Hører ngo'er stadig til i dansk udviklingsbistand?

Af Uffe Torm
Ngo-konsulent

I ulandsbistandens barndom i begyndelsen af 1960’erne mente de fleste politikere, at dansk støtte til udviklingen af de tidligere kolonier, nu selvstændige men fattige lande, skulle ydes gennem FN-systemet.

Men der blev også fremsat nogle lidt mere flyvske ideer om tilrettelæggelsen af den danske ulandsbistand.

Af en nyligt udgivet bibliografi om forhenværende statsminister 1960–62, Viggo Kampmann, fremgår det, at han, som var oprigtigt optaget af ulandssagen, i 1962 foreslog, at Danmark sammen med de andre nordiske lande skulle anmode Israel om at varetage deres statslige udviklingsbistand.

Viggo Kampmann henviste blandt andet til Israels succes med at få ørkenen til at blomstre og skabe vækst og udvikling i den nye israelske stat, som mange danskere kendte til fra kibbutzophold. Den tanke var de andre nordiske lande dog ikke med på.

Daværende udenrigsminister (og Kampmanns afløser som statsminister i 1962) Jens Otto Krag luftede samme år en ide om at henlægge administration af den danske ulandsbistand til kirkeministeriet. Det blev dog heller ikke til noget.

Der kan komme nye partnere på banen, mens traditionelle ngo-spillere kan blive sat på bænken.

Uffe Torm, ngo-konsulent

Samtidig var der et voksende folkeligt krav om, at Danmark skulle engagere sig direkte i konkret ”underviklingsarbejde” i de ”underudviklede” lande, som det hed dengang.

Resultatet af de politiske overvejelser blev, at ansvaret for den danske ulandshjælp meget naturligt blev placeret i udenrigsministeriet.

Desuden blev ulandshjælpen delt i en multilateral del, som blev ydet gennem FN, og en bilateral del, som Danmark selv administrerede, og som danske ngo'er kunne søge andel i.

Da ulandsbistanden var en folkesag
Det folkelige pres for et selvstændigt dansk engagement i de fattige lande blev især kanaliseret gennem folkelige organisationer.

Det gjaldt både kirkelige organisationer som Dansk Missionsråd og Folkekirkens Nødhjælp og sekulære foreninger som Mellemfolkeligt Samvirke, fagbevægelsen og kvindeorganisationer samt ungdomsorganisationer samlet i Dansk Ungdoms Fællesråd.

Mange, som deltog i dette arbejde, havde rødder i andelsbevægelsen, arbejderbevægelsen, højskolemiljøet og oplysningsforbund. Efterhånden blev også dansk industri og håndværk engageret i bistanden til ulandene, der blev varetaget af en særlig enhed i Udenrigsministeriet, kendt som Danida siden 1971.

Dette engagement medførte, at både de private organisationer og den private sektor blev stærkt repræsenterede i både Styrelsen og Rådet for Internationalt Udviklingsarbejde.

Styrelsen var rådgivende for den ansvarlige minister (i begyndelsen udenrigsministeren, senere hen udviklingsministeren og nu igen udenrigsministeren).

Danidas Råd, hvor en lang række andre organisationer, interesseorganisationer og undervisnings- og forskningsinstitutioner havde sæde, var rådgivende for Danidas styrelse (selv sad jeg i Styrelsen 1976–81 som repræsentant for Dansk Ungdoms Fællesråd og var medlem af Rådet 1998–2005).

I mange år spillede især Styrelsen, men også Rådet for Internationalt Udviklingssamarbejde, en vigtig rolle i debatten om Danmarks udviklingsbistand. Der var stor offentlighed omkring Styrelsens arbejde, og de ofte heftige debatter på møderne i Rådet blev tit refereret i dagspressen. Men efterhånden aftog både Styrelsens og Rådets betydning, og Danida og Udenrigsministeriet lukkede sig mere og mere om sig selv.

Fra idealister til generalister
I bistandens begyndelse blev der ansat medarbejdere i Danida med meget forskellige faglige baggrunde og ofte folkelige, idealistiske rødder. Det gjaldt for eksempel teologer, skolelærere, ingeniører, arkitekter og andre med praktiske uddannelser.

Men i 1991 blev Danida integreret i Udenrigsministeriet og mistede derfor sin selvstændige status. Der blev i højere grad ansat generalister (jurister, økonomer, cand.polit.'er med flere), som snarere orienterede sig mod en diplomatisk end en bistandsfaglig karriere.

Det betød efterhånden en mærkbar svækkelse af både den folkelige indflydelse og det faglige engagement i dansk udviklingsbistand. Som konsekvens heraf kunne daværende udviklingsminister Christian Friis Bach i 2012 afskaffe både Styrelsen og Rådet.

De blev erstattet med et nyt Udviklingspolitisk Råd med 15 medlemmer og en bevillingskomite med fire eksterne medlemmer og fire medlemmer fra ministeriet. Det kom bag på mange i ngo-miljøet, at en radikal minister, som selv var en markant skikkelse i miljøet, før han blev minister, kunne finde på så voldsomt at indskrænke den folkelige indflydelse på dansk ulandsbistand.

Sammensætningen af den gamle Styrelse og Rådet betød nemlig, at cirka 80 repræsentanter fra den private sektor og de folkelige organisationer var direkte involverede i udformningen af dansk udviklingsbistand og derfor følte et større eller mindre medansvar herfor.

Ministerudpegede medlemmer
I den nye struktur for Rådet er antallet heraf imidlertid reduceret til under 20. Og i den fremtidige administrative struktur, der foreslås i forbindelse med den nye udviklingsstrategi, der nu er til drøftelse i Folketinget, indskrænkes dette antal yderligere.

Det foreslås nemlig at sammensmelte Udviklingspolitik Råd og Bevillingskomiteen til et nyt og mindre Udviklingspolitisk Råd med kun ni medlemmer.

Og mens erhvervsorganisationer og frivillige organisationer tidligere kunne indstille kandidater til pladser i Styrelsen, Rådet og senere Udviklingspolitisk Råd og Bevillingskomite, tiltager udenrigsministeren sig nu hele magten (hvilket ikke lykkedes for Christian Friis Bach) og udpeger selv medlemmerne på baggrund af en høring blandt "relevante interessenter".

Det betyder uundgåeligt en yderligere svækkelse af både den uvildige bistandsfaglige rådgivning og den folkelige forankring af og indflydelse på udviklingsbistanden. Det skal ses i sammenhæng med en alvorlig personale- og kapacitetsmæssig reducering af ikke bare ministeriets udviklingsarbejde, men af hele Udenrigsministeriet.

Dermed er vejen banet for yderligere fremtidige udhulinger af ulandsbistanden.

Nye toner fra ministeren
De dele af ngo'ernes udviklingsarbejde, som støttes med statslige midler, skal naturligvis overholde de kriterier og retningslinjer, som gælder for den statslige bistand. Hidtil har ngo'er frit kunnet arbejde i de lande og sektorer med de indsatser, som de er bedst til at gennemføre i samarbejde med deres lokale partnere.

Men der har også været tilfælde, hvor ngo'er har påtaget sig at løse bestemte opgaver for den statslige bistand – såkaldte entreprenørprojekter. Dog med noget blandede erfaringer.

Nu lyder der lidt andre toner. I et interview med Altinget: udvikling bragt 7. september siger udenrigsminister Kristian Jensen lidt tvetydigt: "Det skal gå begge veje. Ngo'erne skal i højere grad lægge sig op ad Danmarks overordnede målsætning. Men det kan også være, at vores programmer skal indrette os mere efter, hvor vi har ngo'er, der kan understøtte den danske indsats."

Lidt mindre tvetydigt udtalte Venstres udviklingspolitiske ordfører Michael Aastrup-Jensen på et møde i Ingeniørhuset sidst i september, at støtten til de danske civilsamfundsorganisationer i højere grad skal gives "i samspil med regeringens overordnede strategi".

Ngo'er tvunget til nytænkning
Signalerne er næppe til at tage fejl af: Mindre frihed for ngo'ernes virke og samtidig mere usikkerhed, fordi regeringen bebuder kommende omlægninger af den stærkt beskårne ngo-bistand.

Der kan komme nye partnere på banen, mens traditionelle ngo-spillere kan blive sat på bænken. Lignende signaler om mere kontrol kommer også fra regeringerne i syd til både deres eget civilsamfund og de internationale ngo'er.

Dette betyder ikke nødvendigvis, at ngo'ernes rolle i udviklingsbistanden er ved at være udspillet. Men deres særlige eksistensberettigelse er truet.

Skal ngo'erne også fremover fastholde deres folkelige og mangfoldige rolle i udviklingsarbejdet, må de stå fast på og vise, at de er selvstændige iværksættere, som tænker nyt og skaber innovation, og ikke traditionelle entreprenører på statslige bistandsopgaver. 

Ngo'er skal bidrage med indsatser, som inddrager og engagerer almindelige mennesker i samfundsudviklingen.

Der er i dag mindst lige så meget brug for de folkelige organisationers og dermed civilsamfundets indsats i udviklingsarbejdet som i 1960'erne, hvis opfyldelsen af FN's 17 nye verdensmål skal lykkes i 2030. Det er ngo'ernes aktuelle udfordring.

Men de behøver regeringens samarbejde og støtte hertil – og omvendt. Det bør afspejle sig i den handlingsplan for Danmarks opfølgning på verdensmålene både nationalt og internationalt, som udenrigsministeren har bebudet klar omkring årsskiftet.

Fælles ansvar for FN's bæredygtighedsmål
Ændringer i udviklingsbistanden og organiseringen heraf er nødvendige. Den traditionelle bistand har mange gange ikke skabt de forventede og nødvendige bæredygtige resultater. Og udviklingsbistandens betydning for de fleste udviklingslande er aftagende.

Handelsindtægter, private investeringer, voksende overførsler fra migranter og stigende egne skatteindtægter betyder, at især mellemindkomstlande både kan og i højere grad selv skal finansiere en voksende del af deres udviklingsbudgetter.

Traditionel statslig udviklingsbistand kan ikke alene løse de globale fattigdomsproblemer. Det kræver et tæt samarbejde mellem både regeringer, det private erhvervsliv og civilsamfundet.

Ngo'ernes rolle bliver i høj grad at styrke civilsamfundets rolle og kapacitet både i syd og nord og holde regeringer og private virksomheder og fonde fast på deres ansvar for at medvirke til en opfyldelse af FN's bæredygtighedsmål.

De globale udfordringer stiller nye krav om synergi og et mere dynamisk samspil mellem regeringer, erhvervsliv og civilsamfund i både syd og nord. Vi er nødt til at tilstræbe et fælles ejerskab til både lokale, nationale og globale udviklingsprocesser, hvis mennesker fortsat skal kunne leve på denne klode.