Martin Lidegaard: Regeringen har sat dansk udviklingspolitik årtier tilbage

DEBAT: Der er behov for langt større ambitioner på udviklingsområdet – at sikre en bæredygtig global udvikling kan vise sig at blive den vigtigste sikkerhedspolitiske indsats i vores århundrede, skriver Martin Lidegaard (R).

Af Martin Lidegaard (R)
Udviklingsordfører

Ret skal være ret. Det er lykkedes den nuværende regering at udrette én udviklingspolitisk bedrift: at samle hele Folketinget – bortset fra Enhedslisten – om en udviklingspolitisk strategi, der sætter FN’s sytten bæredygtighedsmål i centrum for Danmarks udviklingsbistand. Det er godt og rigtigt, problemet er bare, at alle regeringens andre gerninger har gjort det umådeligt svært at løfte dette formål.

Regeringen startede som bekendt med at rundbarbere dansk bistand til 0,7 procent af BNI. Det var en ren massakre på dansk udviklingsbistand. Der blev skåret hårdt og brutalt i vigtige FN-organisationer og bærende landeprogrammer.

Igangværende projekter og aftaler blev slagtet med ødelæggende konsekvenser for Danmarks indsats og anseelse i partnerlande, EU og FN.

Klimabistand og civilsamfund ramt
Dertil valgte regeringen de første år at forsinke opgørelsen af flygtningetallet i Danmark, så de fattigste mennesker i de fattigste lande ikke fik glæde af de midler, som regeringen havde lovet som følge af et faldende asyltal. Efter massivt pres fra oppositionen er der nu blevet indført faste kriterier for dette, men det var ikke noget kønt forløb.

Særligt hårdt har regeringen skåret på indsatser, hvor Danmark tidligere har været berømmet, ikke mindst klimabistanden og civilsamfundet. Nu har regeringen så lappet på blandt andet klimabistanden i et forsøg på at rette op regeringens grønne profil, men den førte zigzagkurs har både svækket effekten af vores bistand og vores renommé.

Dertil har regeringen – som netop dokumenteret i en ny DIIS-rapport – prioriteret indsatsen i flygtninges nærområder særligt højt for at sætte en stopper for migrationen, hvilket yderligere har svækket indsatsen i flere af de allerfattigste lande.

Ingen kan være i tvivl om, at der er behov for hjælp til flygtninge i nærområderne, ikke mindst humanitært og til børnenes uddannelse, som vi radikale mange gange har foreslået. Problemet er bare, at når den samlede bistand falder, vil en større indsats for flygtninge uundgåeligt ramme den langsigtede indsats for de fattigste grupper i andre skrøbelige lande. Og sådan kunne man blive ved.

Den vigtigste sikkerhedspolitiske indsats
Tænk, hvis de samme partier, der står bag det nye formål i udviklingsstrategien, i stedet kunne finde sammen efter valget om en ambitiøs plan for, hvordan vi rent faktisk kan realisere vores fælles formål.
Det ville efter min vurdering kræve enighed om mindst tre tiltag:

- Dansk udviklingsbistand bør vokse – også ud over den dynamiske vækst, som stigningen i BNI tilsiger. Procentsatsen skal sættes op, ligesom der skal sættes et loft for, hvor stor en del af bistanden, der må bruges herhjemme på flygtningeudgifter. Vi burde også kunne blive enige om en ny og større klimabistand, der kan skalere udbredelsen af nye teknologier, både når det handler om CO2-reduktion og klimatilpasning. Det er nødvendigt, hvis vi skal leve op til Paris-aftalen.

- Danmark kunne sætte sig i spidsen for en samlet EU-plan for en bæredygtig udvikling på det afrikanske kontinent med Marshall-planen som forbillede. Det vil sige, at en massiv investering i uddannelse og infrastruktur i Afrika skal kombineres med nye og mere liberale handelsbetingelser for de afrikanske lande samt krav om demokrati og god regeringsførelse.

- En noget større del af den danske bistand kunne så omdannes til myndighedssamarbejde med inddragelse af både civilsamfund og erhvervsliv med henblik på at påvirke udviklingen i en række af de førende vækstøkonomier ved at udbrede Danmarks gode erfaringer med bæredygtig udvikling inden for områder som energi, vand, uddannelse, ligestilling med videre. 

Målet må således være, at det er hele det danske samfund − civilsamfund, interesseorganisationer, erhvervsliv, investorer samt det politiske niveau med et styrket udenrigs - og udviklingsministerium i spidsen − stiller sig til rådighed for måske den vigtigste sikkerhedspolitiske indsats de kommende årtier:

At sikre en bæredygtig udvikling i en verden, der vil vokse med eksplosiv vækst. Hvor vores del af verden kommer til at betale en uhyggelig høj pris, hvis ikke den vækst bliver mere klimavenlig, mere socialt lige og langt mere målrettet FN's mål end den vækst, vi har oplevet i det seneste århundrede.

------

Martin Lidegaard (f. 1966) er næstformand for den radikale folketingsgruppe, tidligere udenrigsminister og minister for klima, energi og bygninger. Lidegaard har desuden tidligere været formand for den grønne tænketank Concito. Kommentaren er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Flemming Chr. Nielsen: Ansøgning til den ledige chefstilling på øen Lindholm Flemming Chr. Nielsen: Ansøgning til den ledige chefstilling på øen Lindholm