Oxfam Ibis: Samfundsinstitutioner skal stå centralt i ny dansk udviklingspolitik

Af Kristian Weise
Generalsekretær, Oxfam Ibis.

De seneste år har økonomer verden over advaret om risikoen for en ny økonomisk krise. Covid-19 blev dens katalysator.

Mens det i nogen udstrækning ser ud til at lykkes for velfærdsstater i nord at håndtere både sundhedskrise og økonomisk krise, efterlader virussen allerede millioner af mennesker i udviklingslandene i en økonomisk og social krise uden indtægtsgrundlag eller adgang til uddannelse og sundhed.

Århundredets største økonomiske tilbageslag i nord vil også kunne mærkes i syd. Det er endnu for tidligt at gætte på, hvor stor regningen bliver for verdens fattigste lande, men FN forventer allerede, at antallet af ekstremt fattige stiger med millioner i år, og i værste tilfælde er det flere årtiers fattigdomsbekæmpelse, der sættes over styr.

Uden radikal handling er verdensmål uopnåelige
Den globale recession og nedlukningen af samfund har hidtil ramt udviklingslandene hårdere end selve virussen. Og FN’s verdensmål synes desværre uopnåelige uden radikal handling.

Ifølge FN’s arbejdsmarkedsorganisation, ILO, er 55 procent af verdens befolkning helt uden socialt sikkerhedsnet og kun 20 procent har adgang til arbejdsløshedsunderstøttelse.  

FN forventer allerede, at antallet af ekstremt fattige stiger med millioner i år, og i værste tilfælde er det flere årtiers fattigdomsbekæmpelse, der sættes over styr.

Kristian Weise
Generalsekretær, Oxfam IBIS

Fire ud af fem afrikanere arbejder i den uformelle sektor. De har sjældent en nævneværdig opsparing og er afhængige af sultelønninger på få dollars om dagen for at forsørge deres familier. Forlængede dagpengeperioder og kvalitetsfjernundervisning over internettet er for dem en ukendt by i Danmark.

Samfundsinstitutioner skal opbygges
Næsten alt i vores verden, særligt dens uretfærdigheder, kan observeres med forstørrelsesglas, når krisen rammer.

Det er blevet tydeliggjort, hvordan manglen på veludviklede, universelle sundheds- og velfærdssystemer i syd begrænser modstandsdygtigheden overfor kriser og mulighederne for at handle i forhold til virussens mange negative konsekvenser.

Dermed viser krisen også den absolutte nødvendighed af, at det lange, seje træk med at opbygge stærke samfundsinstitutioner skal have øget opmærksomhed i Danmarks kommende udviklingspolitiske strategi.

Stærke samfundsinstitutioner (og det vi ofte sætter lig velfærdsstater i nord) gør samfund i stand til at dele risici og sammen modstå udfordringer. De er som en sparegris, som man bidrager til over et livsforløb og kan trække på, når man rammes af uheld, arbejdsløshed, sygdom og alderdom.

Men vel at mærke én som man ikke har ansvaret for alene, men deler med sine medborgere – både i forhold til at bidrage til den og muligheden for at trække på den.

Fundamentet for demokrati, frihed og arbejde
Det kan lyde virkelighedsfjernt at sige, at målet med den danske udviklingshjælp i eksempelvis Burkina Faso, Mali og Uganda skal være at opbygge lokale velfærdssamfund.

Men coronakrisen har vist, at det også er de samfundsinstitutioner, som de lande mangler: lige adgang til ordentlig sundhedsbehandling og et sikkerhedsnet, der griber befolkningen, når en stor del af den falder.

Som vi ved fra vores eget samfund, findes der er ingen velfærdsstat uden retfærdig og effektiv skatteopkrævning, velfungerende offentlig administration, borgerrettigheder og offentlige investeringer i fri og lige adgang til god uddannelse.

Fælles goder, der også er fundamentet for aktiv demokratisk deltagelse, frihed og adgang til arbejdsmarkedet.