Dansk Flygtningehjælp: Forretningsbaseret samarbejde er fremtiden

Af Andreas Kamm
Generalsekretær, Dansk Flygtningehjælp

Omfanget af humanitære kriser har været stigende de seneste år, og der er ikke udsigt til, at situationen hurtigt vil forbedres. Tværtimod tyder meget på, at verden må vænne sig til at leve med kriser og fordrivelser på rekordhøjt niveau.

Denne situation udspiller sig samtidig med, at verdens beslutningstagere har vanskeligere og vanskeligere ved at holde sammen om fælles politiske løsninger i FN, EU, Den Afrikanske Union, Den Arabiske Liga med flere, ligesom det i tiltagende grad er vanskeligt at rejse de fornødne humanitære midler til kriseramte befolkninger.

Ikke overraskende har dette dystre billede bidraget til, at der i stigende grad tales om at hjælpe på en ny og mere bæredygtig måde. Det gælder i forhold til anvendelse af de klassiske donormidler, men det gælder også i forhold til at rejse flere ressourcer fra private virksomheder, end det hidtil har været muligt.

Her er det væsentligt, at de klassiske donorer som Danida bliver brugt som katalysatorer og bidrager med udviklingsmidler til at få projekter til at flyve.

Virksomheder og NGO'er ruster udsatte samfund
I den humanitære NGO-verden tales derfor meget om begrebet resilience – det at gøre lokalsamfund i verdens udsatte områder mere robuste ved at skabe bæredygtighed og modstandskraft.

Virksomheder og NGO’er skal samarbejde om dels at få øje på behovene (markedet), dels at udvikle løsningerne/produkterne.

Andreas Kamm, generalsekretær, Dansk Flygtningehjælp

Der tales også om det nødvendige i at støtte værtslandes grundkapacitet, så sundhedsvæsen, uddannelsessektor, infrastruktur, administrativ kapacitet og arbejdsmarked kan absorbere fordrevne – og så der på den lange bane også er gevinster ved at være vært – forbedrede sektorer, et arbejdsmarked, der skaber vækst og så videre.

Det er her, virksomhederne og viljen til at tænke nye partnerskaber kommer ind i billedet. Fælles projekter i de af verdens metropoler, der er særligt udsatte, og som i dag huser størstedelen af verdens flygtninge, vil være et naturligt sted at starte.

Det er åbenlyst, at vi må overveje hvilke tilskyndende faktorer, der kan medvirke til at etablere lokale, bæredygtige økonomier eller økosystemer. Det er her, markedsøkonomiske kræfter kan og bør bringes i spil for at medvirke til at skabe lokale arbejdspladser og mikro-virksomheder i kølvandet på den indledende, udefrakommende bistand, der stadig er nødvendig, når en ny krise opstår.

NGO’er kan på baggrund af deres dybe indsigt i lokale forhold og kulturelle forudsætninger invitere virksomheder til at samarbejde om nye løsninger. Fremfor ’gammeldags’ filantropi eller CSR kan vi sammen tænke i produkt-innovationer eller tilskyndelse til engagement i lokal produktion af varer eller ydelser, målrettet til et voksende kundesegment, som udgøres af verdens fordrevne borgere og værtssamfund – og her kommer donorerne også på banen.

Slut med business as usual
FN’s Udviklingsmål har givet os et fantastisk afsæt til at indgå nye typer dialog og partnerskaber på tværs af traditionelle sektorskel og i forhold til sammen at kunne løse nogle af verdens mest presserende problemer.

Men hvis vi skal vi lykkes med at skabe nye gensidigt værdiskabende samarbejder, må vi nødvendigvis overveje de roller, som de samarbejdende parter skal have, herunder hvilke nødvendige forandringer, der skal skabes både i virksomheder, NGO’er og hos donorer.

Fremadrettet må vi lære os at samarbejde om indsatser, der tager udgangspunkt i de behov, som de kriseramte samfund har for ydelser og løsninger, og ikke som i dag, hvor NGO’er og donorer fortrinsvis samarbejder med virksomheder ved at købe deres eksisterende produkter og forære dem til de nødstedte.

Udvikling forudsætter samarbejde
Vi må indse, at vi står over for et paradigmeskift:

Virksomheder og NGO’er skal samarbejde om dels at få øje på behovene (markedet), dels at udvikle løsningerne/produkterne. Det skal ske på forretningsmæssige vilkår, hvilket vil sige, at der skal være et afkast til de involverede: virksomheden, NGO’en og den lokale forhandler. Og det lokale salg skal ske til slutbrugeren og kunne foregå på de eksisterende markedsvilkår.

Hvis ikke denne type samarbejde lader sig udvikle, så er det vanskeligt at se, hvorfra den store vækst i virksomhedernes engagement skal komme fra.

Så må vi stille os tilfredse med det hidtidige samarbejde, som er positivt og nødvendigt, men som dog næppe kommer til at give det boost, som der er så hårdt brug for i en verden med en voksende ubalance mellem de nødstedtes basale behov på den ene side og verdens evne til at mobilisere hjælpen på den anden side.

Og det er væsentligt, at donorer som den danske regering bidrager til denne udvikling. Groft sagt skal de i stedet for at købe en pumpe af en virksomhed og få en NGO til at uddele den, hjælpe med innovationen og udviklingen af forretningssamarbejdet.

Den skal selvfølgelig på sigt være bæredygtigt og forlade sig på markedskræfterne, men hvis vi får sparket processen i gang, kan vi ende i en win-win-situation for såvel virksomhedernes samt verdens nødstedte.