Plan Danmark: Flere midler til langsigtet udvikling i byerne

Af Gwen Wisti
Adm. direktør i Plan Danmark

Det er glædeligt, at regeringen vil tilbageføre 1,1 milliarder kroner til udviklingsbistand i det nationale husholdningsbudget, fordi udgifterne til modtagelse af flygtninge – i Danmark – er blevet mindre end forventet. Men det ændrer ikke ved, at regeringen har beskåret den langsigtede udviklingsbistand med flere milliarder.

Der lægges op til, at en del af de ”ekstra midler” skal bruges til at hjælpe flygtninge i nærområderne. Det er der ingen tvivl om, at der er brug for, og nu afsættes der over 2,3 milliarder kroner årligt til den akutte humanitære bistand. Det højeste beløb nogensinde. Men det er en rekord, der ikke er grund til at fejre. Det er nemlig en alt for kortsigtet løsning.

Det er indlysende, at vi skal hjælpe mennesker i nød og sætte ind med humanitær bistand i verdens brændpunkter. Men det er knap så indlysende, at vi i en tid med overvældende globale udfordringer ikke tænker i langsigtede og bæredygtige løsninger.

Det giver ingen mening, at vi i en tid, hvor demokrati og basale menneskerettigheder er under voldsomt pres, udhuler støtten til foreninger og civilsamfundsorganisationer, der udfører et hestearbejde – mange gange med frivilligt arbejdskraft – for at skabe fundamentet for demokratiske samfund helt ud i den enkelte landsby og i de mest oversete slumområder.

Vi skal ikke omstille vores bistand til kortsigtet at reagere på de humanitære kriser, vi kunne have undgået med langsigtet udviklingsbistand. 

Vi skal ikke omstille vores bistand til kortsigtet at reagere på de humanitære kriser, vi kunne have undgået med langsigtet udviklingsbistand.

Gwen Wisti, adm. direktør i Plan Danmark

Gør byerne bæredygtige
Hvis regeringens vision er ”en mere sikker, fri, velstående og retfærdig verden”, så kunne den prioritere bæredygtig udvikling af byer – også i de fattigste og de mest skrøbelige lande. Over halvdelen af verdens befolkning bor i byerne, og en milliard mennesker bor i slum. Tallet er stigende.

Derfor er det nu, at vi som samfund skal prioritere en tilpasning af udviklingsbistanden til den urbane virkelighed. Det vil ikke bare betyde, at vi kan nå flest muligt for vores knappe ressourcer. Det vil også betyde, at vi vil kunne imødegå en række af de udfordringer, den ny strategi prioriterer, i særdeleshed migration, flygtningestrømme, konflikt og usikkerhed.

Over halvdelen af verdens flygtninge bor i byerne. Det er langt flere end i lejrene i nærområderne, som vi hører så meget om i medierne (UNHCR 2009). Samtidig er byerne en enorm faktor i verdens hastigt voksende migrationsstrømme (IOM 2015).

Byerne i udviklingslandene vokser først og fremmest af egen kraft. Byerne producerer børn, unge og voksne, der ikke har en mulighed for at skabe sig en fremtid med tryghed, uddannelse og arbejde. Mange af dem ender som migranter.

Byer uden muligheder
Samtidig er manglen på muligheder i byerne gået op for de unge på landet, men det betyder ikke, at de bliver i landsbyerne. De pakker kufferterne og tager direkte mod byerne i Europa og USA.

Gigantiske byer uden fremtidsmuligheder for størstedelen af de unge indbyggere skaber usikkerhed, skrøbelighed, konflikt og migration. Det bør vi prioritere at gøre noget ved. Med det samme.

Der er et akut behov i Syriens nærområder. Men spørgsmålet er, om det er verdens fattigste, der skal betale den regning? Hvis man bliver ved med at udhule den langsigtede udvikling, så er det som at tisse i bukserne for at holde varmen, det er som bekendt en kortvarig fornøjelse.

Ved at prioritere den langsigtede udvikling i byerne er vi med til at sikre en bedre og bæredygtig fremtid – også for de næste generationer. Hvis du bor i en by med tryghed, beskæftigelse og frihed, så er der større sandsynlighed for, at du bliver boende der. Og det gør risikoen for migration markant mindre.