuddannelserne, men det er svært, når praktiske fag skal præsenteres virtuelt i konkurrence med et utal af videregående uddannelser.

Om skribenten

Lars Kunov er selvstændig konsulent i KunovConsult og tidligere direktør i Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier. 

Han er en del af det faste skribenthold på Altinget Uddannelse og leverer løbende kommentarer med perspektiver og refleksioner om uddannelsespolitik og ungdomslivet.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Derfor er der brug for at gøre mere. Studenterne skal møde de faglærte. Det kan gøres på flere forskellige måder. En af de enkle er at introducere erhvervsuddannelserne på de messer og vejledningsarrangementer, der foregår på landets gymnasier. Her kan man vise de konkrete erhvervsuddannelser som et ligeværdigt tilbud sammen med universiteter, professionshøjskoler, erhvervsakademier, forsvaret og politiet.

En anden måde, som gymnasieeleverne kan møde erhvervsuddannelserne på, er gennem fælles projekter. Det ville være relativt enkelt at indføre en obligatorisk projektuge, hvor virksomheder og erhvervsuddannelseselever indgår i løsning af opgaver, som studenterne stiller og afrapporterer. I den faglærte verden er der masser af praktisk anvendt sprog, IT, matematik, fysik og kemi, som gymnasieleverne kan opleve i praksis og samtidig blive bekendt med, at der findes en faglært vej til et spændende job. Det kunne blive et frisk pust midt i 2.g-krisen.

En af de enkle måder for studenter at møde faglærte er at introducere erhvervsuddannelserne på de messer og vejledningsarrangementer, der foregår på landets gymnasier

Lars Kunov

Temaerne kunne være nogle af de problemstillinger, verden står over for, og som kræver faglærte for at løse. Det kunne være den grønne omstilling. Det kunne være tilvejebringelse af økologiske fødevare. Det kunne være omsorg for ældre, syge og handicappede. Der er nok af emner, der på en praktisk måde kan introducere eleverne i gymnasiet for den faglærte verden. Der har været gennemført forsøg, men skal det blive til en realitet, så skal det ind i bekendtgørelserne.

Mange studenter arbejder ufaglært i det, som for en del er blevet til sabbatårene. Det giver god mening at bruge tid på, at finde ud af, hvad man vil og få noget erhvervslivserfaring. Desværre bliver en del hængende i de ufaglærte job. Det kunne med fordel være en opgave for ungerådgivningen at tage fat i de unge, der efter andet sabbatår ikke er i gang og tilbyde dem et afklarings-/vejledningsforløb på en erhvervsskole.

Vi skal fastholde arbejdet for at få flere til at søge en erhvervsuddannelse umiddelbart efter grundskolen. Det er et lang sejt træk, og mens det træk foregår, så udklækkes den ene studenterårgang efter den anden. For en del af de studenter vil en erhvervsuddannelse være en rigtig god start på en karriere.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Kunov

Rådgiver, KunovConsult, fhv. direktør, Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier
major (1997), cand.jur. (Københavns Uni. 2003)

0:000:00