PlanBørnefonden: Piger og kvinder skal sættes på første række i ny strategi

DEBAT: Behovet for hjælp her og nu må ikke gå ud over den langsigtede indsats. Den næste udviklingsstrategi skal først og fremmest have et tværgående fokus på piger og unge kvinders muligheder og rettigheder, skriver Dorthe Petersen. 

Af Dorthe Petersen
Direktør, PlanBørnefonden

Herhjemme har covid-19-pandemien blandt andet betydet, at gravide ikke har fået lov til at føde hjemme.

I verdens udviklingslande har piger og kvinder omvendt været tvunget til føde hjemme under meget basale forhold og uden den nødvendige hjælp, fordi sundhedsklinikkerne har været lukket ned.

Det har betydet et øget antal fødsler, som er gået galt, og hvor mor og barn har mistet livet.

Vi står midt i den samme globale krise, men der er stadig enorme forskelle på, hvor hårdt den rammer. Piger og kvinders rettigheder krænkes mest i det globale syd.

Piger og unge kvinder i første række
Hvad skal Danmarks næste udviklingsstrategi så? Den skal sætte piger og unge kvinder i første række – på tværs af indsatser – og særligt inden for sundhed, uddannelse og beskæftigelse i de mest skrøbelige områder i verden: Sahel-regionen og Afrikas Horn.

Covid-19-pandemien har betydet, at endnu flere piger ikke kommer i skole. Og mange af dem risikerer aldrig at komme tilbage på skolebænken igen, fordi de bliver gift eller gravide i en alt for tidlig alder.

Historierne er mange og konsekvenserne fatale, og det gælder særligt for piger i alderen 13 til 18 år. Puberteten gør dem ekstra sårbare.

Ligesom covid-19-pandemien forværrer klimakrisen allerede eksisterende kriser, og bæredygtige løsninger skal derfor fremover tænkes ind i alle vores indsatser.

En ny udviklingspolitisk strategi bør tilgå den massive ligestillingsproblematik i udviklingslandene med samme systematik og holisme.

For der ligger et enormt potentiale i at få løftet pigerne, og ligestilling mellem kønnene er helt afgørende for opnåelsen af de øvrige verdensmål.

Kassetænkningen skal nedbrydes
Covid-19-pandemien har forårsaget en global krise, men den har også tydeliggjort de forskellige aktørers styrker.

Internationale og lokale NGO'er som gennem mange år har arbejdet i lokalsamfundene og er til stede 365 dage om året har den store fordel, at de kan starte arbejdet i det øjeblik, en krise rammer.

De NGO'er har været med til at styrke de lokale kapaciteter, som for eksempel sundhedscentre og skoler, allerede inden krisen ramte, og de vil også være der, når den humanitære situation igen er stabiliseret.

Den lokale forankring og viden er afgørende for at kunne skræddersy en indsats, der virker og rykker, og som skaber de konkrete resultater, vi alle ønsker.

Derfor skal vi i sektoren blive endnu bedre til at samarbejde og bruge hinandens kompetencer og midler optimalt.

Det giver ikke mening at fastholde kassetænkningen i humanitære indsatser og langsigtet udvikling.

Langsigtet udvikling
Allerede i dag tænker og arbejder vi på tværs af de to kategorier, og der er i høj grad behov for at integrere de mere langsigtede udviklingsindsatser i humanitære situationer og omvendt.

Den virkelighed bør den næste udviklingsstrategi tage højde for.

Derudover bliver vi også nødt til få endnu flere aktører med om bord, hvis vi skal skabe et større aftryk af den danske udviklingsindsats.

Vi skal åbne op for nye samarbejdsmuligheder mellem den officielle danske indsats og de private aktører, for eksempel danske fonde, der allerede i dag bidrager med finansiering, viden og kapacitet ude i verden.

Verdensmål 17 skal derfor også være et centralt omdrejningspunkt i den næste udviklingsstrategi.

Forrige artikel Debat: Digitalisering i udviklingslande kan blive en game changer Debat: Digitalisering i udviklingslande kan blive en game changer Næste artikel Dignity og IRCT: Tortur er en skamplet på menneskeheden, som stadig finder sted Dignity og IRCT: Tortur er en skamplet på menneskeheden, som stadig finder sted