Forsker: Man skulle tro, at Støjberg også er udviklingsminister

Af Adam Moe Fejerskov
Ph.d.-studerende ved DIIS

Regeringens nye udviklingspolitiske prioriteter og med stor sandsynlighed også den endelige udviklingsstrategi er relativt ukontroversielle.

Det er måske i sig selv omstridt at mene, når nu vi ser massive nedskæringer både i samarbejdslande og hos de danske NGO’er krydret med en negligering af specielt klima, miljø og kulturelle spørgsmål.

Men de bredere politiske eller strategiske rammer fremstår i sig selv ikke synderligt kontroversielle og lægger vel op til, at Danmark fortsætter sit nuværende arbejde inden for flere af områderne.

Ukontroversielle, hvis det da ikke var fordi, at der er et men. Der er jo som bekendt ofte et men.

Man kan nemlig i de udviklingspolitiske prioriteter og i de dele af den nye strategi, vi har set, nemt få fornemmelsen af, at Inger Støjberg (V) ikke blot er integrationsminister, men også udenrigs- og udviklingsminister.

Man kan nemlig i de udviklingspolitiske prioriteter, og i de dele af den nye strategi, vi har set, nemt få fornemmelsen af, at Inger Støjberg ikke blot er integrationsminister, men også udenrigs- og udviklingsminister.

Adam Moe Fejerskov, ph.d.-studernede ved DIIS

Når prioriteternes og strategiens opmærksomhed vendes mod migrationsspørgsmål, forsvinder stort set enhver snert af nuanceret og reel udviklings- eller udenrigspolitisk strategisk tænkning.

Selvom prioritetsområdet officielt hedder ’Migration og udvikling’, er der ikke megen fokus på udvikling, og det hele lader til at dreje sig om, hvordan man bedst muligt kan sikre, at folk aldrig migrerer til Danmark samt at de migranter og flygtninge, vi har herhjemme, så hurtigt som muligt flyves ud af landet.

EU og Danmark presser

I de udviklingspolitiske prioriteter gør regeringen det klart, at man vil kæmpe mod ’ureguleret’ og ’illegal økonomisk migration’, mens hovedprioriteten lader til at være en skærpelse af ’samarbejde’ om tilbagesendelse, både med EU og med oprindelseslandene.

Det vil sige, at jo flere migranter og flygtninge Danmark må sende tilbage til det pågældende land, desto flere midler vil det formodentligt modtage i bistand.

En særlig ramme på 50 millioner kroner afsættes i 2017 til at ’håndtere’ migration og opbygge kapaciteten i samarbejdslandes nationale migrationsmyndigheder. Problemet i tankegangen her er, at man formoder, at det er bureaukratiske forhold, der vanskeliggør hjemsendelser, og ikke at de mennesker, der sendes hjem, ofte intet har at vende tilbage til. Eller at de er flygtet eller migreret, fordi deres liv var i fare.

I samarbejdet med EU vil Danmark ligeledes sørge for at udviklingslande, der ikke velvilligt tager imod egne statsborgere, skal presses og disciplineres.

De udkast til den nye udviklingspolitiske strategi, vi har set, kører langt hen ad vejen i samme rille. Migration er noget, der skal ’håndteres’, og de væsentligste prioriteter lader til at være, at Danmark nu skal have en ’styrket tilbagesendelsespolitik’.

På samme måde italesættes det, at Afrikas grænse til Europa repræsenterer et ’demografisk pres’, som om overbefolkning er hovedårsagen til den migration, vi er vidne til i disse år.

Man kan ikke stoppe migration
De tanker, som begge dokumenter gør sig om migrationsspørgsmålet, fremstår altså så langt fra udviklings- eller udenrigspolitisk strategisk tænkning, som noget stort set kan.

I stedet for strategiske ambitioner om at adressere grundlæggende årsager til at folk flygter eller ufrivilligt migrerer, så er fokus på at få løst kortsigtede hjemlige spørgsmål omkring tilbagesendelse, samtidigt med at man naivt fastholder en tro på, at Danmark kan være med til at ’håndtere’ migration ved at bidrage til udviklingslandes migrationsmyndigheder, grænsekontrol og lignende.

Al erfaringer peger mod, at man ikke kan stoppe folk fra at migrere og udelukkende skubber disse mennesker ud på endnu farligere ruter på vej mod deres ønskede slutdestination.

Den danske udviklingsbistand er for mange af vores modtagerlande af en sådan lille størrelse sammenlignet med andre pengestrømme, at det er næsten utænkeligt, at man kan presse regeringer til at ’tilbagetage’ flygtninge eller migranter.

På samme tid er det kun meget få af de lande, hvorfra der kommer flest flygtninge, Danmark har udviklingsrelationer til og derved giver bistand til.

Hvem der i virkeligheden har arbejdet for at presse denne tilgang til migration igennem er uvist og vel også irrelevant, selvom Inger Støjberg måske ikke overraskende spøger. Faktum er bare, at det er tankevækkende og næppe tilfældigt, at behandlingen af migrationsspørgsmålet fremstår med en høj grad af kontrovers, naivitet og mangel på strategisk tænkning.

Modsat flere af de andre områder som de nye udviklingspolitiske prioriteter og den nye strategi fokuserer på.