DIIS-forsker: Verdensmålene lider under petitesser i valgkampen

KRONIK: Valgkampen kommer til at dreje sig om indenrigspolitiske anliggender som tilbagetrækning for nedslidte, der er en petitesse i forhold til vores samlede velfærd på langt sigt, skriver Lars Engberg-Pedersen, der vil have større fokus på FN's verdensmål.

Af Lars Engberg-Pedersen
Seniorforsker, Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS)

Man kunne håbe på, at det kommende folketingsvalg ville handle om Danmarks langsigtede interesser i en stabil, fredelig og fremgangsrig verden. Danmark er et lille land med en åben økonomi.

Når økonomien og de finansielle markeder skvulper andre steder på kloden, rammes vi ofte. Når krig og voldelige konflikter skaber flygtninge, mærker vi det hurtigt. Klimaforandringer, sociale spændinger og epidemier påvirker os direkte eller indirekte.

I stedet kommer valgkampen til at dreje sig om indenrigspolitiske anliggender, såsom tidligere tilbagetrækning for nedslidte, der i sig selv kan være udmærkede, men som er petitesser i forhold til vores samlede velfærd på lang sigt.

Hvis ikke verden omkring os bevæger sig i en positiv retning, vil eventuelle forbedringer for nedslidte næppe nå at materialisere sig for mange, inden pengene må bruges på andre, større udfordringer.

Verdensorden afhænger af verdensmålene
Samtidig har Danmark og de øvrige nordiske lande fået en udenrigspolitisk gave serveret på en sølvbakke. Gaven har til formål at skabe netop den stabile, fredelige og fremgangsrige verden, som vi har brug for, og det tilmed stort set i vores eget billede.

Jeg tænker på verdensmålene vedtaget af samtlige statsledere i 2015 og fyldt med de værdier, som vi i de nordiske lande hylder: ligestilling, fremme af den enkeltes muligheder, sømmelig omgang med miljøet, ansvarsfulde offentlige institutioner, respekt for lov og ret, begrænset ulighed med videre.

Verdensmålene, der gerne skal indfries senest i 2030, er ikke alene vigtige for vores egen velfærd og en mulighed for at udbrede nordiske værdier, de er også en helt afgørende ramme for det internationale samarbejde, der er bydende nødvendigt for at løse verdens talrige grænseoverskridende udfordringer.

Klimaforandringer, epidemier og økonomiske kriser er internationale anliggender, som ikke kan løses af enkeltlande. I en tid, hvor stadig flere politiske ledere rundt om på kloden bekender sig til nationalismen, er verdensmålene et afgørende grundlag for at etablere en verdensorden, der ikke blot bestemmes af den stærkes ret.

Rettidig omhu
Mange danske politikere har muligvis en formodning om, at Danmark er for lille til at øve international indflydelse, og derfor dukker de hovedet og håber det bedste.

Danmark har selvsagt ikke den samme indflydelse som store lande, og slet ikke, hvis vi vil gå i den stik modsatte retning af alle andre samfund. Men kampen omkring verdensmålene er ikke sådan en kamp. Den ligger på vippen i disse år.

Hvis ikke flere lande – og selvfølgelig i særlig grad de lande, der har ressourcer og en oplagt egeninteresse i dem – tager verdensmålene alvorligt og investerer i dem, risikerer vi, at de langsomt bliver glemt og får karakter af et velment, men urealistisk forsøg på at forandre verden til det bedre. Omvendt er der faktisk en pæn chance for succes for de lande, der presser på for at få den aftale, som alle lande har underskrevet, respekteret.

Derfor skulle man tro, at danske politikere ville svinge sig op på den helt høje hest og tale tidligt og silde om nødvendigheden af at arbejde med og investere i verdensmålene både herhjemme og ude i verden. Det ville være rettidig omhu og udtryk for ansvarlig, langsigtet politisk arbejde for Danmark. Det er dog så langt fra det, vi oplever.

Socialdemokraterne ønskede høj udviklingsbistand
Én ting er, at verden og verdensmålene sandsynligvis ingen rolle får i valgkampen, en anden er, hvad et bredt flertal af folketingspolitikere har besluttet de senere år. Disse beslutninger går nogenlunde i den stik modsatte retning af, hvad ovenstående råber på.

Siden 1990’erne er udviklingsbistandens størrelse konsekvent gået nedad. Dengang udgjorde den cirka 1 procent af bruttonationalindkomsten, og man havde samtidig som mål at yde yderligere 0,5 procent af bruttonationalindkomsten til miljø og fredsskabende aktiviteter.

I starten af 1990’erne havde Socialdemokraterne faktisk en ambition om at bringe udviklingsbistanden op på to procent af bruttonationalindkomsten. Det var på et tidspunkt, hvor bruttonationalindkomsten per indbygger var under det halve af, hvad den er i dag.

Nu er folketingsflertallet, inklusive Socialdemokraterne, så enige om, at udviklingsbistanden ikke skal overskride 0,7 procent af bruttonationalindkomsten, og midler til at bekæmpe klimaforandringerne i fattige lande må tages fra samme pose penge.

Bistandspenge bruges forkert
Selv om vi er dobbelt så rige i dag, har vi altså kun råd til halvt så meget bistand som i 1990’erne – og det på et tidspunkt, hvor vi selv har en klar interesse i at fremme verdensmålene.

Det næste er, at dansk udviklingsbistands kvalitet langsomt eroderes. Det langsigtede, fokuserede og pragmatiske udviklingssamarbejde afløses i stigende grad af isolerede projekter og indsatser bestemt af indenrigspolitiske hensyn i Danmark.

Den strategi, Verden 2030, som næsten alle Folketingets partier vedtog i januar 2017, er nok fyldt med referencer til verdensmålene, men tre af dens fire hovedprioriteringer handler dels om indsatser, der skal holde flygtninge og migranter væk fra Danmark, dels om at stimulere kommercielle relationer, altså kortsigtede danske interesser, der har meget lidt med verdensmålene at gøre.

I praksis spiller de tre prioriteringer også en stigende rolle. Midlerne til nødhjælp er vokset, mens langsigtede landeprogrammer er blevet lukket ned. Samtidig kanaliseres der flere midler til at støtte udviklingsmulighederne for flygtninge i lande, vi ikke kender godt.

Flygtninge har brug for støtte, men det sker på bekostning af fattige mennesker og det langsigtede samarbejde, som er bedst til at skabe bæredygtige løsninger.

Verdensmål tages ikke alvorligt
Folketingsflertallets vankelmodighed gælder ikke blot indsatsen for verdensmålene ude omkring, men også herhjemme. Den eksisterende handlingsplan opregner en lang række initiativer, som var igangsat inden målenes vedtagelse og forbinder dem helt overordnet med verdensmålene.

Der er intet forsøg på at kigge på, hvad det konkret kræver for Danmark at indfri delmålene, og der er ingen frister for, hvornår noget skal nås. Hvordan kan det tjene som forbillede for andre, endsige leve op til statsministerens underskrivelse af målene tilbage i 2015?

Et netværk af politikere i Folketinget har igangsat nogle udmærkede aktiviteter, men det forbliver på uformel basis. I realiteten tages verdensmålene ikke alvorligt som en politisk opgave. På et tidspunkt, hvor verden både udfordrer vores fremtid og giver os en helt særlig mulighed for at fremme vores egne langsigtede interesser, sidder vi helst på hænderne.

Forrige artikel Professor: Danmark kan ikke tage sig den luksus at være sig selv nok Professor: Danmark kan ikke tage sig den luksus at være sig selv nok