Uddannelsesforbundet: Vi skal lade os inspirere af 90'ernes Socialdemokrati

Af Hanne Pontoppidan
Formand for Uddannelsesforbundet

Regeringen vil bruge corona-krisen klogt, og Socialdemokratiet behøver faktisk ikke opfinde den dybe tallerken. Partiet kan nemlig genbruge den begavede løsning, som blev anvendt i 90’erne, og give den et nutidigt twist.

Skal der være plads til de kortuddannede – både de ledige og dem i job – på fremtidens arbejdsmarked, er det nemlig nu, vi skal handle.

Vi skal bruge det åbne vindue, som krisen og opbremsningen på arbejdsmarkedet giver os til at sætte rammerne for det kompetenceløft, der er så afgørende brug for. Her kan man med fordel se tilbage på de centrale socialdemokratiske greb, som blev brugt til samme udfordring i 90’erne.

Dengang indførte man en ret til orlov for beskæftigede, som ville tage en uddannelse. Desuden gav man ledige en ordning, hvor de kunne tage en uddannelse.

Man indførte også jobrotation, der populært sagt sikrede, at alle blev spillet på banen. Det er den mikstur, vi foreslår, man tager igen.

Vi skal bruge det åbne vindue, som krisen og opbremsningen på arbejdsmarkedet giver os til at sætte rammerne for det kompetenceløft, der er så afgørende brug for. 

Kriteriet for succes
Der er ting, vi bør justere i forhold til disse ordninger. For eksempel så vi, at uddannelsesorlov tiltrak dem, som i forvejen var glade for uddannelse, mens de, som havde det største efterslæb, afstod.

Vores forslag er derfor, at vi i en moderniseret udgave af ordningen målretter orloven til kortuddannede. De skal dog ikke stå med ansvaret alene.

Derfor skal vi forpligte virksomhederne på at lave uddannelsesplanlægning, både for og med den enkelte medarbejder og for hele virksomheden, så uddannelse bliver en naturlig og forudsigelig del af arbejdslivet. Kun hvis dét fungerer, får ordningen succes.

Også for de ledige skal der tænkes i nye incitamenter, så det ikke er dem, der har det største behov, som fravælger en mulighed for uddannelse.

Derfor skal der tænkes i en ret til uddannelse med højere dagpengesats samt en såkaldt ”død periode”, så dagpengeperioden forlænges med det antal uger, man har deltaget i uddannelse.

Krisen kan veksles til kompetencer 
Der er heldigvis allerede lavet gode løsninger med jobrotation via trepartsaftaler. Det man mangler er sådan set bare at koble uddannelse på, så man tager en uddannelse i de perioder, hvor man er sendt hjem.

Vil denne regering tænke lige så klogt, som den socialdemokratisk ledede regering gjorde det først i 90’erne, kan den altså genbesøge indsigten fra dengang, nemlig at krisen kan veksles til kompetencer og opbremsningen til opkvalificering.

Den handler om at lægge rammerne og derefter få landets virksomheder, jobcentre, beskæftigede og ledige til at bruge dem. Sådan kan vi løfte kompetencerne hos den store del af arbejdsstyrken, som har behovet uden at tabe produktivitet imens.

Dét vil øge både virksomhedernes konkurrenceevne og den enkeltes fremtidige jobsikkerhed samt mulighed for at bidrage til samfundet. Desuden vil det give chancen for at rette op på noget af den ulighed, der er i samfundet.

Fokus på dem, som er bagud
Selvfølgelig vil det koste, ligesom de fleste langsigtede løsninger gør. Derfor skal vi også forholde os begavet til udgiften.

Vi skal fokusere på dem, som er bagud på uddannelse, de ufaglærte og kortuddannede. Det er en investering, som kan betale sig.

Også beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) har mange gange understreget vigtigheden af voksen- og efteruddannelse og vist, at regeringen har fokus på opkvalificering for de kortest uddannede.

Det fokus bør sikre voksne adgang til at opnå samme kompetenceniveau, som vi forventer af de unge.

Det betyder, at rettighederne skal gælde almen grundlæggende uddannelse, men også en række af de erhvervsrettede uddannelser, som vi ved, fremtiden vil efterspørge, eller som vi måske allerede i dag har for få uddannede indenfor.

Med flere af initiativerne i trepartsaftalerne er man allerede på vej - dog med korte aftaler og midlertidige skridt. Efter vores opfattelse er der for lidt fokus på uddannelse.

I næste trepart bør man tænke i permanente, langsigtede ordninger. Her skal uddannelsesorlov for beskæftigede, forbedringer af jobrotationsordningen og uddannelsesret til ledige indgå som helt centrale indsatser.