Debat

Dignity: Udviklingsbistanden skal stå på mål for sine resultater

DEBAT: Vi ved meget lidt om, hvordan den store interessevaretagelse i dansk udviklingsbistand påvirker effekten. Men udviklingsbistanden skal stadig stå på mål for de resultater, den skaber, og det skal ske gennem forskning. Det skriver Karin Verland fra Dignity.

Foto: Dignity
Henrik Axel Lynge Buchter
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Karin Verland
Direktør i Dignity – Dansk Institut mod Tortur

Udviklingsbistanden er under forandring. Nye perspektiver bliver tænkt ind i projekterne som skal imødekomme stadig flere formål. I forlængelse af Taksøe-rapporten og udenrigsministerens nye udviklingsstrategi står det klart, at humanitær bistand, statsopbygning, civilsamfundsstøtte, erhvervs- og eksportinteresser, globalt miljø, sikkerhed i Europas nærområder og danske nationale interesser alle i større eller mindre grad skal samtænkes med den danske udviklingsbistand.

Et af problemerne ved at kombinere alle disse formål er, at vi ved meget lidt om, hvordan det påvirker effekten. Vi ved en del om, hvordan de enkelte komponenter virker hver for sig, men hvad sker der, når de i stigende grad kombineres? Hvordan påvirker det eksempelvis effekten af good-governance-programmer, hvis de også skal tilgodese et antiradikaliseringsformål? Hvordan påvirker skolegang til flygtningebørn uden for lejrene i Jordan og Libanon fænomener som migration, indtægtsgrundlag og børnenes psykiske sundhed?

Når regeringen i sit finanslovforslag for 2017 lægger op til, at det forskningsfaglige udvalg (FFU) kan fordele 140 millioner kroner til langsigtet forskning i udviklingsbistand, er det vigtigt, at der prioriteres på de virkemidler og områder, der kommer til at karakterisere dansk bistand i de kommende år.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Alt skal analyseres
Forskningen i den klassiske sektorbistand er selvfølgelig vigtig for at hæve kvaliteten af denne. Men skiftet til nye finansieringskilder, den nye sammensætning af strategiske mål, den større fokus på danske interesser, alt dette skal selvfølgelig beskrives og analyseres med samme uvildighed som tidligere generationer af dansk bistand er blevet det.

Hvis Udenrigsministeriet mener, at dansk bistand skal forhindre krige, konflikter og flygtningestrømme, så må vi se på, om den er i stand til at indfri disse mål, hvad effekterne er for de aktører, der berøres, og hvilke omkostninger det har - social, sundhedsmæssigt, økonomisk og politisk - for de mennesker og samfund, der berøres - også det danske.

Forskning kan dokumentere disse resultater, og jeg hilser det derfor velkomment, at regeringen igen prioriterer udviklingsforskning. Vi har mere end nogensinde brug for den.

Karin Verland, direktør for Dignity

I Dignity baserer vi vores arbejde på viden og forskning. Som sundhedsfaglig aktør er vi etisk og lovgivningsmæssigt forpligtet til det. Vi arbejder med langsigtede indsatser, hvor vi opbygger kapacitet i ressourcesvage stater, og bekæmper vold i udsatte områder på et rettighedsbaseret grundlag.

Når vi skal vurdere, om en indsats virker, er det dog stadig afgørende, at vi har videnskaben i orden og arbejder tæt sammen med forskere for at vurdere effektenerne af vores arbejde – positive som negative.

Afgørende at bedømme arbejdet
Det er en selvfølgelig en udgift at kvalitetssikre arbejdet, men det er den eneste vej, vi kan gå. Vi mener af etiske, faglige og politiske årsager, at det er helt afgørende, at vi bedømmer det arbejde, der udføres, og at vi lader andre bedømme kvaliteten af vores bedømmelser, som det sker i forbindelse med forskningspublikationer.

Med for eksempel solide forskningsresultater i hånden kan vi nu videreudvikle den metode, vi har testet i fattige byområder i Honduras (se videnskab.dk), i samarbejde med civilsamfundsorganisationer i andre lande; det er ikke noget, vi synes virker - det er noget, vi ved virker!

Dansk udviklingsbistand er ikke længere isoleret fra de øvrige udenrigspolitikker – sådan er det. Den skal tjene en vifte af specifikke interesser (offentlige såvel som private) og udvikle nye metoder og tilgange, som i et vist omfang er anderledes end dem, som tidligere blev efterspurgt.

Men den hverken kan eller må løbe fra sit ansvar for at stå på mål for de resultater, den leverer. Forskning kan dokumentere disse resultater, og jeg hilser det derfor velkomment, at regeringen igen prioriterer udviklingsforskning. Vi har mere end nogensinde brug for den.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00