LGBT Asylum: Ugandas kriminalisering af homoseksuelle bør få konsekvenser

Fælles for disse kriser er, at reaktionerne på dem har været relativt begrænsede. Det er primært LGBT+ organisationer og menneskerettighedsorganisationer, der støtter lokale LGBT+ personer og -netværk i risiko, og som forsøger at skabe politisk opmærksomhed og internationalt pres. FN-aktører og Europa-Parlamentet har kritiseret loven i Uganda, men andre store humanitære aktører, erhvervsliv og diverse regeringer er – med enkelte undtagelser – mere stille.

Tavshed og passivitet er ikke længere en gangbar strategi
Der er selvfølgelig svære dilemmaer at forholde sig til. Anti-LGBTQI-synspunkter og -lovgivning føres ofte frem med argumenter om, at LGBT+ er en vestlig eksportvare og en del af en imperialistisk ideologi. Og det selvom kriminaliseringen af homoseksualitet mange steder er et levn fra kolonitiden, og selvom konservative kristne amerikanske grupper spiller en aktiv rolle i anti-LGBT-mobiliseringen.

Politisk trumfes LGBT+ solidariteten af stærke dagsordner – ikke mindst på det europæiske kontinent – om at forhindre mennesker udsat for forfølgelse i at opnå international beskyttelse.

Yanaba Mompremier Rymark Sankoh og Mads Ted Drud-Jensen
Hhv. generalsekretær og bestyrelsesmedlem, LGBT Asylum

For humanitære organisationer gælder det, at deres politiske neutralitet er afgørende for deres mulighed for at operere i lande som Uganda, og at det ikke er ønskværdigt for LGBT+ personer, hvis de skulle miste denne mulighed.

Men omvendt vil lovens konsekvenser også gælde for udviklingsorganisationer, humanitære aktører såvel som multinationale virksomheder, der selv opererer efter stærke politikker om diversitet og inklusion af blandt andet seksuelle minoriteter og kønsminoriteter. Og det vil være noget nær umuligt som virksomhed eller organisation at drive lovlige aktiviteter inden for rammerne af principper om ligebehandling og ikke-diskrimination.

Rent politisk trumfes LGBT+ solidariteten yderligere af stærke dagsordner – ikke mindst på det europæiske kontinent – om at forhindre mennesker udsat for forfølgelse i at opnå international beskyttelse.

Behov for politisk handling
Der er ikke nogen lette løsninger eller entydige svar, når det kommer til, hvad man skal gøre for at sikre menneskerettigheder – eller slet og ret overlevelse – for LGBT+ personer i sådanne situationer. Hvordan undgår man for eksempel som international organisation at puste unødigt til ilden, hvis man fremfører kritik?

Hvilke prioriteringer skal man gøre sig, hvis man risikerer at få lukket sine operationer i et land, hvis man er for åbenmundet i sin støtte til LGBT+ personers menneskerettigheder? Og hvordan undgår man at gøre skade mod LGBT+ personer, når loven faktisk foreskriver, at man skal gøre det?

Man må samtidig stille spørgsmålet, om tavshed eller passivitet kan fortsætte med at være en gangbar strategi. Indtil videre har en sådan strategi ikke bragt os et godt sted hen. I værste fald er den primære konsekvens, at LGBT+ personer i akut risiko ikke har noget sted at vende sig hen for støtte og beskyttelse.

Hvis man er i tvivl om, hvordan man skal handle, er opfordringer fra de direkte berørte ofte et godt pejlemærke. Fra Uganda lyder opfordringer fra menneskerettighedsaktivister, at der skal lægges stærkere politisk pres på Uganda.

Dette kan blandt andet ske ved, at EU og andre donorer skærer i udviklingsbistanden til regeringen – et værktøj man undlod at bruge i 2014, da en lignende lov var tæt på at blive gennemført. Desuden opfordres der til, at man støtter civile kræfter i landet og regionen, der arbejder for at styrke menneskerettigheder – også for LGBT+ personer – og til, at man finder måder at give beskyttelse til dem, der aktuelt er i fare.