Professor: Uklare bæredygtighedskrav hjælper hverken virksomheder eller samfund

Hverken virksomheder, ngo’er, politikere eller forskere er imponerede over resultaterne af de senere års lovkrav fra EU til erhvervslivet om rapportering, risikobaseret due diligence og ansvarlig finansiering.

Seneste skud er direktivforslaget om risikobaseret due diligence for virksomheders indvirkning på miljø og menneskerettigheder (CSRDD). Direktivet forventes vedtaget snart, men er stadig under forhandling. Det giver afsæt for at overveje, hvordan lovkrav bedst kan skabe mest muligt bæredygtighed og samfundsansvar (CSR).

Det rejser flere spørgsmål: Hvordan kan lovgivning kan forme virksomheders handlinger og arbejde med deres indvirkning på samfundet og bæredygtighed? Skal den skabe intern forandring ved at øge den enkelte virksomheds forståelse af samfundets krav, behov og forventninger? Skal den skabe gennemsigtighed, så ngo’er og politikere kan kritisere virksomheder og stille dem til ansvar? Skal den gøre begge dele, og kan den det?

Langt fra regler til resultater

Mens virksomheder de senere ti år er blevet mødt med, hvad der har været beskrevet som en tsunami af mere og mere detaljerede EU-krav om rapportering og due diligence for samfundsansvar og bæredygtighed, har ngo-undersøgelser og politikere påpeget, at reglerne tilsyneladende ikke fører til de ønskede resultater.

Virksomheder opfatter lovkrav om CSR-rapporter som ressourcetunge uden at tilsvarende udbytte

Karin Buhmann
Professor og centerleder, Syddansk Universitet

Samtidig giver erhvervslivet udtryk for manglende balance mellem de ressourcer, der investeres i rapportering og due diligence, og den værdi det skaber i form af læring og indsigt i samfundets krav på en måde, der kan indarbejdes i og føre til den nødvendige forandring i organisationen.

Amerikansk og europæisk forskning tyder på, at kvaliteten af virksomheders CSR-rapporter øges, hvis rapporteringen sigter mod at øge virksomhedens indsigt i omverdenens krav og forventninger. Det er imidlertid ikke det, det har været i fokus i EU's rapporteringskrav.

Betød EU-direktiv mere bæredygtighed og samfundsansvar?

For omkring ti år siden skiftede EU-Kommissionen politik fra samfundsansvar baseret på frivillighed til at erhvervslivets indvirkning på samfundet og arbejde med bæredygtighed skal styres ved lovgivning. Det har ført til EU-lovkrav rettet mod bestemte sektorer (blandt andet tømmer og mineraler), virksomheder generelt, samt finanssektoren.

Direktivet om ikke-finansielle rapportering (NFRD) fra 2014 indførte detaljerede krav om rapportering, rettet mod eksterne interessenter, for eksempel investorer og ngo’er. Danmark havde allerede fra 2009 krav om CSR-rapportering, som blev ledsaget af vejledninger fra erhvervsmyndighederne, som oplyste, at en del af målet var, at virksomheder skulle anvende rapporteringen til læring om omverdenens behov og forventninger og organisatorisk forandring i forhold til at levere på disse.