Norsk udviklingsdirektør: Vi skal passe på med at lade lande som Uganda sejle i deres egen sø

”Den norske bistand til Sri Lanka vil fortsætte. En eventuel mindskning af bistanden vil bare gøre situationen værre for de mennesker, vi prøver at hjælpe. Efter uroen i landet de sidste uger, er de økonomiske og sociale problemer i Sri Lanka kun vokset,” svarede Willoch. 

Her var Willoch i tråd med det, der har været den dominerende måde at tænke på i norsk udenrigspolitik. Reaktioner på brud på menneskerettigheder skulle kommunikeres direkte til myndighederne og ikke gennem bistanden. Dialog er altid vigtig, og uskyldige skal ikke blive ramt. 

Nogle gange må nok være nok

At uskyldige bliver ramt, er ofte tilfældet, når man fører politik gennem bistand. Et eksempel er ”gag rule”-politikken fra Trump-administrationen og tidligere republikanske præsidenter i USA. Den gav forbud mod at give bistandspenge til de organisationer, der så meget som nævnte ordet abort. Evalueringer har siden vist, at det ikke førte til færre aborter i fattige lande. Sandsynligvis snarere til flere og farligere aborter.

Men nogle gange må nok være nok, og man må med rette sætte foden ned.

Det skete i Zimbabwe i 2000. Da besluttede Stoltenbergs etpartiregering at stoppe med at udbetale bistand til landet efter en lang periode med politisk vold og chikane af oppositionen. Noget af bistanden blev taget op igen senere, men da var det gennem organisationer og FN-systemet.

Nogle gange må nok være nok, og man må med rette sætte foden ned

Bård Vegar Solhjell
Direktør, Norad

I 2019 blev den norskdominerede Amazonasfond i Brasilien sat på pause, efter at præsident Jair Bolsonaro afskedigede bestyrelsen og begyndte at fælde mere af regnskoven. Fonden blev genåbnet i januar i år, efter at Lula da Silva vandt valget – blandt andet på at stoppe afskovningen.

Bistanden til Uganda blev desuden stoppet i 1973 under Idi Amins regime. En af grundene var, at bistandsarbejdernes sikkerhed var i fare.

Flere år senere, i 1990, brød Kenya den diplomatiske forbindelse med Norge og med norsk bistand. Årsagen var den norske holdning til oppositionspolitikeren Koigi Wa Wamwere fra Kenya. Altså et eksempel på en omvendt problemstilling: Giveren gør ikke, som modtagerlandet vil.

Bistand er mange penge og dermed fristende som middel til at opnå noget. I vinteren 2000 var spørgsmålet i Stortinget, om norsk bistand ville kunne få missionæren Trond Berg ud af et fængsel i Nepal. Udenrigsdepartementets talsperson mente, at det ville være uheldigt at blande bistandsmidler ind i andre landes juridiske processer. Man endte med ikke at gøre det, og Trond Berg blev alligevel løsladt kort tid efter. 

Målet for bistand

Dialog er et slidt begreb indenfor den udenrigspolitiske dagsorden, men ikke desto mindre et vigtigt ét. Når en donor ønsker at hjælpe en udsat gruppe, er det sjældent en fordel at lade dem sejle i deres egen sø.

Når en donor ønsker at hjælpe en udsat gruppe, er det sjældent en fordel at lade dem sejle i deres egen sø

Bård Vegar Solhjell
Direktør, Norad

Udviklingsminister Anne Beathe Tvinnereim understreger netop dette i sin kommentar til det, som sker i Uganda.

Hun pointerer, at repræsentanter for LGBTQ+ i Uganda ikke ønsker, at bistanden bliver beskåret, for det vil ramme de grupper, der har allermest brug for hjælp. De hævder, at en bistandsbesparelse kan gøre det endnu farligere at være homoseksuel i Uganda, da de risikerer at få skylden for, at Vesten skærer i bistanden, siger hun.

Der er altså ikke noget facit på, hvad der er den rette reaktion, når modtagerlandet ikke gør, som vi vil. Der må være grænser for, hvad man skal acceptere, men samtidig er det vigtigt at holde tungen lige i munden og overveje, hvad man opnår, og hvem der i så fald vil blive ramt.

Og tænk over, hvad målet er. Bistandens formål, vedtaget af Stortinget, er at afskaffe fattigdom og bidrage til velstand i udviklingslande, det er ikke at sikre, at alle lande i verden følger vestlige værdier og synspunkter. Til det må vi først og fremmest bruge andre virkemidler.