Debat

Teach First: Målrettede mentorordninger skal få udsatte elever tilbage på sporet

DEBAT: Coronakrisen har vist en social slagside i folkeskolen, idet de børn og unge, der i forvejen kæmper med det faglige, påvirkes mest negativt. Derfor skal vi sætte ind med mentorordninger, der kan få de unge tilbage på sporet, skriver Jesper Bergman.

Mentorordninger kan være med til at få udsatte børn og unge tilbage på sporet under coronakrisen, skriver Jesper Bergman.
Mentorordninger kan være med til at få udsatte børn og unge tilbage på sporet under coronakrisen, skriver Jesper Bergman.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Jesper Bergmann
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I gennemsnit fungerer den danske folkeskole rigtig godt: Lærerne er gode, forældrene hjælper med lektierne; eleverne klarer sig godt, og der er ingen grund til at være bekymret.

Men gennemsnit skygger nemlig også for problemerne under coronakrisen. Udsatte elever, som allerede havde det svært inden corona, har ikke oplevet et gennemsnit af fordele og ulemper.

De har oplevet et skæbnesvangert tab af kvalitet og vigtige relationer i undervisningen, fordi de ikke har den samme hjælp og støtte derhjemme som andre elever.

Næsten halvdelen af lærerne i folkeskolen oplever, at corona-situationen påvirker undervisningens kvalitet negativt eller meget negativt, og den sociale slagside betyder, at det især går ud over de børn og unge, som i forvejen kæmper med det faglige.

Disse elever er mere end nogensinde i risiko for at bidrage til de 21.6% af unge i Danmark, som ikke får en erhvervskompetencegivende uddannelse. Og derfor er det utrolig vigtigt, at vi sætter ind her og nu med løsninger, som virker, så dette ikke sker.

Mentorordninger målrettet de mest udsatte elever
Noget af det, som har vist sig at virke, er mentorordninger for elever i mindre grupper. I Australien har en uafhængig tænketank netop vurderet, at mentorordninger vil være den mest effektive måde til at få udsatte elever tilbage på sporet og mindske den faglige ulighed, som er vokset under coronakrisen.

Faglighed og trivsel går hånd i hånd, og faglige succesoplevelser i skolen giver mod på mere.

Derfor foreslår vi en ny mentorordning, som skal hjælpe de hårdest ramte elever i folkeskolen. Den bør tilrettelægges i samarbejde med Danmarks Lærerforening og eleverne samt relevante NGO'er fra civilsamfundet.

Formålet er lokale løsninger, hvor elever i mindre grupper over flere måneder bliver en del af en mentorordning, som ledes af en lærer eller en anden person med fagligheden og relationskompetencerne i orden.

Mentorordninger vil være den mest effektive måde til at få udsatte elever tilbage på sporet og mindske den faglige ulighed, som er vokset under coronakrisen.

Jesper Bergman
Direktør, Teach First Danmark

Lokal forankring
Mentorerne vil primært være aktive og uddannede lærere, men vi ser også et stort potentiale i at engagere ledige og pensionerede lærere, lærerstuderende og andre kvalificerede ildsjæle, som har erfaring med elevgruppen.

De skal naturligvis aflønnes og have ordnede forhold, og forløbene skal tilrettelægges sammen med eleverne og deres lærere, så de er forankret lokalt og drevet af efterspørgsel og en enighed om, hvilke elever der tilbydes støtten. 

Lærerne er hårdt pressede i forvejen, så det skal selvsagt være frivilligt, om man vil være mentor, og økonomien til mentorordningen skal findes, så det ikke går fra skolens eksisterende ressourcer.

Et spørgsmål om solidaritet og en optimal brug af vores ressourcer
Debatten i Danmark er fyldt med gode ideer. Men ofte lider de under, at de skal gælde for alle eller kræver ressourcer, som ikke findes i forvejen. En mentorordning for de mest udsatte elever, som inddrager eksisterende lærerressourcer, er en hurtig og effektiv måde til at forebygge, at vi efterlader de mest udsatte elever på perronen endnu en gang. 

Ved at inddrage lærerne og civilsamfundet viser vi ikke kun solidaritet, men bruger også samfundets ressourcer på den mest hensigtsmæssige måde.

Vores prioriteter i folkeskolen er et klart signal om, hvem vi er som samfund. Den faglige ulighed mellem børn I Danmark er allerede for stor, og det, vi gør nu, afgør, hvad vi kan sige, når de om 10-20 år spørger, hvad vi gjorde.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00