Debat

DUF: Ungdommen kan selv realisere verdensmål

DEBAT: Unge kan være med til at bryde den herskende vanetænkning, så vi bliver i stand til at realisere verdensmålenes ambitioner, skriver Kasper Sand Kjær, formand for Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF).

Unge har behov for gode rammer for at engagere sig i deres lokalsamfund, mener Kasper Sand Kjær, formand, DUF.<br>
Unge har behov for gode rammer for at engagere sig i deres lokalsamfund, mener Kasper Sand Kjær, formand, DUF.
Maria Bierbaum Oehlenschläger
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Kasper Sand Kjær
Formand, Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF)

Det har været kærkomment at se ungdommen stå øverst på den globale og nationale udviklingsdagsorden både i FN’s nye verdensmål og Danmarks udenrigspolitiske strategi.

Og vi er da også alle enige om, at vi står over for en enorm opgave: Halvdelen af verdens befolkning er under 30 år, tre ud af fire af dem lever i udviklingslande, og en stor del af dem er afskåret fra at nyde grundlæggende rettigheder.

Hvis vi vil skabe en bedre verden for alle, er det med andre ord essentielt, at vi også skaber en bedre verden for unge. Ligesom verdensmålene lægger op til, går unges udfordringer på tværs af alle de 17 mål.

I alt for mange lande verden over lider unge under at være marginaliserede og effektivt frataget deres stemme i samfundsdebatten, til trods for at FN’s Børnekonvention sikrer unges ret til at udøve indflydelse på deres eget liv og nærmiljø.

Kasper Sand Kjær, formand, Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF)

Unge påvirkes i ligeså høj grad af miljøændringer og fattigdom som manglende adgang til uddannelse og korrupte institutioner.

Unge udgør en kæmpe ressource
Men fremfor at se unge som problemramte skal vi se dem som en enorm transformativ ressource, der kan være med til at skabe bæredygtig udvikling. Det kræver dog, at vi giver unge rum og ressourcer til at blomstre.

I alt for mange lande verden over lider unge under at være marginaliserede og effektivt frataget deres stemme i samfundsdebatten, til trods for at FN’s Børnekonvention sikrer unges ret til at udøve indflydelse på deres eget liv og nærmiljø.

Unge kan være med til at bryde den herskende vanetænkning, noget der i høj grad er brug for, hvis vi skal realisere verdensmålenes ambitiøse dagsorden.

Samtidig har unge gang på gang vist, at de gennem ung til ung-samarbejde selv kan identificere problemer i samfundet og handle på dem.

Det har gennem alle årene været udgangspunktet for DUF's arbejde såvel i Danmark som internationalt, og en tilgang der kan bidrage til realiseringen af de 17 verdensmål både ude og hjemme.

Ung-til-ung på tværs af grænser
Derfor er vi også nødt til at støtte ung til ung-partnerskaber og projekter, der er med til at implementere verdensmålene og derved lade unge engagere sig på deres egne præmisser.

25 af DUF's medlemsorganisationer bidrager allerede til at løse målene på hver deres måde. Alle har de til fælles, at det foregår i partnerskaber med unge i Mellemøsten, Nordafrika og udviklingslandene.

  • Danske IMCC samarbejder med medicinstuderende i Rwanda om at udvikle seksualundervisning (mål 3)

  • Danske Studerendes Fællesråd er i Zimbabwe med til at styrke den nationale studenterbevægelse, så den kan kræve bedre adgang til uddannelse (mål 4)

  • Danmarks Socialdemokratiske Ungdom arbejder med at styrke kvinders politiske deltagelse i Filippinerne (mål 5)

  • LandboUngdom træner marginaliserede unge i Marokko i at skabe jobmuligheder på landet (mål 8)

  • KFUM-Spejderne samarbejder med Tunesiens største ungdomsorganisation, spejderbevægelsen, om at styrke unges muligheder for at blive iværksættere (mål 9)

  • Ungdommens Røde Kors samarbejder med Jordansk Røde Halvmåne om at styrke unges inklusion i samfundet gennem styrkede livsfærdigheder (mål 10).

Og alle arbejder for at skabe inkluderende beslutningsprocesser og inddragende organisationer for unge (mål 16) og at skabe ligeværdige partnerskaber for at fremme bæredygtig udvikling (mål 17).

Gode rammer for unge
Det er blot nogle af de udviklingsspørgsmål, som danske unge i samarbejde med unge i syd er med til at besvare, og uafhængige evalueringer bekræfter, at de gør det effektivt.

Unge kan være med til at løse de udviklingsproblematikker, vi alle står over for nu og i fremtiden.

Men det kræver, at unge har gode rammer for at engagere sig i deres samfund, så de kan skabe forandringer på tværs af de 17 verdensmål.

Dokumentation

Debat: Verdensmål og vejen til en bedre verden

SDG'er, bæredygtighedsmål og verdensmål. Alle betegnelser dækker over de 17 verdensmål for bæredygtig udvikling, som blev vedtaget af alle verdens lande i september 2016.

Verdensmålene er blevet kaldt den mest ambitiøse plan for klodens fremtid nogensinde. For de lægger op til at løse mange af klodens største problemer inden 2030 og kræver en fælles indsats fra virksomheder, ngo’er, filantroper, forskere, politikere, ledere og befolkninger.

Altinget: udvikling har derfor inviteret 17 forskellige debattører til at give hvert deres bud på, hvordan vi når verdensmålene og skaber en bedre verden. Debatten løber fra 17. november til 15. december.

FN's 17 verdensmål

#1: Afskaf fattigdom
#2: Stop sult
#3: Sundhed og trivsel
#4: Kvalitetsuddannelse
#5: Ligestilling mellem kønnene
#6: Rent vand og sanitet
#7: Bæredygtig energi
#8: Anstændige jobs og økonomisk vækst
#9: Industri, innovation og infrastruktur
#10: Mindre ulighed
#11: Bæredygtige byer og lokalsamfund
#12: Ansvarligt forbrug og produktion
#13: Klimaindsats
#14: Livet i havet
#15: Livet på land
#16: Fred, retfærdighed og stærke institutioner
#17: Partnerskaber for handling.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kasper Sand Kjær

Selvstændig rådgiver, fhv. MF (S), formand, Dansk Institut for Partier og Demokrati (DIPD)
bachelor i uddannelsesvidenskab (DPU, Aarhus Uni.)

0:000:00