Debat

MS: Bistanden skal væk fra Asiatisk Plads – og tættere på danskerne

DEBAT: Detailstyring af NGO'ernes arbejde hindrer, at udviklingsbistanden skaber mere værdi. UM skal vise tillid til NGO'ernes viden om, hvad der virker, skriver Tim Whyte fra MS ActionAid.

Bistanden skal længere væk fra Asiatisk Plads, mener Tim Whyte, generalsekretær i MS Action Aid.<br>
Bistanden skal længere væk fra Asiatisk Plads, mener Tim Whyte, generalsekretær i MS Action Aid.
Foto: Jørgen Skytte
Maria Bierbaum Oehlenschläger
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Tim Whyte
Generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke Action Aid

Forestil dig, at regeringen lavede en femårsplan for væksten i dansk eksport. Og derefter lod embedsmænd instruere Lego i, hvilke markeder de skulle gå ind på, hvilke typer produkter, de skulle producere, og hvilken innovation, de skulle kaste sig over for at leve op til planen.

Nej vel?

Der ville lyde et ramaskrig. Alle ville sige, at den slags statslig planstyring er både ubrugelig og ødelæggende. Virksomhederne har naturligvis selv den bedste fornemmelse for, hvor de kommercielle muligheder opstår i en omskiftelig og foranderlig verden. De har ikke brug for embedsfolk til at detailstyre vejen til nye markeder.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Når det gælder udviklingssamarbejdet, er tanken om tæt styring af NGO’er arbejdsform og indhold til gengæld ikke helt så fremmed på Asiatisk Plads 2.

Faktisk ser det ud til, at dele af den nye udviklingspolitiske strategi vil have de ikke-statslige organisationer til i endnu højere grad at levere konkrete og forudbestilte produkter til en samlet plan udtænkt fra helt centralt hold. En plan, som tilmed baserer sig på en relativt snæver forståelse af Danmarks interesser.

Nøjagtigt som Lego er kloge på legetøjsmarkedet, er vi NGO’er i al ubeskedenhed kloge på, hvilke indsatser der gør en forskel for udsatte mennesker i de områder, hvor vi har været tilstede i årevis.

Tim Whyte, generalsekretær, MS Action Aid

Her vil nogen givetvis indvende, at NGO'er i Danmark er delvist finansierede af statskassen og derfor skal agere ud fra statens interesser. Sandt nok. Og organisationer som Mellemfolkeligt Samvirke og mange andre har da også i årtier bidraget væsentligt til dansk udviklingspolitik. Og det vil vi fortsat gøre, fordi det, vi kan levere, i den grad også er i Danmarks og danskernes interesse.

Fingeren på pulsen i verdens udsatte områder
Men vores virkelighed er ikke just mindre kompleks eller foranderlig end virksomhedernes verden. Derfor har det stor betydning, at netop de folkelige organisationer, som vi arbejder sammen med og selv er del af, har fingrene på den lokale puls ude i verden; og det på en måde, som statslige eller overstatslige organer sjældent har.

Nøjagtigt som Lego er kloge på legetøjsmarkedet, er vi NGO’er i al ubeskedenhed kloge på, hvilke indsatser der gør en forskel for udsatte mennesker i de områder, hvor vi har været tilstede i årevis.

Det er ved at lytte til de udsatte mennesker, hele tiden eksperimentere og være en del af lokale samarbejder og internationale netværk omkring deres behov, at vi blandt andet skaber merværdi for staten.

Mange af de behov kan vi ikke selv møde – så dette er ikke et råb om at have banen for os selv. Tværtimod. Det er et opråb om at huske, at vores folkelige nærhed er en styrke, politikere og embedsværket bør værne om. Og meget gerne udvikle.

Op i gear
Hvorfor er det her en vigtig diskussion nu?

Det er det, for når regeringen taler om ”gearing” og om at få mere for bistandspengene, handler det ikke kun om den private sektor, men også om, hvordan de bedst mobiliserer de resurser, der også er blandt NGO’er og andre aktører.

Blandt de mest velfungerende ting i dansk udviklingssamarbejde er netop den folkelige forankring. Den årelange erfaring i forskellige lande og evnen til at lade udsatte menneskers behov definere vores indsatser. Når det lykkes, har det den fordel, at man ikke blot afhjælper en umiddelbar akut situation for udsatte mennesker.

Langt de fleste udviklingsindsatser kommer også til at forandre de politiske beslutninger og strukturelle årsager til fattigdom og nød. Når vi derfor taler om ”gearing”, så handler det om, at posen med bistandspenge skal investeres, så det får positive effekter, der rækker længere end de mennesker og det specifikke projekt her og nu.

Skubber udvikling frem
Netop det har Mellemfolkeligt Samvirke masser af konkrete eksempler på i vores arbejde. Når vi hjælper civilsamfundsorganisationer i Syd med at spore, hvordan de offentlige midler bruges i kommuner og regioner, så presser vi samtidig myndighederne og staten til at opføre sig mere ansvarligt fremover.

Når vi støtter civilsamfundet i at lægge pres på staten for at opkræve mere skat på udvindingen af landets naturressourcer, så er vi samtidig med til at forbedre hele skattesystemet. Det sikrer samtidig, at landet selv har flere penge til udvikling fremover.

Når vi kigger på, om danske pensionskasse-investeringer er ansvarlige eller har negative menneskerettighedseffekter i et område, er vi med til at have standarden i hele sektoren.

Byg på eksisterende ekspertise
En af regeringens mest interessante ambitioner er tanken om mere sammenhæng og mere privatsektor-engagement, så vi kan ”geare” de danske bistandsmidler og få mest ud af pengene.

Men lad os da også tænke det mere ambitiøst og geare op i et endnu højere gear. Lad os få gearing til at handle om meget mere end at få nye penge lagt oveni i gamle.

Nogle af de mest succesfulde virksomheders gearing handler om at få mennesker til at gøre mere med de værdier, man allerede har, og få mere ud af de aktiviteter og relationer, mennesker allerede laver.

Men det sker ikke ved meget fast central styring. Det sker ved, at udviklingsbistanden kommer ud imellem os alle. Så der er plads til at gøre det, vi hver især er gode til.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Tim Whyte

Generalsekretær, Mellemfolkeligt Samvirke
BA i kolonihistorie (Wesleyan University, USA 1998), fagjournalist (Danmarks Journalisthøjskole 2005)

0:000:00